Svingende elspriser

Siden nytår har vi været tilmeldt spotpriser på el, og det er blevet lidt en sport for mig at følge med i elpriserne.

For et par dage siden så priserne sådan ud:

Det er alligevel første gang, jeg har set en negativ pris. Jeg ved godt, at man ikke ligefrem får penge tilbage ved at bruge strøm i det pågældende tidsrum, for der er også transportudgifter og afgifter, men jeg syntes alligevel, det var sjovt med den negative pris.

I almindelighed er det ikke prisen som sådan, der interesserer mig, men det interesserer mig at bruge strømmen, når den er mest grøn, og det kan man jo se på prisen.

Ny strikkeopskrift

 

Langt om længe har jeg fået udgivet opskriften på denne babyvest, som jeg har kaldt Obaldo, på Ravelry.

Faktisk strikkede jeg de første eksemplarer for over 2 år siden. Jeg har "strikket korrektur" på både den danske og den engelske udgave adskillige gange, og Annett har også strikket efter den danske. Jeg håber, de er fejlfri, men det er jo en kendt sag, at man let bliver blind for egne fejl. 

På billedet ses et eksemplar strikket i Pure Silk fra Knitting for Olive, men jeg har også strikket i uld, bomuld og diverse blandinger. Egentlig synes jeg, uld/bomuld blandinger er noget af det bedste til babyer.

Opskriften ligger kvit og frit tilgængelig på Ravelry lige her. Hvis der er nogen, der vil prøvestrikke uden at gå på Ravelry, kan jeg nok finde ud af at sende en PDF-fil. 

Jeg havde egentlig ikke planlagt at skulle skrive flere opskrifter - det er der nok andre, der gør, men jeg har lige fået en ide til et par pulsvarmere, så måske kommer der en ny opskrift fra min hånd i 2025 .)

Garnmesse i Vejle

I lørdags var vi sammen med Annett til årets anden garnmesse.

Det foregik i Spinderihallerne i Vejle - et dejligt sted. Jeg har jo en svaghed for gamle industribygninger, og jeg elsker, når de ikke bare bliver jævnet med jorden, men bliver brugt til noget fornuftigt.

På billedet er det kedelbygningen med tre formodede og - ser det ud til - forventningsfulde garnentusiaster på vej til de forjættede udstillingshaller.

Jeg har siden jul fået registreret en del af det garn, der af uforklarlige årsager ikke var blevet registreret, da jeg købte det. Faktisk troede jeg, at jeg var blevet færdig, men så opdagede jeg endnu en flyttekasse fyldt med garn. SUK!

Det er jo så moderne at lide af en eller anden form for skam, og jeg tror, jeg lider af garnskam. Hvorfor har jeg dog i tidens løb købt alt det garn uden at have nogen ide om, hvad det skal bruges til? I parantes bemærket synes jeg, skam er en ubrugelig følelse; det er bare en dårlig undskyldning, hvis man ikke også gør noget ved årsagen til, at man skammer sig. Dermed ikke være sagt, at jeg ved, hvad jeg skal gøre ved garnbunkerne. Men jeg skulle i hvert fald ikke have mere samlet til huse.

Der var såmænd fristelser nok. Det var Fiberfolk, der havde arrangeret, og faktisk var messen lidt anderledes end de fleste andre messer. Der var ingen Gepard, Sandnes eller BC Garn, det var virkelig folk, der selv havde haft fingrene i (farve)suppen, der havde standene.

Det betød så også, at det mestendels var håndfarvet garn, men der er begyndt at komme andre fibre end bare merino og mohair på banen. Det mindede mig lidt om den Wollfest, vi var til i Hamborg for 7 år siden. 

Der var også mange udstillere, jeg ikke kendte, og en del af dem havde minsandten deres eget særpræg. Mange af dem designer også deres egne opskrifter, og det var rigtig dejligt at se nogle modeller, man ikke kendte i forvejen.

Både Annett, som også har oparbejdet et større garnlager, og jeg undlod nye garnkøb. Dorthe strikker på tykkere pinde, end vi gør, så det går hurtigere, og hendes lager er absolut overskueligt, så hun kunne godt tillade sig at købe nyt. Blandt andet købte hun af de fine blå farver fra Knitgaard, en af de udstillere, vi ikke tidligere har stiftet bekendtskab med.

Til gengæld købte jeg en opskrift, en helt skøn projektpose fra Deadly Daisies (jeg har adskillige, men jeg skal jo også have adskillige projekter i gang med henblik på at blive min garnskam kvit) og en ny garntrisse. 

Den allerbedste stand købte jeg ikke noget fra. Det var Fine Detail med de skønneste håndlavede glasknapper. 

Jeg er helt pjattet med de knapper, og jeg skal have nogen af dem på et eller andet tidspunkt. Men helst, når jeg ved, hvad de skal bruges til, for jeg har altså også mange knapper i lageret.

Måske har jeg noget parat til knapper, når Fiberfolk om et års tid forhåbentlig arrangerer en ny messe i Vejle. Vi skal i hvert fald nok være der, og det er glasknapperne forhåbentlig også. Hvis jeg kan vente så længe...

I sidste øjeblik

Med stor sandsynlighed kommer jeg ikke til Bornholm mere i mit liv, og dermed bliver det heller ikke til flere besøg på Oluf Høst Museet.

Jeg er meget glad for Oluf Høsts kunst, så det er om at benytte sig af det, når der er større Høst-udstillinger andre steder i landet, og det var der denne vinter på Johannes Larsen Museet i Kerteminde.

Kerteminde er ikke lige om hjørnet for os, men det er i hvert fald tættere på end Gudhjem. Jeg opdagede ret sent, at udstillingen var der, og vi havde også andet på programmet, men vi nåede at komme af sted, og det var godt.

Det var nemlig en stor, fin udstilling med mange af Høsts malerier præsenteret i museets store lyse rum. Ikke noget med malede vægge i diverse farver, der har det med at konkurrere med kunsten om opmærksomheden. Egentlig tror jeg, malerierne blev præsenteret bedre i Kerteminde end på Høst Museet, hvor de, så vidt jeg husker, hænger lidt trangt.

"Nyfalden sne", 1936
Jeg er ret betaget af vinterbilleder.
Det her fra Bognemark er ingen undtagelse.

Det var for resten ikke kun lån fra Høst Museet og Bornholms Kunstmuseum, men også fra private, så der var også noget, jeg aldrig havde set før. Og der var også en større samling af Høsts breve med små tegninger sendt til venner og familie.

Detalje fra "Katte på Bognemark" fra 1953

Udstillingen var efter min mening perfekt kurateret. Der var lige præcis så megen tekst, som man havde brug for, og den var dejlig fri for belæring.

Det gjaldt også, når det drejede sig om omtalen af sønnen, Ole Høst, der også var kunstmaler, men meldte sig til Frikorps Danmark og faldt på østfronten i 1943. Oluf Høst kom sig aldrig over sønnens død og sikkert også hans politiske overbevisning. På nogle af malerierne efter 1943 har han signeret med både sin egen og sønnens signatur.

Som altid, når en udstilling nærmer sig sin slutning, var der mange besøgende, men vi kunne nu sagtens være der.

Værre var det i museets café, Kaffehuset, men vi var heldige og fik bord til en sen frokost. Den var på det ordinære plan, og i det hele taget kunne Kaffehuset godt stramme lidt op. Men der var hyggeligt, og allermest hyggeligt var det, at hønsene, der residerede i haven, kom forbi vinduerne og kiggede ind.