Sider

lørdag den 18. marts 2023

I sidste øjeblik

Med stor sandsynlighed kommer jeg ikke til Bornholm mere i mit liv, og dermed bliver det heller ikke til flere besøg på Oluf Høst Museet.

Jeg er meget glad for Oluf Høsts kunst, så det er om at benytte sig af det, når der er større Høst-udstillinger andre steder i landet, og det var der denne vinter på Johannes Larsen Museet i Kerteminde.

Kerteminde er ikke lige om hjørnet for os, men det er i hvert fald tættere på end Gudhjem. Jeg opdagede ret sent, at udstillingen var der, og vi havde også andet på programmet, men vi nåede at komme af sted, og det var godt.

Det var nemlig en stor, fin udstilling med mange af Høsts malerier præsenteret i museets store lyse rum. Ikke noget med malede vægge i diverse farver, der har det med at konkurrere med kunsten om opmærksomheden. Egentlig tror jeg, malerierne blev præsenteret bedre i Kerteminde end på Høst Museet, hvor de, så vidt jeg husker, hænger lidt trangt.

"Nyfalden sne", 1936
Jeg er ret betaget af vinterbilleder.
Det her fra Bognemark er ingen undtagelse.

Det var for resten ikke kun lån fra Høst Museet og Bornholms Kunstmuseum, men også fra private, så der var også noget, jeg aldrig havde set før. Og der var også en større samling af Høsts breve med små tegninger sendt til venner og familie.

Detalje fra "Katte på Bognemark" fra 1953

Udstillingen var efter min mening perfekt kurateret. Der var lige præcis så megen tekst, som man havde brug for, og den var dejlig fri for belæring.

Det gjaldt også, når det drejede sig om omtalen af sønnen, Ole Høst, der også var kunstmaler, men meldte sig til Frikorps Danmark og faldt på østfronten i 1943. Oluf Høst kom sig aldrig over sønnens død og sikkert også hans politiske overbevisning. På nogle af malerierne efter 1943 har han signeret med både sin egen og sønnens signatur.

Som altid, når en udstilling nærmer sig sin slutning, var der mange besøgende, men vi kunne nu sagtens være der.

Værre var det i museets café, Kaffehuset, men vi var heldige og fik bord til en sen frokost. Den var på det ordinære plan, og i det hele taget kunne Kaffehuset godt stramme lidt op. Men der var hyggeligt, og allermest hyggeligt var det, at hønsene, der residerede i haven, kom forbi vinduerne og kiggede ind.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar