Gurre-Lieder

Arnold Schönberg malede også.
Dette billede hedder
Blue Self Portrail og er malet i 1910.
Gurre-Lieder blev færdiggjort i 1911.

Som det måske er gået op for nogle, gik jeg sidste år ret meget op i Gurre-Lieder, Arnold Schönbergs værk for kæmpestort orkester, 6 solister og kor - også kæmpestort. Det gør jeg sådan set stadigvæk.

Inden vi skulle høre Gurre i Hamborg, havde vi hørt adskillige indspilninger. På den første var jeg ikke tilfreds med tenoren. På den anden var det sopranen, det var galt med.

I tredje forsøg fandt jeg en indspilning, hvor jeg var tilfreds med det hele.

Det er en indspilning med Berliner Philharmonikerne dirigeret af Simon Rattle. Det store parti som Tove synges af Karita Mattila og det endnu større parti som Kong Valdemar af Thomas Moser.

Vi har også lånt en dvd, som er lige så god. Her dirigerer Mariss Janssons Bayerns Radiosymfoniorkester. Stig Fogh Andersen synger Valdemar, Deborah Voight Tove.

Forrige lørdag hørte vi så igen Gurre-Lieder live i vores egen koncertsal. De forreste publikumsrækker var blevet inddraget, så der var plads til det store orkester bestående af både Århus' og Ålborgs symfoniorkestre. Ingen af dem er hver for sig nær store nok til et værk som Gurre.

At det ikke bare er pjat med de mange musikere hørte vi i introduktionen inden. Der er for eksempel 10 forskellige stemmer i førsteviolinerne, og et minimum er to til hver stemme. Altså mindst 20 førstevioliner - og sådan er det hele vejen igennem. Så vi fik igen vores 4 harper, 10 horn, 7 klarinetter og så videre. "Vores" chefdirigent Marc Soustrot havde flot klaret at få de to orkestre til at lyde som en helhed.

Sjovt nok var det samme tenor som i Hamborg, der sang Valdemars parti, nemlig Torsten Kerl. Vi blev inden gjort opmærksom på, at den stakkels Kerl havde pådraget sig et halsonde, men at han alligevel ville forsøge at gennemføre koncerten. Heldigvis! Mine ører kunne ikke høre, at der var noget i vejen. Han var lige så god eller måske endda bedre end i Hamborg.

Vi mente ellers, at han måske kunne have byttet plads med fortælleren, for det var nemlig Stig Fogh Andersen, men det blev altså ikke aktuelt. Også de øvrige solister var glimrende, og alt i alt var den musikalske oplevelse lige så stor som i Hamborg. Helhedsoplevelsen var selvfølgelig ikke. Nok er jeg glad for vores Musikhus, men leve op til Elbphilharmonien kan det altså ikke.

Valdemar på et kalkmaleri i Sankt Peders Kirke i Næstved.
Malet ca. 1380, altså få år efter kongens død i 1375

Værkets tekst er en oversættelse af J. P. Jacobsens Gurre-Sange, der handler om kærligheden mellem Kong Valdemar og frillen Tove, om Toves død, og om Valdemars rastløse riden rundt i følge med sine mænd - efter deres død vel at mærke.

Det var åbenbart ret almindeligt at blande de danske Valdemarer sammen, og det har I. P. Jacobsen også gjort. Ifølge sagnene skulle det ganske rigtigt have været Valdemar Atterdag, der efter sit opgør med Vorherre som gespenst jog rundt i de sjællandske skove og skræmte livet af folk og fæ. Men det var Valdemar den Store, der havde frillen Tove, som hans hustru, Dronning Sophie, ifølge folketroen tog livet af.

Valdemar Atterdags dronning, Helvig, kunne sandelig ikke finde på sådan noget. Hun var nærmest en helgen og højt elsket af sin Valdemar. Bare spørg Thit Jensen. Hun må vide det, for hun har det fra hestens - altså her Valdemar Atterdags - egen mund. Jo, hun var spiritist og førte mange samtaler med de historiske personer, hun skrev om. Jeg holder meget af Thit Jensens historiske romaner.

Ugens træ - uge 4

Ugens træ er et æbletræ, som står i vores egen bebyggelse. Der er flere æbletræer i bebyggelsen, men inde i haverne. Det her står på fællesarealet.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg først lagde mærke til træet, men jeg tror ikke, det har været der "altid". I denne forbindelse er "altid" knap 40 år, for så lang tid har vi boet på adressen.

