Vi nåede det

Jeg ved ikke, hvorfor vi tit er i sidste øjeblik, når det drejer sig om udstillinger. Når man bliver opmærksom på en udstilling, man gerne vil se, kunne man vel lige så godt lægge den i kalenderen med det samme, men sådan fungerer det åbenbart ikke hos mig. Næsten altid nærmer vi os sidste åbningsdag, inden vi får gjort alvor af besøget. Og det bliver da også somme tider for sent.

Hergé portrætteret af Andy Warhol

Men den store udstilling om Hergé hos Brandts i Odense nåede vi. Vi var der onsdag, og den slutter søndag, så den passer fint i mønsteret. Og det var også godt, vi nåede den, for det var en god udstilling.

Meget var naturligvis koblet sammen med Tintin, som jeg i øvrigt holder meget af. Tintin har som bekendt en hund, der hedder Terry, men jeg tror, Hergé himself må have haft en kat. Det stod der nu ikke noget om, men der var katte i udstillingen flere steder.

For eksempel på dette maleri, som Hergé malede, da han ikke tegnede Tintin mere. Han var meget glad for moderne kunst, havde selv en pæn samling, og forsøgte sig altså også selv. Jeg synes, det er et fint billede af dame med kat.

Der var også en tegning, hvor Hergé selv har en kat på skulderen. Tintin agerer slavepisker, mens katten interesseret ser på, hvordan det går med tegneriet.

Siameseren er også med i mindst et af albummene, men jeg kan ikke huske i hvilket. Jeg skal vist have genlæst alle Tintin'erne.

Måske var det et af dem, hvor Møllenborg er med. På Møllenborg huserer tjeneren Nestor, og ham var der også et skønt billede af på udstillingen.

Hvem der bare havde sådan en i huset!

Om bord på en luxusliner

Når vi er i operabio, får vi altid at vide, at opera i biografen aldrig kan leve op til en levende opera på scenen.

Det er jeg nu ikke altid enig i, men Den Jyske Operas opførelse af polakken Mieczyslaw Weinbergs Passageren var efter min mening intet mindre end fantastisk. Vi havde simpelthen intet at klage over.

Operaen foregår dels på en luxusliner, dels i koncentrationslejren i Auschwitz. En opera med et alvorligt tema: Skal vi glemme fortiden, eller skal vi tværtimod huske den og lære af den? Jeg kan undre mig over, at det spørgsmål bliver ved med at være aktuelt - er vi virkelig ikke blevet klogere? Men verdens tilstand taget i betragtning er det vel mere aktuelt end nogen sinde.

Weinberg skrev sin opera i 1960, så musikken er selvfølgelig moderne kompositionsmusik. Jeg hørte nogle tilskuere, der mente, at det slet ikke var musik, og naturligvis er det langt fra Donizetti, Mozart og Puccini. Det hjælper nok, at man har hørt en del nutidig kompositionsmusik inclusiv tolvtonemusik, og vi syntes, at musikken var særdeles spændende, og den udtrykte så mange forskellige følelser. Vi var 100% med hele tiden.

Vi venter på, at lineren skal lægge fra land

Scenografien til turne-operaer er tit lidt simpel - den skal kunne flyttes rundt med, og den skal kunne tilpasses mange forskellige scener. Til Passageren var den meget vellykket, både når vi var om bord på luxuslineren, og når vi var i Auschwitz. Jeg ved godt nok ikke, om Passageren skal i turne. Kan det virkelig passe, at der var de 4 forestillinger i Musikhuset, og så var det det? Det er da godt nok synd for resten af landet.

Det var også totalteater. Ud over hovedhandlingen var der en masse små sideoptrin. Jeg kom til at tænke på, da vi første gang så Royal Shakespeare Company, der netop praktiserede, at der ikke stod nogen passive skuespillere på scenen.

Når det er ny og ukendt musik, skal man være mere musikekspert, end jeg er, for helt at bedømme orkestrets og sangernes præstationer, men vi havde ingen ankepunkter. Syntes tværtimod, det hele gik op i en højere enhed, og jeg er sikker på Passageren kommer med på min liste over årets musik. Den får maksimalt antal stjerner og hjerter og hvad har vi ellers fra mig.

Ugens træ - uge 34

Ugens træ står i vores lille, lokale park. Og jeg er ikke sikker på, hvad det er for et :(

Jeg har betragtet det mange gange på mine ture i parken. Jeg har slået op både i min bog om træer og på nettet uden at kunne identificere det.

Nu har jeg så fået en ny app på telefonen. Den hedder Pl@ntNet, og den skulle kunne hjælpe med identifikation af planter.

Problemet var bare, at mit billede af bladene gav alt for mange forslag, og det, som jeg måske tror, er det rigtige, kom ret langt nede på listen.

Mit gæt er, at det er en gråel. Jeg mener at kunne kende rødel med de indbugtede blade, men gråel er jeg meget usikker på. Havde der bare været nogle kogler, men jeg kan ikke få øje på nogen, og jeg kan heller ikke se de korkstriber, som stammen burde have. Det skal jeg nu lige have kigget efter en ekstra gang, og så skal jeg have holdt øje med, om der kommer kogler. Og hvorfor fik jeg ikke fotograferet i foråret?

