Hele to gange

Kulturelt er vi stadig ikke rigtig kommet i gang igen efter coronanedlukningerne, men i sidste uge var vi af sted hele to gange.

Annett havde opdaget, at der var koncert i Ovsted Kirke (det er den kirke, der ligger så højt og flot, når man kører på den østjyske motorvej i nordgående retning) med Andrea Pellegrini og Duo MiScha. Pellegrini har vi hørt flere gange tidligere, og vi kan godt lide hende. Duoen kendte vi ikke, men violin og accordeon lovede godt.

Det blev også en god oplevelse. Programmet var en blanding af danske salmer og folkemusik især fra Armenien - Astrid Mikaelyan, der spiller violin i duoen har armenske rødder. For fuldstændigheds skyld hedder accordeon-spilleren Julie Holmegaard Schade.

Normalt er jeg ikke specielt begejstret for salmer, men det var helt sikkert nogle spændende fortolkninger. Jeg opdagede også, at Kingos salme Sorrig og glæde faktisk har en utrolig flot lyrik, og den er ikke så salvelsesfuld som andre af Kingos salmer.

Et par dage senere var vi til Kreativ Messe i Kongreshuset. Der var vist ikke noget nyt under solen, og jeg var ikke engang fristet af noget af garnet. Derimod købte jeg en (billig) bog med opskrifter på små monstre som den på billedet og andet sjovt. Man har jo en del garnrester liggende...

Inden messen spiste vi brunch på Aros. Vi købte årskort i forbindelse med sidste års Turner-udstilling, men havde ikke brugt det siden, så jeg syntes, vi skulle få lidt mere for pengene. Og om ikke andet får man rabat i orangeri, café og butik.

Ergo spiste vi brunch i orangeriet, hvor der er rart at sidde. Den (altså brunchen) var skrumpet i størrelse siden sidst, vi var der, hvilket passede os udmærket, og så kunne man får koffeinfri stemplekaffe - stor ros for det.

Vi syntes også, vi lige skulle se en af udstillingerne. Franciska Clausen kender vi udmærket, og hun er ikke lige vores kop te, så vi sprang den store udstilling over og valgte i stedet en udstilling med installationer af Chiharu Shiota.

En detalje fra værket Out of my Body fra 2020.
Når man så hele værket, kunne man godt se, at det menneskelige organer.

Det var sådan set heller ikke rigtig noget, vi fandt interessant. Det var voldsomt stort og helt sikkert imponerende lavet, men det rørte ikke rigtig ved nogen følelser.

En af tre kjoler med en højde på vel 4 meter

Til gengæld kom vi til at grine ret meget, da vi igen kom udenfor udstillingen, for der lå noget, der næsten lige så godt kunne have været en installation:

Det var det nu ikke (tror jeg da), men Aros er ved at udvide, så der lå byggeremidier og flød diverse steder.

Faktisk var vi også kulturelle mellem jul og nytår. Jeg havde vundet billetter til udstillingen Jul på Herregården på Gammel Estrup, så der tog vi til sammen med Annett.

Vi har været på Gammel Estrup et utal af gange og kommer gerne igen. Denne gang tog vi med på en rundvisning. Rundviseren var ganske vist lidt distraheret, fordi der var en kæmpe lastbil, der var kørt ind et sted på herregårdens område, hvor den absolut ikke havde noget at gøre, og der sad den uhjælpeligt fast. Det var egentlig ikke vores omvisers problem, men der var ikke andre til at tage sig af det.

Nå, det var nu en udmærket rundvisning, hvor vi fik noget at vide om både herregård og julen på selvsamme.

Jeg er ret vild med riddersalens vævede tapeter fra omkring 1700, hvor de andre herregårde og hovedgårde, som engang var under Gammel Estrup, er afbildet. Her er det hovedgården Nørregård på Lolland.

I det hele taget fortæller tapeterne på Gammel Estrup historie. Her er et nyere og meget flot, synes jeg. 

Det er i hvert fald fra 1900-tallet. 1930erne eller måske helt oppe i 50erne?

Jeg kom til at tænke på et par af min barndoms tapeter. I sidste halvdel af 50erne havde mine forældre et hus med både spise- og dagligstue, og da der skulle tapetseres, valgte de tapeter med samme mønster, men i to forskellige farver - så vidt jeg husker en sennepsgulagtig og en ret mørk rød. 

Jeg syntes, det var vildt smart, og jeg var vist også stolt af mine forældre, der turde så meget indretningsmæssigt.