Weekendtravlt

Hvorfor kan folk ikke lære at tjekke i kalenderen, om der er garnstafet, inden de planlægger deres aktiviteter? spurgte Annett.

Der var nemlig garnstafet i Århus sidste weekend, og eftersom den har været coronaaflyst i to år, var det noget, vi så frem til.

Men Annetts bilklub havde arrangeret en tur, som hun naturligvis gerne ville med til, og vi blev inviteret til svendegilde, og det ville vi også gerne med til. Heldigvis foregik begge dele lørdag, så vi besluttede at nøjes med garnstafetten om søndagen.

Svendegildet forløb fint og blev fejret med blandt andet flere kagekoner.

Søndag var vi i gang fra morgenstunden, og vi nåede faktisk alle de 10 butikker, der var med i arrangementet.

Hverken Annett eller jeg skulle egentlig have nyt garn, men Dorthe skulle, for hun mangler altid garn, og vi ville alle tre gerne se, hvad der rører sig i strikkeverdenen. Faktisk rører der sig ikke så meget lige nu. Det mest påfaldende var PetiteKnits Ingrid-sweater, der var strikket op i mange af butikkerne, og som vi også så på adskillige andre deltagere. Den er fin, men det var lige ved, at vi blev trætte af den.

Selvfølgelig fik jeg alligevel købt lidt garn. Permins Scarlet, fordi den har en sammensætning, jeg selv kan gå med. Indtil nu har jeg kun brugt den til børnetøj, men jeg vil prøve at lave noget til mig selv. Jeg havde allerede en del i lageret, og nu har jeg endnu mere.

Så købte Annett og jeg også to store nøgler babystøvlegarn til deling. Det er lidt cashmere i, så det bliver en luksusudgave. Jeg starter med det blå, Annett med den anden farve, og så bytter vi, når vi er ca. halvvejs. Det var det hele for mit vedkommende. Jeg holdt mig pænt i skindet, men der var faktisk ikke så meget, der fristede. 

Den sparsomme tid gik lidt ud over hyggen. En del af garnstafetten er at sidde sammen med andre strikkeentusiaster, snakke og strikke et par pinde. Og at drikke kaffe, mens man hviler fødderne. Det måtte vi give lidt køb på i år, men forhåbentlig kommer der garnstafet igen næste år, og der får vi måske bedre tid.

Dagens blomst

 

...mødte jeg ved et busstoppested på Ringvejen i Århus.

Det er - tror jeg i hvert fald - en art af kulsukker. Hvilken ved jeg ikke, men sød er den.

Tilbage mod normalen

Når det drejer sig om kunstudstillinger, er vi vist tilbage til normaltid fra før coronaen. Vi opdagede, at Silkeborg Bad har åbnet en udstilling af værker af Anders Moseholm. Ham kan vi godt lide, og vi tog straks af sted.

Det var altsammen værker fra 2021, og Anders Moseholm må være en flittig mand, for der var rigtig mange værker. Det var også varierede værker, men det var dog tydeligt for enhver, at naturen er begyndt at spille en stor rolle i Moseholms kunst.

I eksemplet her er der både storby, som gennem mange år har været et elsket motiv for Anders Moseholm, og natur. Hvis man ikke selv skulle få den tanke, at det er naturen, der er ved at generobre kulturlandskabet, så hjælper titlen "Invert invasive" på vej.

Der er så dejligt på Silkeborg Bad:

Vores udsigt fra den store sal var næsten en kommentar til udstillingen. Den smukke natur suppleret af flyenes kondensstriber på himlen.

I parken så vi et duetræ:

Sådan et kan jeg ikke huske at have set før, i hvert fald ikke i blomst, men det er jo tydeligt, hvorfor det hedder som det hedder.

Kommentar til duetræet fra udstillingen: The Chorus.

Ikke mindst (gen)så vi Pontus Kjerrmans skulptur: 

Bortset fra kunstudstillinger og lidt andet er vi stadig forsigtige på grund af coronaen. Især for senfølgerne - Long Covid som det kaldes i udlandet, hvor man synes at tage det mere seriøst end her i landet. 

For eksempel har vi skippet symfonikoncerterne. Vi kan simpelthen ikke lide store og/eller tætte menneskemængder, og vi synes, der bliver taget forbløffende lidt hensyn. Det gider vi ikke, men ad åre...

Hør den lille stær

I lørdags var vi på en arrangeret tur for at høre fuglestemmer og for at lære dem at kende. Det var ikke helt vellykket. Turlederen var af den slags, der går forrest og snakker fremad, så det kun var de højst 5 nærmeste, der kunne høre, hvad han sagde.

