Sider

søndag den 25. marts 2018

Ugens træ - uge 12

Ugens træ blev fotograferet først på ugen, hvor det var flot vejr.

Heldigvis, for jeg har ligget mere eller mindre underdrejet med en irriterende hoste fra midt på ugen.

Nå, men træet står i Kunstbygningens Have. Det vil sige, det hedder ikke Kunstbygningen mere. Det er blevet døbt om til det åbenbart mere moderne Kunsthal Aarhus.

Jeg ved ikke, hvad det skal gøre godt for. De fleste her i byen kalder det alligevel stadigvæk Kunstbygningen. I det mindste fastholdt man et navn på dansk.

Og træet. Jeg gætter på, det er en poppel, men det kommer med på listen over træer til identifikation.

Det er et af den slags træer, hvor det er helt svimlende at kigge op i det. Det kunne jeg nu ikke få med i mine fotos, så i stedet har jeg valgt et billede af træet i fuld figur.




Lige ved siden af står et træ med sådan nogle frugter.

Hvilket? Igen en ægte kastanje?





lørdag den 17. marts 2018

Ugens træ - uge 11


Har dette træ ikke en vildt flot silhuet? Det synes jeg i hvert fald. Man kan ikke undgå at lægge mærke til træet, når man går hen ad den pågældende villavej.

Faktisk er det ikke ét, men to træer, nemlig et på hver side af indgangen til et helt normalt parcelhus. Jeg kunne godt have fotograferet, så det bagerste stod helt gemt bag det forreste, men syntes, det ville være lidt snyd.

Set fra den modsatte side er profilen mere rund.  Også flot.

Og hvad er det så? Pil måske?

fredag den 16. marts 2018

Gode dage


Nogenlunde sådan så himlen ud for omkring en måned siden, da vi skulle op i ordentlig tid, fordi der stod vinterferie familiedag på programmet. Dorthes søster og hendes tre børn skulle komme på besøg.

Vi startede med morgentallerken på vores stamcafé, Emmerys her i Åbyhøj. På billedet ses den hærgede servering.

Bagefter gik vi til Den Gamle By, hvor vi så et par af de nyere udstillinger. Dels den om Århus' historie, Århus fortæller hedder den. Det er en stor udstilling, men man kan heldigvis plukke i den, så det gjorde vi. Dels så vi også smykkeudstillingen i Smykkeskrinet, hvor der er nogle bestemte smykker, jeg altid lige skal forbi.

Morgentallerkenen fyldte stadig op, så vi sprang frokosten over og tog direkte på spillecafé. Nej, det er ikke rigtigt, vi var først på Sallings Rooftop, men det var begyndt at sne og blæste også meget, så udsigten kunne have været bedre, og det var væmmelig koldt.

Så var der bedre på spillecaféen. De unge mennesker valgte, at vi skulle spille Cluedo. Det har jeg ikke prøvet før, men det var et fornøjeligt bekendtskab.

Vi sluttede dagen på Den Rustikke, hvor man spiser godt til en rimelig penge.

Det var der også andre, der syntes, for der var helt fyldt, og det var akustikken desværre ikke gearet til, så det blev meget svært at føre en samtale. Men bortset fra det var alt godt.

På Dorthes fødselsdag et par uger senere havde hun inviteret til brunch på Restaurant Himmel og Hav ved Kysing Strand.

Det er et meget lille, men hyggeligt sted, og brunchen var vældig god.

Vi startede utraditionelt med bobler og søde pandekager, og bagefter stod den på muslinger. Jeg har ikke smagt bedre muslinger nogen sinde - resterne ses til højre. Og så var der også en hel masse andet.

Vi havde kun bordet i et begrænset tidsrum og kunne godt have brugt lidt mere tid, men vi nåede at blive rigtig godt mætte.





Vejret var rigtig flot, men isnende koldt. Vi gik alligevel en lille tur til stranden, hvor vi så maleriske isformationer.
Der var også et iøjnefaldende træ, som skulle have været ugens træ, hvis der altså ikke lige var faldet sne i ugen efter.

Bagefter tog vi hjem til os, drak noget mere kaffe og spillede nogle spil.

Sarantoya, der jo kendte alle de tilstedeværende i forvejen, kom og hilste på og dirigerede endda med sin "milde" røst Niels til at børste sig.

På det tidspunkt var vi ret bekymrede for det lille dyr, og det blev da også sidste gang, vennerne hilste på hende. Da hun var død, var både vi og de glade for at have set hende en sidste gang.


