To vidt forskellige dage

I dag har været ren afslapning. Stod sent (meget sent!) op og har tilbragt dagen med et par kapitler i en krimi, strik i haven og fjernsyn. Intet andet.

Mens jeg sad og strikkede, opdagede jeg, hvordan mit kaffekrus, garnet og hortensiaen i krukken passede sammen. Som om det ikke kunne være nok, matchede min ingefærkiks også garntrissen.

Det er næsten for Bo Bedre-agtigt, men jeg syntes alligevel, det skulle foreviges.

I går var ganske anderledes. Tidligt (meget tidligt!) op og med lyntoget til København, hvor vi mødtes med Lise, der kom ind fra Vestsjælland.

Jeg skulle blandt andet hente et billede, jeg havde reserveret, hos Clausens Kunsthandel.

Jeg har længe vidst, at Clausens Kunsthandel eksisterede, men har aldrig været der før. Da jeg fandt mit kunstværk på nettet, fandt jeg samtidig ud af, at kunsthandelen lukker om kort tid. Ærgerligt, det er ellers et spændende sted.

Det gælder både udstillingerne, butikken og det hus, kunsthandelen ligger i, og som nu er blevet solgt og åbenbart skal bruges til andre formål.

Det er et gammelt bindingsværksshus. Da vi havde set udstillingerne, sad vi lidt i gården og nød omgivelserne og solen. Hvad mon det er, Lise er ved at henlede vores opmærksomhed på? Jeg kan ikke huske det, men både den gamle bygning og kunsten i gården var værd at kigge på.

Vores fødder blev aldeles flade af at vandre rundt i byen. Da vi havde fået Lise sendt hjem igen, havde vi bare lyst til at hvile futterne. Det blev gjort i selskab med et par g&t, indtaget på en café, hvor bordene var pyntet med potter med lilla blomster. Er det en slags primula? Kugleprimula måske?

Hjem igen med lyntog. Det var så forsinket, at det udløser rejsetidsgaranti (sker det egentlig ikke ret tit?), så der er basis for endnu en tur, hvor vi måske når det, vi ikke nåede i går.

Vi var helt færdige, da vi endelig var hjemme hos Sarantoya igen.

Uldfestival i Saltum

Når vi havde lejet vores sommerhus så forholdsvis tidligt på året, havde det en grund: Vi ville til uldfestivalen i Saltum, som vi ikke har prøvet før, men som vi har hørt meget godt om.

Selve festivalen er nu flyttet lidt uden for byen i nogle telte på en mark, men det betyder ikke, at der ikke foregik noget i selve Saltum. Faktisk så det ud til, at stort set alle i byen var involveret, der formeligt summede af liv.

Blandt andet var egnssamlingen åben. Den består af en hel del huse med forskellige udstillinger, men det sjoveste var nok en samling af 150 strikkede kjoler.

Strikket af én eneste kvinde, nemlig Marie Larsen, født i 1922. Hendes familie har fortalt, at hun altid strikkede, og det tror man gerne, mængden af efterladte kjoler taget i betragtning. Marie var ikke bange for farver, og kjolerne var meget delikat præsenteret i forskellige farveblokke.

De fleste af kjolerne var strikket med bærestykke, som man kan se på det øverste billede, men man kunne alligevel godt lidt følge tendenser i moden, især i farverne, men også i modellerne.

På udstillingen blev der også vist lidt andet end kjoler. Blandt andet den fine rosa top, der vist nok var fra lige efter krigen.

Alt var utrolig fint strikket, hun har været dygtig, hende Marie.

Festivalen mener selv, at den er den største i Skandinavien, og det er sikkert rigtig nok. Der var i hvert fald enormt mange stande. Mange af dem havde bare det samme garn, eventuelt med forskellige banderoler. En irriterende praksis, synes jeg.

Supersoft og Coast fra Knoll Yarns var rigt repræsenteret under mange forskellige navne.

