Sider

søndag den 12. april 2020

Jeg elsker kardemomme

Og jeg elsker kardemommesnurrer, som jeg ikke har kendt så lang tid, men som har været yndlingskagen, siden jeg satte tænderne i én første gang. For et par dage siden forsøgte jeg at bage nogen selv.

Mums - og i hvert fald ret flotte synes jeg
Jeg har lavet sammenlignende studier af de kardemommesnurrer, jeg er faldet over.

Den første fik jeg på "geden", altså kaffebaren La Cabra, som er et af vores faste steder. Deres snurrer er forbistret gode, måske endda de bedste.

De har dog fået konkurrence af dem, de har hos Meny på Langenæs. Det er MIBmadmarked, der står for bagerafdelingen derude. Jeg har prøvet at købe noget af deres brød, og det har ikke imponeret mig, men det gjorde kardemommesnurrerne.

En dag opdagede jeg, at Kvickly også af og til har Meyers kardemommesnurrer. Desværre ved de det ikke altid selv. De har næsten altid kanelsnurrer, som jeg har købt et par gange i mangel af bedre, og i hvert fald  nogle af snurrerne har vist sig at være kardemommesnurrer. Det er åbenbart tilfældigt, hvad man egentlig får i posen. Under alle omstændigheder er de ikke så gode som gedens og Menys. Jeg tror ikke, de er bagt med smør i modsætning til de andre.

Mine egne bagte jeg efter Valsemøllens opskrift. Jeg fulgte opskriften til punkt og prikke bortset fra, at jeg ikke havde Valsemøllens mel, så det blev andet mel af samme type, og så havde jeg kun skummetmælk i køleskabet.

De blev udmærkede. Bedre end Meyers, men ikke så gode som de to andre slags. De blev også mindre, og det var ikke nogen fordel, så hvis jeg forsøger mig igen, vil jeg lave dem større. Og så skulle de spise nybagte. De to, vi havde gemt til dagen efter, var ikke nær så gode. De fleste er blevet proppet i fryseren, så nu må vi se, om de kan klare det.

1 kommentar:

  1. Tak for inspiration. Jeg har aldrig smagt kardemommesnurrer, men jeg er meget glad for kardemommesmagen, så opskriften i dit link er allerede gemt og skal prøves af ved lejlighed.

    SvarSlet