Min mest elskede dukke fra min barndom hed Marianne, og jeg har hende endnu. Jeg havde ellers bestemt, at hun skulle smides ud, men da det kom til stykket, kunne jeg ikke. Det samme gjaldt i øvrigt elefanten Ceylon, som jeg har skrevet om før. Jeg fandt to andre - mindre slidte -genstande som kom med på genbrugsstationen i stedet. Måske kan de faktisk genbruges.
Marianne var sikkert opkaldt efter en af mine kusiner, som jeg var meget glad for. Dukke Marianne kunne lukke øjnene, og så kunne hun sige en lyd, når hun blev lagt ned og løftet op igen. Det havde jeg glemt, hun kunne, men da hun sagde lyden, da jeg tog hende for at lægge hende sammen med de andre ting til genbrugsstationen, kunne jeg ikke klare det, og hun fik lov at blive.
Som det ses har Marianne et stort hul i hovedet. Faktisk er det hendes hoved nummer 2. På billedet, hvor jeg (4 3/4 år) sidder med hende, har hun det andet hoved, som var mere yndigt.
Marianne havde selvfølgelig mere tøj, men den røde flyverdragt med tilhørende hue og støvler var vist nok det, hun tiest var klædt i. Det er også det eneste, der har overlevet.
Jeg kunne forresten ikke fordrage den ufikse spencer, jeg selv har på. Men jeg havde også en flyverdragt med tilhørende hjelm. Den var bare blå, og den var fast påklædning i børnehaven i vintermånederne. Den var jeg meget tilfreds med.
På fotoet her er jeg sammen med kusine Marianne i vores mormors og morfars have. Det er mig (3½ år) med sne på maven.
Jeg kan godt forstå, at det var lyden af dukken, der fik dit hjerte til at bløde. Der er intet som lyde eller lugte (dufte), der kan få ens nostalgihjerte til at svulme.
SvarSletDet har da vist været usædvanligt at gå i børnehave på den tid? Men de eksisterede selvfølgelig ...
Jeg boede i Horsens, som er og var en arbejderby med mange kvinder, der arbejdede på fabrikkerne.
SvarSletDerfor var der børnehaver, især for børn af enlige mødre. Det var min mor ikke, men hun var udearbejdende. Det havde ikke været let at få en plads til mig, og min far havde vist sat foden ret hårdt i jorden, før det lykkedes. Jeg var dog ikke den eneste med både en far og en mor. Bl.a. var der en dreng, der var søn af ejeren af en stor herreekviperingsforretning, så det var trods alt en lidt blandet flok.
Jeg elskede min børnehave!
Åhhh, du får mig til at tænke på alle de ting, som jeg har smidt ud og fortrudt mange år efter. Legetøj og især en fin rød helt rundskåret spencer, som min mor havde strikket. Er sur på mig selv over at have smidt den ud, da det var et unikum af håndarbejde, men det kunne jeg ikke se den gang. Sukker dybt.
SvarSletGod aften til dig og dine