Desværre eksisterer samme firmas Samarkand-garn ikke mere. Den har jeg været meget glad for, og jeg har da også stadig lager af en del farver. Imidlertid har Hjertegarn fået en tilsvarende kvalitet, som de kalder Wool Silk, ligesom de også har fået en uld/bomuld i samme sammensætning som Coast. Hjertegarns er bare økologisk, men måske er det alligevel Knoll-garner i Hjertegarn-forklædning og med uld/silken på menuen igen???

Mine indkøb var beskedne (synes jeg da selv), og jeg købte hverken suppe eller sokker. Festivalen har ry for, at vejret altid er elendigt, men vi havde jo heller ikke været der før, og vi bragte måske det gode vejr med :) Det har ejeren af sokkestanden nok ikke været tilfreds med, både dejlige uldsokker og sup(p)er egner sig bedre til regnvejsdage end til klar sol.

Havgus

I sidste uge var vi igen på ferie i Nordjylland. Ved Nørlev Strand, samme sted som vi var for to år siden.

Vi har aldrig før været der så tidligt på året, og måske var det på grund af årstiden, at der var usædvanlig meget havgus.

Sommerhuse på vej i havet?

Her er det nede på stranden, hvor gusen rullede ind fra havet.

En anden dag var vi ved Rubjerg Knude Fyr. Det var fint vejr, da vi gik fra parkeringspladsen, men undervejs blev fyret mere og mere usynligt. Det sidste stykke vej går man gennem milen, og da kunne vi overhovedet ikke se fyret. Der kom nogle mennesker gående den modsatte vej, så vi regnede med, at fyret nok var i den retning, og ganske rigtigt. Pludselig kunne vi skimte det lige foran os.

Yrsa og Annett på vej de sidste meter mod fyret

Der skulle være en fantastisk udsigt fra fyret, men det var der så ikke den dag. Vi gik ganske vist op i fyret, og somme tider fik man lige et glimt af bølgerne, men det meste af tiden måtte vi gætte os til, at der var en klint og et hav. Til gengæld fik vi så rigtig oplevet havgus, og det var faktisk slet ikke så dumt.

Fyret er dødsdømt, men hvornår det styrter i havet (det vil sige, det bliver jo nok pillet ned inden ligesom Mårup Kirke), ved man nok ikke med sikkerhed. Derimod har man anslået, hvor hurtigt sandklitten vandrer ind i landet. På vejen til fyret er der pæle, hvor der står, at så langt regner man med, sandet er nået i det og det år. Spændende og lidt uhyggeligt.

Servitricen i den café, hvor vi spiste frokost efter vores tur til fyret, mente, at vi skulle gentage turen, for mens vi spiste, var havgusen fuldstændig forsvundet. Det gjorde vi nu ikke, men vi så "sanddyngen" og fyret på afstand mange gange.

Udsigt fra Vennebjerg Kirke

Jeg har for resten fået min egen bænk på Nørlev Strand:

Annett har fotograferet

Det vil sige, egen og egen - mon ikke jeg skal dele den med mindst én anden Kirsten.

Symfonikoncertsæsonen

For et par uger siden var vi til sæsonens sidste symfonikoncert, og den sidste blev også den bedste.

Brittens War Requiem stod på programmet, og det er jo et mægtigt værk. Stort orkester, kammerorkester, stort kor, drengekor, tre solister. Åh, hvor lød det fantastisk i vores symfoniske sal. Storslået, forfærdende, rørende, bevægende.

Opbygningen af værket er spændende. Orkestret, korene og sopranen tager sig af de traditionelle latinske requiem-tekster, mens kammerorkestret, tenoren og barytonen synger de engelske tekster, som er digte skrevet af en helt ung soldat, Wilfred Owen, under Første Verdenskrig. Meget gribende. Wilfred Owen døde i kamp kun én uge før krigens afslutning.
War Requiem er et antikrigsværk. Det er også et freds- og forsoningsværk. Det høres i både musikken og teksten, hvor alle de medvirkende til sidst forenes.