Måske er det snarere en avnbøg. Jeg modtager meget gerne kommentarer og andre forslag.

Katte i Flensborg

På den vej, hvor vores ferielejlighed i Flensborg, lå, så vi i hvert fald 3 levende katte. En af dem ville gerne snakke og lod sig også fotografere:

Men vi så adskillige andre katte. I Norderstrasse - forlængelsen af gågaden Grossestrasse sådan ca. fra Marienkirche og nordpå - er der streetart-katte. Her er dem, vi fandt:

På nettet har jeg læst, at en anonym kunstnerinde har lavet dem. Jeg så også billeder af nogle, vi ikke fandt, så der er noget at kigge efter ved næste Flensborg-besøg. Det gør ikke noget, Norderstrasse er et ret sjovt sted med noget anderledes butikker.

Jeg håber, kattene er der endnu, og at der ikke er nogen tåbelige husejere, der har fjernet dem. De meget fine gavlmalerier, jeg tidligere har skrevet om, blev fjernet i forbindelse med renovering af det pågældende hus. Nu er der bare en kedelig ensfarvet facade - men kattene er der nok næste gang også.

Ugens træ - uge 33

Telefonpælen - nå ja, lygtepælen - er unægtelig i vejen, men sådan er det, når man insisterer på at tage billeder af bytræer. Yrsa grinede af mig, fordi jeg skrev telefonpæl. Det viser vel bare, at jeg har en vis alder. 

Jeg har snydt lidt denne uge, for billederne af ugens træ blev taget i forrige uge. Faktisk den dag, vi kørte til Flensborg, hvor vi startede med at hente Yrsa i Randers.

Træet er den store platan, der står på det lille torv, der nu er parkeringsplads, over for det hus, hvor Yrsa bor. Den er en fryd for øjet på alle årstider, og vi kigger altid på den, når vi besøger Yrsa. Vi ved, at Yrsa også nyder den meget.

Platanens bedste kendetegn er nok stammerne, hvor barken skaller af, så det nærmest ser ud, som om træet er iklædt camouflagetøj.

Man kan ikke se det på det store billede, men på det lille billede kan man se det på en af de tyndere grene. Man kan også se, at bladene i faconen ligner ahorn, og man kan se de kuglerunde, piggede frugter.

På det øverste billede kan man til gengæld i højre side se en lille skulptur.

Det er en smuk ung hest eller et stort føl, der er ved at træde en slange eller drage under fode. Skulptøren er Helen Schou, der vist var særlig god til at modellere heste. Det er også hende, der har lavet den imponerende "Den Jyske Hingst", der står et andet sted i Randers. Og rytterstatuen af Christan X, der står ved domkirken i Århus.

Hattedamer

Fra venstre er det Annett med model Lübeck, Yrsa med model Friedrichstadt
og mig med model Flensburg. 

Som nævnt i forrige indlæg har vi været på en uges ferie i vores feriefonds lejlighed i Flensborg. Yrsa var med hele tiden, Annett det meste af tiden.

Jeg nævnte også, at det havde været meget varmt. Dorthe går altid med kasket og havde sikkert et større udvalg med, men vi andre tre blev forsynet med solbeskyttelse under ferien.

Jeg købte allerede søndag på et kunsthåndværkermarked, der blev holdt for enden af havnen i Flensborg. Tirsdag var vi i Friedrichstadt, hvor Yrsa var lige ved at få solstik, og så fik hun også hat på. Og endelig købte Annett torsdag i Hüxstrasse i Lübeck. Der er både en butik med hatte til mænd og en med hatte til kvinder. Plus en masse andre fine butikker. I en af dem fik jeg købt feriens øreringe.

Dorthe tog billedet med min mobil foran hoveddøren til det hus, hvor vores lejlighed lå. Det blev taget den sidste morgen. Der havde været et helt vildt uvejr om natten, og på netop dette tidspunkt var det egentlig ikke nødvendigt med hattene. Alt var pakket i bilerne, men vi var sprunget over morgenmaden, for den ville vi indtage den i byen - så vi var sultne, men det kan man vist alligevel ikke se på os.

Ugens træ - uge 32

Ugens træ er er hængepil, og den er hentet så langt væk fra som i Friedrichstadt i Slesvig.

Vi har tilbragt en uge i en lejlighed i Flensborg. Den blev brugt som base for ture til blandt andet Lübeck, Hamborg og altså Friedrichstadt. Bortset fra at det ikke behøvede at have været SÅ varmt, var det en fin uge.

I Friedrichstadt tog vi på kanalrundfart, hvor vi sejlede under denne fine pil, som var endnu mere imponerende nedefra. Billederne blev først taget, da vi var kommet i land igen.

Rent botanisk hedder hængepil hvid-pil. Hvid-pil kan have forskellige kroneformer, og det er naturligvis kun, når kvistene er lange og hænger nedad, at de kaldes hængepil. Eller sørgepil eller grædepil, men jeg kan nu bedst lide hængepil, for hvorfor skulle træet dog sørge?
I hvert fald i denne sommer kunne en del andre træer nok også ønske sig at dyppe bladene i kanalen og stå med fusserne i vand.

