Endnu et hjørne rundet

Jeg er blevet 70! På en eller anden måde er det ikke så skarpt et hjørne. Da jeg blev 60, mente jeg, at nu måtte jeg betegnes som gammel. Det var skarpt, syntes jeg. Heller ikke 65 var jeg så glad for. Da blev jeg jo folkepensionist. Men 70 fortsætter bare, hvad der allerede er i gang.

I øvrigt går jeg ikke så meget op i min fødselsdag, ikke noget med store fester her. Vi tog på dagen en tur til min fødeby, Horsens.

Her står jeg foran det hus, hvor jeg blev født og levede de første 3½ år af mit liv. Jeg tror, at kvisten til venstre var vores stue. Det var en meget lille lejlighed med en lille stue, et soveværelse og et lille blåmalet køkken. WC på trappen og delt med beboerne i den anden lejlighed på etagen. Min mor mente, at det var på den fælles facilitet, hun havde fået de lopper, min farmor fangede på hende omkring min fødsel.

Huset ligger på Nørretorv, og da jeg blev født var det vist noget af et rabarberkvarter. I hvert fald et arbejderkvarter. Ejerne af huset var et ældre ægtepar, som blev mine dagplejere (det hed det ikke dengang), indtil jeg kom i børnehave, og jeg var meget glad for dem. De boede selv i lejligheden med - tror jeg nok - alle de fire vinduer under kvistetagen. Der var også et baghus, hvor der var både værksted og hønsehus. Var der også en lejlighed der? Det kan jeg ikke huske mere.

Ud over at gense huset, hvor jeg blev født, var vores planer at kigge på nogle af de mange gavlmalerier i Horsens. Et af dem skulle være ikke så langt fra Nørretorv, så det var først på listen. Horsens er jo en gammel industri- og arbejderby, og netop i området omkring Nørretorv lå der en del fabrikker. Nogle af dem er mere eller mindre bevarede, selv om de ikke er fabrikker mere, og også en del af arbejderboligerne er bevaret. Vi syntes, det var rigtig spændende at gå rundt i det område.

Byens bryggeri hed Horsens Bajersk - og Hvidtølsbryggeri, og det lå lige ved Nørretorv. Nogle af bygningerne er blevet restaureret og fungerer nu som lokalcenter. Man er faktisk også begyndt et brygge øl igen på stedet.

Vi fik set næsten alle de gavlmalerier, vi havde planlagt at se.

Det her var det, der var sværest at finde, men det var fordi, der bliver nybygget rigtig meget i området. Men vi fandt det! Det er lavet af CMP ONE i 2018. Teksten, der står nederst til venstre, lyder: "We crossed that rail, and they blazed that trail, and it's because of them, that we won't fail..."

Vi kom også forbi min gamle børnehave:

Den lå i en fin villa på Gasvej. Horsens Kommune fik i sin tid villaen overdraget af Hede Nielsen familien under den forudsætning, at den skulle bruges til børn- og ungeformål, og det fik blandt andet jeg altså glæde af. Den klausul holdt i 65 år, men blev så aflyst, og nu bruges huset vist til boliger.

Jeg var utrolig glad for min børnehave, især for frøken Inge, da jeg gik på stuen for de mellemstore børn, og for frøken Minna, senere fru Minna, da jeg gik på stuen for de ældste. 

Gasvej hedder sådan, fordi den går ned til havnen, hvor der lå nogle store gasbeholdere. Når vinden var i en bestemt retning, lugtede der af gas - ikke just min yndlingslugt. Børnehaven gik tit tur på havnen, og jeg er sikker på, det er en af årsagerne til, at jeg den dag i dag er så glad for havne.

Selv om vi er lidt utilfredse med Horsens' caféliv, så havde vi en dejlig dag. Vi gik også rigtig meget, og det var første gang efter mit bananskrælsuheld, at jeg gik langt uden problemer. Jeg er overrasket over, at noget, der føles så invaliderende den første uges tid, alligevel kan gå over så hurtigt. Det var en ekstra gave.