Værket blev uropført i Coventry i forbindelse med katedralens nyindvielse i 1962. Den gamle middelalderkatedral var blevet bombet sønder og sammen i 1940. Jeg har for mange år siden været i Coventry for at se den nye katedral og de bevarede ruiner af middelalderkatedralen, og selv om jeg ikke husker, præcis hvordan det så ud, så husker jeg de tanker, man uvilkårligt måtte gøre sig om krigens væsen og fornemmelsen af historiens vingesus.

Jeg spekulerede på, om ikke aftenens sopran, Inger Dam-Jensen, godt kunne klare at synge Góreckis 3. symfoni. Den kunne jeg utrolig godt tænke mig at høre live. Det er helt sikkert ikke noget let værk at spille, og måske blokerer den ikonografiske indspilning med Dawn Upshaw for nye fortolkninger, men jeg kunne nu ikke desto mindre godt tænke mig, at nogen vovede det.

Den ret beskedne plakat for Baltic Philharmonic Orchestra.
Bemærk den fikse fastgøring af den cylinderformede tingest,
der vst har et eller andet med strøm at gøre,
til venstre for plakatsøjlen.

Bare et par dage efter var vi til endnu en stor koncert, om end af en helt anden karakter.

Kristjan Järvi kom med sit Baltic Sea Philharmonic og spillede "vandværker".

Händels Water Music i en moderne bearbejdning var måske ikke så interessant, men resten af aftenen blev Philip Glass' 80 års dag fejret. Jeg er vild med Philip Glass, og det er Kristjan Järvi øjensynligt også.

Først blev den 2. violinkoncert opført med Mikhail Simonyan som solist, og efter pausen hørte vi hans Aguas da Amazonia.

Jeg troede ikke, jeg kunne høre noget smukkere end den 1. violinkoncert, men den 2. var tæt på, og Amazonflodens vande er et vildt spændende værk. Kristjan Järvi har fået lov at Philip Glass til at få lavet en orkesterudgave, og det var den, der blev spillet.

Man kunne tydeligt høre, at vi var kommet til en anden verdensdel, musikken var umiskendelig Philip Glass, men meget varmere og mere let bevægelig end Glass plejer at være. Ind imellem meget dansabel, og Järvi formeligt dansede på sit dirigentpodie. Ikke ganske usexet.

Næste sæsons program er på trapperne. Vi venter med spænding og sidder ved tasterne, når billetsalget åbner.

UPS!!!

Så gik det galt. Med garnlageret. Det blev lige pludselig forøget med knap 3900 meter, næsten lige så meget, som jeg indtil nu har strikket i år.

Anledningen var ophørsudsalg hos Emooto. Alle garnpriser er reduceret med 50%, også et af mine yndlingsgarner og et, som jeg tror, kan blive det.

Begge er fra Permin. Det, jeg kender, er Scarlet, der er sammensat af 58% hør, 26% viscose og 16% bomuld. Jeg synes, det er lækkert at strikke af, og det giver et fint resultat. Jeg har et stykke tid tænkt på at lave noget i de blå nuancer, så med den store prisnedsættelse kunne jeg ikke styre mig.

Det andet garn er Elvira, som er lavet af 42% bomuld, 40% silke og 18% hamp. Det er de grå, brune og naturfarvede nuancer i den ene side af billedet, de øvrige, lidt blanke, er Scarlet.

Jeg har noget bestemt i tankerne med Elvira-garnet, faktisk til mig selv for en gangs skyld, men jeg mangler en enkelt farve, som ikke findes i Elvira, så måske bliver det alligevel noget andet. Det haster ikke, jeg er i gang med adskillige andre projekter, som det hedder i nutids strikkesprog. To af projekterne er bestillinger, hvor garnet er indkøbt til formålet, så de gør ingen indhug i det bugnende lager.

Faktisk synes jeg, jeg kan høre strikkepindene kalde lige nu.