Til minde om Lise

Det her er et meget sørgeligt indlæg, og jeg har været i tvivl om, om jeg nu også skulle skrive det. Men det har fyldt rigtig meget for både Dorthe og mig de sidste måneder, så nu gør jeg det.

Vores veninde Lise døde nemlig sidst i maj. Bare sådan... død, væk. Vi kommer aldrig til at se hende mere. Det er stadig uvirkeligt, føles lidt som en ond drøm, som man snart må vågne op fra.



Hun var, sammen med Dorthe, min ældste veninde. Vi mødtes, da vi startede på Biblioteksskolen i september 1969, og blev hurtigt gode venner. Lise var indfødt københavner, og hun lærte mig at gebærde mig i byen. Vi havde mange af de samme sym- og antipatier: om samfundet og verden, om mænd /fyre hed det dengang), musik, tøj. Først og fremmest havde vi det enormt sjovt sammen. Hvor har vi mange gange ligget flade af grin.

Vi holdt kontakten efter uddannelsen, og vi fik en ny og meget tungtvejende fælles interesse: katte. Lise fik katte straks, hun flyttede fra København i 1973. Vi tog et længere tilløb, men Lise var med, da vi hentede vores første Russian Blue i Åbenrå i 1986, så allerede på det tidspunkt havde vi fået den tradition, at Lise besøgte os i påsken.

Det fortsatte hun med i alle årene, og efterhånden kom hun også på før-julebesøg og tit også på et sommerbesøg, hvor hun var med os på ferie. Påskebesøget er ganske få gange blevet til et Store Bededagsbesøg i stedet. Blandt andet i år, hvor Dorthe og jeg ikke var kommet ordentligt over noget forkølelse, og vi blev enige om, at der ikke var nogen grund til at udsætte Lise, der havde udviklet lidt svage lunger, for smitte. Så hun kom altså til Store Bededag, hvor hun havde det fint, men bare tre uger senere var det så pludselig slut.

Jeg har ikke accepteret det. Vi mailede og smssede sammen mindst en gang om ugen, og jeg savner det. Hvem skal jeg nu udveksle erfaringer om antirynkecremer og pudder med? Vi var - er for mit vedkommende - begge forfængelige, og det er der ingen andre af mine veninder, der er.

Vi elskede også begge kager og søde sager, men hvor Lise var til flødeskum og gammeldags æblekage (min mor elskede at have Lise på besøg, for hun var også selv på flødeskumsholdet), er jeg mere til napoleonshatte og tunesiske kaffebrød, som Lise slet ikke kendte, og nu kommer hun aldrig til at smage dem. Hun når heller ikke at se den gulstrubede mår i Ree Park, og vi når ikke at ride på kameler sammen.

Jeg har ikke så mange billeder af Lise. Vi fotograferede ikke hinanden ret meget, men nogle få har jeg da. Især fra vores ferier. Mærkelig nok ikke fra den sidste på Bornholm. Jeg burde have taget et, da vi var til kæmpe kagebord i Fru Petersens Café. Eller da vi var på Christiansø, og Lise fortalte. Hun arbejdede i mange år på flådens bibliotek, så hun havde insider-viden. I stedet kommer her et billede, hvor Lise og Dorthe agerer lilleputter i Skagen.



Lise var også vores mesterhusker. Jeg tror, hun kunne huske alt, hvad de forskellige havde på, da vi startede på biblioteksskolen, og hun kunne huske alle vores medstuderende og lærerne, og hvad vi gjorde og ikke gjorde. Det kunne vi andre ikke, så vi kunne umuligt gribe hende i en fejlhuskning. Nu har vi ingen at spørge, når vi kommer i tvivl. Ingen at huske sammen med. En veninde, man har haft i næsten 50 år, og som man blev voksen sammen med, kan ikke erstattes. Kun savnes...

Ugens træ uge 31

Jeg fortsætter med rønnetræerne, men denne gang er det seljerøn, og det er det træ, der længe har stået på ventelisten til at blive ugens træ.

På Viborgvej fra Ringgaden og ned til Ceres-krydset er der nemlig en hel allé af seljerøn. Jeg mener, jeg lagde mærke til alléen allerede da jeg flyttede til Århus for over 40 år siden, og det var også på det tidspunkt, jeg fandt ud af, at det var seljerøn.

Træerne har forskellig størrelse, for det er sket, at et træ er blevet torpederet af en bil og har måttet lade livet. Så er der blevet plantet et nyt, men det kan selvfølgelig ikke følge med rent størrelsesmæssigt. Der er nu ikke nogen af de mindre træer på det udsnit af alléen, jeg fik med på billedet.

Seljerøn har også bær. De har den godhed først at modne i september, og de er slet ikke begyndt at få farve endnu. På Bornholm, hvor træet vokser vildt i modsætning til i resten af landet, har man tørret bærrene til "bornholmske rosiner".

Det sidste billede viser løvet fra undersiden. Der er bladene meget lysere og lidt filtede.