Hvordan mon det er kommet? Mon der er nogen, der har været trætte af et træ, de havde plantet i egen have, og alligevel ikke har kunnet nænne helt at tage livet af det? Eller er det bare selvsået? Jeg er ret sikker på, det ikke er vores gartnere, der har plantet det, for de går mestendels op i at fjerne beplantningen.

Træet har æbler endnu. Jeg har set fugle, der spiste af æblerne, i træet, men generelt virker de ikke specielt interesserede. Måske er æblerne sure og uspiselige selv for fugle, men flotte er de mod en blå himmel.

2017s bedste musikoplevelse

Ingen tvivl om årets allerbedste musikoplevelse i 2017. Det var selvfølgelig koncerten i Elbphilharmonien  i Hamborg, hvor vi hørte Arnold Schönbergs Gurre-Lieder.

Ih, hvor havde vi glædet os, og ih, hvor det hele levede op til forventningerne.

Her er vi på vej op til den store og fantastisk smukke koncertsal. Elphi er er kæmpestort hus!

Og nu til noget helt andet: For nogle år siden erklærede vi, at hvis de to jazzsangerinder Madeleine Peyroux og Stacey Kent nogen sinde kom til Danmark, ville vi gøre meget for at komme til deres koncerter. De er begge amerikanere, og begge har tilknytning til Frankrig og synger til vores store fornøjelse en del på (godt) fransk. Minsandten om de ikke begge to kom i 2017. Madeleine Peyroux her i byen og Stacey Kent i Ålborg.

Begge er vist også blevet sammenlignet med Billie Holiday, og jeg kan godt høre hvorfor, men synes egentlig ikke, sammenligninger er nødvendige. Begge klarer sig udmærket på egne ben.

Det blev et par gode koncerter. Madeleine Peyroux og hendes musikere var super professionelle, og hun var overraskende morsom. Jeg lo faktisk rigtig meget til den koncert. Og så var det selvfølgelig skøn musik.

Man måtte selvfølgelig ikke fotografere til koncerten,
men her er et billede fra inden, den gik i gang.

Også Stacey Kent kan bare sit kram. Der er ikke en tone eller frasering, der sidder forkert. Vi nød musikken, men vi kunne ikke lide Musikkens Hus i Ålborg. Det virkede mørkt og underlig forladt. Den sal, vi var i, blev kaldt Intimsalen, men den var ikke specielt intim efter vores mening, bare grim og kedelig. Faktisk ødelagde det oplevelsen en lille smule. Madeleine Peyroux koncerten virkede mere intim, selv om den foregik i Musikhusets store sal.

Foto: Tore Sætre

Billedet er taget af Tore Sætre ved en koncert i Oslo i 2016 (tak for at det må bruges!). Jeg tror, det var samme lineup i Ålborg.

Ellers er det mest nogle symfonikoncerter, jeg husker. Brittens War Requiem har jeg tidligere skrevet om. Senere gjorde både Sjostakovitjs 7. symfoni "Leningrad Symfonien" og Mahlers 3. symfoni stort indtryk. Alle tre dirigeret af Marc Soustrot, og til alle tre koncerter var der hentet forstærkning til orkestret. Det var gode koncerter.

Og endelig også en lille perle af en helt anden slags, nemlig med et rent Bach-program. Meget mindre orkester, igen Soustrot på dirigentpodiet og solister fra orkestrets egne rækker. Tydelig afslappet stemning og ekstranumre. Det var en koncert, jeg blev glad i knolden af.

Alt i alt et super godt musikår.

Ugens træ - uge 3

For første gang er det et nåletræ, nærmere bestemt en fyr, der er ugens træ.

Det kommer nok ikke til at ske så tit, for jeg kan bedst lide løvtræer. Men dette træ kan jeg rigtig godt lide, og jeg ser jeg hver gang, jeg kommer forbi det, og det er næsten hver dag - somme tider flere gange.

Jeg synes, det har en flot silhuet; det er blevet beskåret rigtig fint i årenes løb. For resten ved jeg ikke, om det i virkeligheden er to træer, for det nederste er altid gemt bag hækken, men jeg tror bare, det er tostammet.

Sådan ser det ud, når man kigger op i det:

P.S. Bemærk lidt blå himmel på det øverste billede. Det blev taget i går.

Årets bedste...film - 2017

I 2017 var jeg i biografen 22 gange, og jeg er ikke i tvivl om, hvilken film jeg bedst kunne lide.

For en gangs skyld var det en amerikansk film, nemlig Manchester by the Sea.

