Sider

lørdag den 10. marts 2018

Sarantoya 2000 - 2018


Vores allerbedste julegave nogensinde, vores månestråle, vores lille højtråbende sirene, vores elskede lille Sarantoya døde den 6. marts, 17 år og 2½ måned gammel.

Billedet tog jeg den 28. februar, og cirka på det tidspunkt begyndte hendes appetit at blive dårligere. Jeg lokkede for hende, prøvede endda med noget andet end hendes diætmad, og det gik også bedre nogle dage, men så ville hun igen ikke spise noget. Kun kattemalt kunne hun få ned.

I mandags lå hun i sin katteseng og mjavede. Godt nok snakkede hun meget, men ikke på den måde. Vi tror bestemt, hun bad om hjælp, og jeg gav hende både kvalmestillende og prednisolon. Det hjalp også, så hun faldt til ro.

Tirsdag havde vi en dyrlægetid, faktisk for at få taget en test, så vi kunne se, om hendes nyremedicin virkede, men vi var godt klar over, at det nok var noget andet, der kom til at ske. Vi håbede, at dyrlægen ville finde en dårlig tand eller noget andet banalt, men i stedet konstaterede hun, at nyrerne var ganske små og hårde, så der var kun en løsning. Det gik så fint og roligt, som sådan noget nu kan foregå, og vi er tilfredse med, at det blev gjort i tide.

MEN VI SAVNER HENDE!!!
Al hendes snakken. Her er alt for stille nu. Hun var så god til at kommunikere, hun var helt sikkert den klogeste kat, vi har haft. Vi skulle altid sige godmorgen til hende, før vi foretog os noget andet om morgenen. Alle ritualerne. Jeg savner at kunne stryge hende over ryggen og helt ud på den lange hale. Jeg savner hendes fine små poter og hendes tykke pels. Jeg savner hendes knurhår, også selv om de i adskillige år har været knækket i højre side. Og hendes smukke øjne. Jeg savner hendes lille, lyserøde tunge, når hun ivrigt slikkede malt af min finger. Det gjorde hun endda den allersidste morgen.

Da hun var en lille killing, sagde vi, at der nok ikke var andre end os, der kunne elske hende, så støjende og anderledes (ingen tid til kæl) som hun var. Larmen blev bare værre med årene, til gengæld lærte hun efterhånden at sætte pris på kæl. Vi måtte beholde hende selv, og vi har elsket hende, men jeg er også sikker på, at de venner, der kom regelmæssigt i huset, kom til at holde af hende og hendes særheder.

Måske bliver det lidt småt med blogindlæg i den kommende tid. Der er ligesom ikke rigtig noget, der er vigtigt.

2 kommentarer:

  1. Det måtte jo komme, men jeg forstår godt, at det er et savn for jer. Det var dog en ganske anselig alder for en kat, så I har passet godt på hende.
    Skal I have en ny kat? Eller skal I (trods alt) nyde friheden uden dyr nu?

    SvarSlet
  2. Vi skal ikke have en ny kat lige med det samme. Det er alligevel kun Sarantoya og hendes mor, Lilit, vi ville kunne bruge.
    I en del år har vi snakket om, at når vi ikke længere havde kat, ville vi rejse til nogle af de steder, hvor vi ikke kunne have vores katte med. Så, måske...

    SvarSlet