Sider

torsdag den 24. november 2016

Tirsdag i hovedstaden

Jeg havde ofret en af mine tiltrængte tysklektioner for at komme til København sammen med Dorthe og Yrsa en tirsdag, hvor der er fri entré på Glyptoteket. For sent opdagede jeg, at det ikke gælder særudstillinger - og det var særudstillingen, vi især var interesserede i.

Når man skal betale 110,- kr. for billetten, skal man have god tid. God tid er en mangelvare, når man kun er af sted én dag. Vi tænkte på at kigge ind til kattemumierne eller impressionisterne, men valgte bare at hygge os og indsnuse storbystemningen og helt glemme kulturen.


Det var nu mere julestemningen, der prægede byen. I går så vi til vores overraskelse i Politikens juletillæg, at den helt almindelige røde glaskugle er aldeles umoderne. Hvis de ikke vil være helt utrendy i København, kan de godt få pyntet om. Vi så voldsomme mængder af netop røde glaskugler i voldsomt mange forretninger og spisesteder. Den lille polarræv, som vi så hos Egmont i Vognmagergade er sikkert meget mere trendy. Den er også sød!

Vi havde nogle enkelte forretninger på programmet (ingen garnforretninger :) og ellers improviserede vi. Blandt andet kiggede vi lige ind i det nyåbnede italienske supermarked Eataly, der er kommet i Illums underetage. Jeg ved slet ikke, hvordan man skulle kunne vælge mellem så mange olivenolier og pastatyper. Der var dog også en chokoladeafdeling, hvor det bare var svært ikke at vælge for meget. I virkeligheden fik jeg måske valgt for lidt, for jeg har smagt på to af de valgte stykker, og de var i hvert fald gode.

De tyske julemarkeder breder sig i København, og de har faktisk meget af den samme stemning, men er dog noget mindre end dem, vi kender i Hamborg og Lübeck. Vi gik igennem et par stykker af dem uden at have betalingskortet fremme.

I Strædet med udsigt til rådhustårnet

På det tidspunkt havde vi nemlig indtaget vores eftermiddagskaffe hos Bertels Kager i Kompagnistræde. Et paradis for ostekageelskere - en betegnelse, der passer på os alle tre. Jeg fik en klassisk Key lime, som krævede hele to kopper stempelkaffe til, men der er da mindst syv andre i deres udvalg, jeg også gerne vil prøve. Den er mættende, sådan en cheesecake, og ingen af os havde lyst til gløgg (det har jeg nu sjældent) eller andet i nogle timer efter salonbesøget.

Knud og Krista var med på tur. De nøjedes med at beundre min keylime cheesecake.
Lyset i kagesalonen var dæmpet og hyggeligt, men ikke rigtig tilstrækkeligt til mit kamera.
Vi havde valgt at tage med DSB, for vi sætter alligevel pris på, at der er et ordentligt toilet og plads til at strække benene en gang imellem. Det kan de billige busser ikke rigtig honorere.

Med orange billetter var prisen også blevet rimelig, og det bliver endnu billigere. Hjemad blev vi nemlig nøjagtig 32 minutter forsinket, lige nøjagtig nok til at vi skal have billetterne refunderet. Men godt at det ikke var på udturen, vi blev forsinkede, for da havde vi brug for tiden.

3 kommentarer:

  1. Kan man få refunderet billetten ved bare ½ times forsinkelse? Sikke en masse administration, DSB må have på den konto!
    Jeg påstår ellers, at jyder generelt er meget svære at få til Sjælland, men det gælder godt nok ikke dig! I vores webstrikkerklub siger de i ramme alvor, at de vil helst have det årlige arrangement i Jylland eller på Fyn hver gang, ellers skal de jo over broen! Det bliver mødt med larmende tavshed, når vi sjællændere siger, at det skal vi til to af tre arrangementer, mens jyderne kun skal over én gang ud af tre. Og der kommer vitterligt ikke ret mange jyder, når det foregår på Sjælland - jeg er glad for, at du ser anderledes på det.

    SvarSlet
  2. Jeg troede faktisk, at man fik hele billetten refunderet, men har fundet ud af, at man kun får 25%, når det drejer sig om mindre end 1 time. Det bliver der ikke mindre administration af.
    Da jeg studerede, boede jeg 5 år i København og var meget glad for byen, og det er jeg stadig. Jeg er grundigt træt af al den snak om djævleøen fra jysk side og parallelt med det nedladenhed over for og uvidenhed om alt ikke-københavnsk fra en del københavneres side. Så stort er landet altså heller ikke.
    Når det er sagt, så mener jeg også, det er for dyrt at komme over broen. Den må efterhånden være betalt mere end én gang.

    SvarSlet
  3. Hvor er det dejligt at høre, at du har den holdning. Det irriterer mig grænseløst at vi bliver blive kaldt for kjøwenhawnere, uanset hvorfra på Sjælland vi kommer - om det er Vordingborg, Korsør, Nykøbing S - eller Præstø.
    Når jeg så spørger, om de synes det er i orden at blive kaldt fx vendelbo, når de kommer fra Tønder, får jeg som svar bare et ansigt, der tydeligt signalerer, at jeg egentlig er ret dum at høre på - det har jo ikke noget med sagen at gøre ... :-)
    Det ER dyrt at køre over broen; jeg synes, at man i et så lille land som vores godt kunne gøre det gratis nu, hvor den må være betalt, ja - eller måske 30-40 kroner hver vej - den skal jo trods alt vedligeholdes.

    SvarSlet