Sider

torsdag den 12. marts 2020

Cocktailparty

Hvis det skulle have været afholdt i aften, var det nok blevet aflyst, men nu var det altså for en uge siden, vi var til cocktailsmagning, så vi sad frejdigt og forholdsvis tæt sammen med en hel masse andre mennesker i et par timer.

400 cocktails til 80 mennesker blev der fremstillet på Gedulgt Bar til arrangementet Intelligente cocktails. Vi tager lige den første cocktail, inden jeg går videre:


Intelligente cocktails er et rigtig sjovt koncept, hvor en eller anden kapacitet fortæller om et eller andet emne, skiftevis med at en af Gedulgts dygtige bartendere præsenterer de forskellige kreationer - og gæsterne lytter og nyder.

Denne gang var emnet "Verdens vildeste vejr", og det var selveste Jesper Theilgaard, der fortalte. Cocktailsene var så blevet komponeret over delemnerne: vand, vind, kulde, varme - hvad var det sidste delemne egentlig?


Den her var tørke-cocktailen med navnet Rye and Dry. Det dekorative, der sidder uden på glasset, er knuste Bastogne-kiks.

Den flotteste var denne sky-cocktail:


Den var med gin, maraschino, citrus, en violet likør og så altså candyfloss på toppen. Candyflossen skulle proppes ned i drinken for at tilføre sødme.

Også is-cocktailen med et ret tykt lag is øverst var spektakulær:


Isen sad faktisk fast på skålen, og det havde været noget af en proces at få drink og is fremstillet. Det var også noget af et arbejde at finde ned under isen til den flydende del, men efter nøje inspektion fandt vi et lille sygerørstykt hul i islaget.

Vi sluttede med en Irish Coffee. Normalt bryder jeg mig ikke om Irish Coffee, men denne her var bare super med det helt rigtige blandingsforhold af whisky og kaffe og ikke for megen og ikke for stiv flødeskum på toppen. Plus et par andre ingredienser, der afgjort gjorde noget for smagen.


Den øverste cocktail blev præsenteret som dansk vand med blodappelsin, men der var nu også noget med en højere spiritusprocent i. Faktisk var det vist den, hvor der var en dansk fremstillet sprut med det lange og ikke helt stuerene navn "Fuck Trump and his Fucking Stupid Wall" i.

Jesper Theilgaard var som altid vidende og underholdende, og jeg kunne lide alle fem cocktails bortset fra is-varianten. Der var Pernod i, og jeg bryder mig ikke om lakrids. 

Vi har én gang før været til Intelligente Cocktails, og jeg håber, Folkeuniversitetet, som er arrangør, fortsætter med konceptet, for det er supersjovt.

Gad vidst om Corona-virusset egentlig havde kunnet overleve i det noget spirituøse miljø? Nå, det kunne det nu nok. Der skal vist trods alt højere procenter til.

2 kommentarer:

  1. Det lyder som en på alle måder særdeles interessant aften! Kunne du godt gå lige bagefter? :-)
    Jeg hæftede mig ved, at du heller ikke kan lide lakrids. Det kan jeg heller ikke, og jeg har, indtil nu, følt mig meget alene og har altid præsenteret mig som "en af de fem danskere, der ikke kan lide lakrids." Nu er jeg så stødt på den anden af disse fem. Dejligt at vide, at jeg har lidelsesfæller ... der skal jo lakrids i alt efterhånden, og jeg bryder mig vitterligt ikke om det.

    SvarSlet
  2. Jeg kunne sjovt nok godt gå lige, eller sådan følte jeg det i hvert fald. Men jeg trængte sindsygt meget til noget salt!
    Jeg er vist lidt af en saltgris, og faktisk kan jeg også godt lide Piratos, selv om det er lakrids. Men for eksempel lakridssmåkager - AAADR!

    SvarSlet