Træet må blive ugens træ en anden gang. Måske er det ikke så fotogent med blade på, men vi kan da i hvert fald nok identificere det så.

søndag den 11. marts 2018

Ugens træ - uge 10


Jeg skulle vist ikke i sidste uge have klaget over, at der ikke var nogen træer med sne på her i byen, for sådan set var det ikke, fordi jeg ønskede sne.

Det fik jeg alligevel i denne uge. Flere dage vågnede vi til sneklædte buske og træer (og veje!), og så var det bare om at komme ud at gå. Når jeg kom hjem, var sneen næsten smeltet af træerne.

Ugens træ står i den grønne kile tæt på, hvor vi bor. Jeg ved ikke, hvad det er for et træ, så det skal på listen over de træer, der skal identificeres til foråret.

lørdag den 10. marts 2018

Sarantoya 2000 - 2018


Vores allerbedste julegave nogensinde, vores månestråle, vores lille højtråbende sirene, vores elskede lille Sarantoya døde den 6. marts, 17 år og 2½ måned gammel.

Billedet tog jeg den 28. februar, og cirka på det tidspunkt begyndte hendes appetit at blive dårligere. Jeg lokkede for hende, prøvede endda med noget andet end hendes diætmad, og det gik også bedre nogle dage, men så ville hun igen ikke spise noget. Kun kattemalt kunne hun få ned.

I mandags lå hun i sin katteseng og mjavede. Godt nok snakkede hun meget, men ikke på den måde. Vi tror bestemt, hun bad om hjælp, og jeg gav hende både kvalmestillende og prednisolon. Det hjalp også, så hun faldt til ro.

Tirsdag havde vi en dyrlægetid, faktisk for at få taget en test, så vi kunne se, om hendes nyremedicin virkede, men vi var godt klar over, at det nok var noget andet, der kom til at ske. Vi håbede, at dyrlægen ville finde en dårlig tand eller noget andet banalt, men i stedet konstaterede hun, at nyrerne var ganske små og hårde, så der var kun en løsning. Det gik så fint og roligt, som sådan noget nu kan foregå, og vi er tilfredse med, at det blev gjort i tide.

MEN VI SAVNER HENDE!!!
Al hendes snakken. Her er alt for stille nu. Hun var så god til at kommunikere, hun var helt sikkert den klogeste kat, vi har haft. Vi skulle altid sige godmorgen til hende, før vi foretog os noget andet om morgenen. Alle ritualerne. Jeg savner at kunne stryge hende over ryggen og helt ud på den lange hale. Jeg savner hendes fine små poter og hendes tykke pels. Jeg savner hendes knurhår, også selv om de i adskillige år har været knækket i højre side. Og hendes smukke øjne. Jeg savner hendes lille, lyserøde tunge, når hun ivrigt slikkede malt af min finger. Det gjorde hun endda den allersidste morgen.

Da hun var en lille killing, sagde vi, at der nok ikke var andre end os, der kunne elske hende, så støjende og anderledes (ingen tid til kæl) som hun var. Larmen blev bare værre med årene, til gengæld lærte hun efterhånden at sætte pris på kæl. Vi måtte beholde hende selv, og vi har elsket hende, men jeg er også sikker på, at de venner, der kom regelmæssigt i huset, kom til at holde af hende og hendes særheder.

Måske bliver det lidt småt med blogindlæg i den kommende tid. Der er ligesom ikke rigtig noget, der er vigtigt.

torsdag den 1. marts 2018

Ugens træ - uge 9


...er et lærketræ.

Jeg troede, jeg måske kunne få et billede af et sneklædt træ, men så havde jeg måttet køre efter det, for her i Århus er der ikke faldet så megen sne, at den ligefrem har lagt sig på træernes grene.

Inden sneen faldt, havde jeg foreviget denne lærk. Som bekendt er lærk det eneste nåletræ, der taber nålene om vinteren - altså lidt af en særling. Jeg er egentlig ikke så vild med dem. Deres silhuet er - i hvert fald om vinteren - tit noget rodet, og hvis den, som det er tilfældet for dette eksemplar, er rimelig symmetrisk, så er den egentlig lidt kedelig.

Men så er der jo de små, fine kogler.


De er bare så søde! Og der er mange af dem. De sidder lige så tæt. Der er rigeligt for utallige blomsterarrangementer, hvis man er til den slags.

Lærk er værdifuld som gavntræ, og så er udseendet straks mindre betydningsfuldt.