Når jeg valgte den flotte eg (rødeg!), som fører an i en lille række af artsfæller, er det, fordi det står i et af Århus' udskældte boligområder, Bispehaven. Vi bor ret tæt på.
Jeg synes, det er dejligt, at man kan finde smukke træer også i de forkætrede betonbyggerier.
Bispehaven blev ligesom Gellerupparken og flere andre "parker" bygget i begyndelsen af 1970erne. På den tid, lige efter kommunesammenlægningen, havde de besluttende myndigheder i Århus en vision, når det drejede sig om sociale boligbyggerier.
Det skulle være områder med gode lejligheder, mange grønne områder og mange faciliteter som skoler, børneinstititioner, indkøbsmuligheder, sportsfaciliteter og biblioteker. Gellerupparken var mønsterbyggeriet, hvor der også var svømmehal.
Jeg havde selv fornøjelsen af at bo i Gellerupparken i sidste halvdel af 70erne, og det var en fornøjelse. Der var et fællesskab mellem beboerne, og jeg nød at se børn i alle aldre lege sammen på de store græsplæner med store træer, der fandtes mellem blokkene. Jeg var gerne blevet boende, hvis det ikke lige var, fordi huslejen steg voldsomt. Det blev nærmest umuligt for almindelige lønmodtagere, der ikke kunne få boligstøtte, at bo i lejlighederne. Det var billigere at bo i ejerbolig. En ret grotesk boligpolitik efter min mening, og det var også det, der ændrede området. Alle ressursestærke flyttede ud, og en del af faciliteterne blev nedlagt.
Bispehaven var ikke lige så vellykket. På en eller anden måde virkede det, som om blokkene stod alt for tæt, det var ikke et særlig rart område.
Man er nu ved at forsøge at rette op på årtiers misrøgt af de sociale boligområder. Jeg tror ikke på, det vil lykkes at tiltrække ressursestærke lejere, hvis ikke huslejen sættes væsentlig ned, men i hvert fald ser det ud til, at Bispehaven får et mere åbent udtryk. Og de flotte egetræer har de - der er nemlig flere end den lille række, jeg har fotograferet.
Det var interessant at høre om Gellerup fra en anden vinkel end den sædvanlige.
SvarSlet