Udstillingsture

Hvorfor er det sjovere at se udstillinger i andre byer end ens egen? Det er det måske heller ikke, men ikke desto mindre har jeg i den senere tid været i både København og Odense, netop for at se diverse udstillinger.

I København nåede vi hele tre udstillinger, hvoraf de to får klare anbefalinger med på vejen.

Selvportræt fra 1975.
Da var Tove Jansson 61 år

Vi var først i Kunstforeningen Gammel Strand, hvor vi så Tove Jansson udstillingen med titlen Kunst, kærlighed og mumitrolde. Bemærk dansk titel - ros for det! Der var selvfølgelig en hel masse mumitrolde-billeder, skitser, forarbejder og færdige bogillustrationer.

Mindre kendt her i landet er det nok, at hun også var en udmærket maler. Hun malede hele livet, og da hun havde skrevet sin sidste mumibog, helligede hun sig helt malerierne.

Jeg læste mumi-tegneserier i Politiken, da jeg var barn, men var allerede dengang klar over, at jeg ikke forstod alt, og jeg har vist aldrig læst nogen af bøgerne.

På udstillingen blev der også vist en film om Tove Jansson, Moominland Tales hedder den.

Den var yderst interessant. Jeg har aldrig vidst, at mumibøgerne har meget klare referencer til Tove Janssons eget liv, men det forklarer en hel del om, hvorfor mumierne har interesse for både børn og voksne. Der er flere lag i dem, som der er i mange gode bøger for børn - for eksempel også i H. C. Andersens eventyr.

Maleriet af havet er fra 1963. Jeg synes, der er noget fascinerende ved havbilleder.

Vi tog videre til Nikolaj Kirke, hvor vi så Japanese Connections. Det var moderne kunst, bl.a. lyd, installationer og videokunst. Jeg plejer ikke at være særlig modtagelig for videokunst, men det her var spændende, syntes jeg. Især det, som kunstnergruppen hyslom stod for.

Jeg kunne også vældig godt lide "værket", som blev vist på etagen over det store kirkerum.

 

Det må vist nærmest betegnes som en installation af ting og sager suppleret af lyde. Jeg tror nok, det er ham, der hedder Atsushi Nishijima, der er manden bag. Vi gik rundt i lang tid med ører og øjne åbne.

Sidste punkt på programmet var på Statens Museum for Kunst, hvor vi så Magt og afmagt (endnu en dansk titel, hurra) om. hvordan Kristian II brugte portrætterne af sig selv politisk. Det var dejligt at se portrætterne, men jeg syntes, at de ledsagende tekster var mindst lige så fordrejende som Kristian II-portrætterne. Jeg fandt, at det var uunderbyggede postulater, der skulle tjene til at fortælle en på forhånd fastlagt historie. Jeg følte mig både talt ned til og forsøgt manipuleret med.

Vi var også meget utilfredse med museets prispolitik. Dels er det rimelig dyrt at besøge museet, især når man kun skal se en af særudstillingerne, men sådan er det nu stort set alle vegne. Hvad jeg virkelig blev sur over var, at billetprisen var lavere, hvis man havde et barn med. Så bliver det altså for tydeligt, at vi turister skal betale for alle andre - studerende, årskortholdere, folk med børn og hvad har vi ellers.
Men vi hævnede os, gjorde vi, for da vi kom ud, videregav vi vores billetter til to udenlandske turister. Barnagtigt? Ja, måske nok, men vi frydede os.

I Odense så vi Ulrik Møller-udstillingen Landskabet på Brandts 13.  Vi har set så mange Ulrik Møller værker som muligt, siden vi blev suget ind i et af hans hav-malerier på Tønder Kunstmuseum. Det billede var også med på udstillingen i Odense, men der var også mange billeder, vi ikke havde set før.

Yrsa, Dorthe og havet

Schönhauser Allee i Berlin.
Et af mine yndlingsbilleder, selv om det ikke
er et helt karakteristisk motiv for Ulrik Møller.

Ulrik Møllers billeder taler for sig selv. Det er ikke nødvendigt at blive hjulpet på vej af en masse fis og fortolkninger, og det var udstillingen heldigvis også dejligt fri for.

Vi fik også en ny oplevelse. Ulrik Møller har nemlig - så vidt jeg husker i år - lavet en 80 minutter lang roadmovie. Vi troede ikke, vi ville se det hele, man det ville vi, da vi først fik begyndt.

Der er både ligheder og uligheder med malerierne i filmen. Jeg troede først, at der var blevet brugt en slags filter i filmen for at opnå samme stemning som i malerierne. Det er der nu nok ikke, men effekten er der umiskendeligt.

På sin vis er der også samme ro i filmen som i billederne, for kameraet er helt ubevægeligt, men det er det, kameraet ser, ikke, og det skaber en anderledes uro og rastløshed.

Egentlig ville vi også have været til Middelfart og se Salto-udstillingen på keramikmuseet, men vi blev så lang til på Brandts, at vi bare kunne nå at hænge nogle timer ud i Odense bagefter. Det var nu heller ikke så ringe, og Salto kan beses nogle uger endnu.

P.S. Maleriernes farver er sikkert noget anderledes i virkeligheden end i mine fotos.