Vi hørte dog mange forskellige fugle, men om jeg kan kende dem igen, er et åbent spørgsmål.

Størst chance er der med munken. Dem hørte vi mange af, og vi så den også. Desuden er sangen lidt anderledes end mange af de andre sangfugles. 

Vi hørte ikke stæren på turen, og vi hørte den heller ikke, da vi var i Gram, men vi så nogle stykker meget tæt på. De havde så travlt med at fouragere, at der ikke var tid til at synge.

På det her eksemplar ser man tydeligt alle "maskerne:

Det er vel ikke så underligt, at jeg kalder den en strikkefugl

Den her viser sit meget flot metalskær:

Stæren er en af mine yndlingsfugle. Jeg har godt nok temmelig mange yndlingsfugle, men stæren er en af dem. Fordi den er så flot, fordi vi altid ser mange stære, når vi er på Fanø i det tidlige efterår, og fordi de laver sort sol.

Faktisk så vi en meget stor flok fugle, da vi kørte over dæmningen fra Rømø. Vi så flokken i ret lang tid mod nord, for langt væk til, at vi kunne se, hvilke fugle, det drejede sig om, men de fløj med de karakteristiske vendinger, fuldstændig som når man ser sort sol, så vi tror, det var stære.

Gram og omegn

Min blog fungerer lidt som dagbog og huskeliste for mig selv, men jeg tror nu ikke, jeg behøver hjælp til at huske, at vi gerne vil tilbage til Gram Slotskro.

Det var uprætentiøst, som vi godt kan lide det, men vores værelse var pænt stort og rent og med gode madrasser, hvilket er vigtigt i vores alder.

Vi var også tilfredse med beværtningen, spiste begge aftener på kroen. Den første middag var med i arrangementet. To retter, hvilket er passende for os, og vi slap helt for tungt kød. Den anden aften spiste vi a la carte, så vi kunne selv vælge at få forret - løgsuppe, som jeg elsker - og ost.

Kroen ligger et stenkast fra slottet, som er et rigtig nydeligt slot.

Vi gik flere ture i parken på grund af gæssene, som jeg tidligere har skrevet om, og derfor fik vi også set parkens vandkunst, Jagtscene af Torben Ebbesen. Der var ikke vand i endnu, men det sjoveste for os var alligevel alle dyrene, blandt andet dette væseldyr:

Det var ikke de eneste dyr, vi så den dag. Pelle Haleløs mødte vi på parkeringspladsen ved kroen:

I påsken så vi ikke et eneste lam, hvilket jeg var utilfreds med, så vi kørte til området omkring Ballum Sluse, hvor vi ved, der plejer at være lam. Og det var der! Masser af lam! Nogle af dem lå sammen med deres mødre og så enormt tilfredse ud, andre drønede rundt og legede:

Så kunne man jo også lige komme forbi yndlingsslusen. Vi havde ikke vores kikkerter med, og der var optaget på udsigtsbænkene, så vi blev ikke så længe og så hverken sæler eller specielt interessante fugle, men slusehuset så vi selvfølgelig, og det er ikke det mindst vigtige.

Vi var næsten en hel dag på Rømø, for ud over Havneby skulle vi unbedingt besøge Hattesgaard og nyde deres gode kager, som jeg flere gange før har bragt billeder af, blandt andet her. Derfor ingen kagebilleder denne gang, men derimod et af en lidt interimistisk bro lige i nærheden. Jeg forcerede den ikke!

På ankomstdagen nåede vi et par timer i Ribe, som altid er et besøg værd. Det gør altså noget ved en by, når den er helt flad, og der ikke er nogen højhuse. Og det passer jo heller ikke, for der er domkirken. Den kan man så få øje på, næsten ligegyldigt hvor man befinder sig. 

Hvis vi vender tilbage til slotskroen, kunne vi godt finde på at følge præcis det samme program.

Gårsdagens kat

 

Denne fine tabby gik tur i parken med sine mennesker. Tror jeg. Der gik i hvert fald en lille familie foran den, men den skulle da lige se, hvad jeg var for en.

Pludselig opdagede den, at den vist var kommet bagefter, og drønede af sted.

Det er langt fra den første kat, jeg har set gå tur med de tobenede. Emma, der boede her på vejen, gik altid med, når der blev gået tur med barnevognen, og senere gik hun til min udelte fornøjelse også tur med mig, når jeg passede hende.