Den har stort set det hele. Først og fremmest en god historie, der er både spændende, overraskende og meget bevægende.

Jeg kunne også godt lide fortællemåden, hvor man langsomt kommer til at forstå, hvorfor personerne - især hovedpersonen - handler, som han gør, og jeg var ret imponeret af den underspillede facon, der gjorde, at det hele ikke udviklede sig til en gang sædvanlig amerikansk pladdersentimentalitet.

Endelig var der ikke en finger at sætte på skuespillerpræstationerne. Især Casey Affleck i hovedrollen var helt fantastisk.

Ellers var året præget af en del underholdende film, som måske alligevel ikke gjorde det helt store indtryk. Dog hævede den norske Kongens valg, den tyske Frantz og minsandten også krigsfilmen Dunkirk (international) sig over gennemsnittet.

Endelig var jeg meget glad for tre af årets fire dokumentarfilm: de to jazzfilm Chasing Trane og Lets get lost og filmen om Istanbuls katte, Kedi.

Måske skulle jeg også lige navne Paddington 2. Den eneste børnefilm, jeg så i 2017. Den var så til gengæld god.

I skrivende stund er filmåret 2018 allerede godt i gang...

Ugens træ - uge 2

Denne uges træ er et egetræ, der står på en af vores naboveje. Egetræer er (også) et af mine yndlingstræer.

Jeg fotograferede i mandags. Netop på det tidspunkt var der nogle folk med en motorsav i gang med at fælde et andet træ på samme vej. Jeg hader lyden af motorsave, har en ide om, at de mænd, der fører dødsinstrumentet føler sig vældig store og har svært ved at stoppe igen. OK, jeg overfortolker sikkert.

I hvert fald var jeg bange for, at det ville gå ud over flere træer på den pågældende vej, så jeg gik samme vej et par dage efter, og jeg havde gjort mændene uret: Der var ikke fældet flere træer og altså heller ikke "min" eg.

Jeg synes, egens silhuet er flot. Endnu mere, når den bliver ældre og kroget. Løvet har en usædvanlig grøn farve i løvspring, der supplerer de andre løvtræer flot, og jeg kan også godt lide de krøllede brune vinterblade.

Årets bedste... kaffe. I 2017, altså

Sidste år handlede et af mine indlæg om, at jeg burde glæde mig til, at det lokale apotek flyttede til nye lokaler.

Det glædede jeg mig nu ikke specielt til, men det burde jeg have gjort. Et par måneder efter flyttede der nemlig en ny lejer ind i apotekets gamle lokaler: Emmery kom til Åbyhøj, Endelig en anstændig kaffebar i gå-afstand.

Åbyhøj-boerne har taget godt imod deres nye café. Der er næsten altid mange mennesker i alle aldersgrupper fra babyer til pensionister og stort set ligeligt fordelt på begge køn. Mange mødre og fædre kommer forbi med ungerne; de skal vel også lære at gå på café. Det bidrager altsammen til den gode stemning

Selv juleaftensdag, hvor ovenstående foto blev taget, var der kunder.

Indretningen er lys og rar. Der er ingen levende lys til at forpeste luften. Kaffen er god, det er hindbærsnitterne også (faktisk de eneste hindbærsnitter, jeg bryder mig om), og alt er økologisk.

Deres brunkager, som kun kan fås til jul, er uforlignelige. Og så videre...

Åbningen af Emmery i Åbyhøj var helt sikkert årets kaffebegivenhed for mig i 2017. Behøver jeg nævne, at jeg er stamkunde?

P.S. Indlægget er ikke sponseret!

Ugens træ - uge 1

Jeg er ret vild med træer og har i flere år haft planer om, at jeg ville have et "Ugens træ" som fast indslag på bloggen.

Nu skal det være, også selv om jeg ikke helt nåede af få indlægget med i uge 1. Billedet blev i hvert fald taget i uge 1, nemlig i det flotte vejr i går.

Egentlig havde jeg et andet træ i tankerne, men jeg kunne ikke stå for dette blomstrende træ på Sankt Knuds Torv i Århus, da vi kom ud fra årets første operabio.

Jeg vil helst vide, hvad et er for et træ, jeg viser, men jeg er ikke specielt god til at kende træerne om vinteren, så måske kan det komme til at knibe. Lidt søgen på nettet gør mig dog ret sikker på, at det er VINTERKIRSEBÆR, der blomstrer midt inde i byen. Man kan da ikke undgå at blive glad af at se på sådan et.

For resten er det også noget flot murværk i huset bagved.