I går aftes var vi så i Jægergårdsgade for at deltage i Smag Førsts gin-show. Hele syv gin'er smagte vi, både uden og med tonic, og de var mildest talt forskellige. Vi blev også klogere på, hvad gin egentlig er.
Her står vores 7 ginner opstillet på rad og række. Den yderst til venstre er en ginlikør på rabarber og ingefær. Rigtig god med cava, som vi fik som velkomstdrik. |
Jeg har stort set altid været glad for gin & tonic, men jeg tror ikke, jeg nogen sinde har smagt det med nogen af de dyrere gin-mærker. Jeg er ikke sikker på, jeg synes, forskellen er så enorm, men de ginner, jeg bedst kunne lide i går, var også at London Dry-typen ligesom Gordon's, som nok er den gin, jeg har drukket mest af.
Dog var der en gin, som ud over enebær også var lavet på agurk, og den kunne jeg godt se nogle muligheder i.
Som ekstranummer fik vi også lov at smage en slåengin (sloe gin). Den var helt forskellig fra de øvrige, meget mere likøragtig. Når man snuste til den, duftede den som amaretto, men sådan smagte den ikke. Meget kompleks og dejlig, syntes jeg. Vi investerede ikke i nogen flasker i går, men jeg tror, jeg skal have en flaske sloe gin.
For resten smagte vi også to forskellige tonic'er (ingen af dem var Schweppes), og de var minsandten også ret forskellige.
Vi var en lille smule påvirkede efter de 7 +1 gin. Jeg indtager næsten lige så lidt alkohol som Sarantoya, så der skal ikke så meget til, før det kan mærkes. På vejen til bussen gik vi forbi en restaurant, hvor der lugtede vildt godt af pommes frites, og vi blev fristet over evne, da vi kom til Burger King. Den mindste portion var dog nok til at stille fritte-trangen.
Jeg har for nyligt (noget modvilligt) fået et rejsekort, og det skulle afprøves på hjemvejen, mest for at se om det blev dyrere eller billigere end mit sædvanlige klippekort.
Det var en win-win situation. Hvis det blev billigere, var det selvfølgelig fint. Hvis det blev dyrere, ville jeg kunne skælde ud på rejsekortet, og det ville jo heller ikke være så ringe.
Det blev billigere, men sandsynligvis kun fordi man som ny rejsekort-indehaver får en måned på rabattrin 3. Ellers skal man foretage 16-21 "rejser" for at være på det rabattrin, og det vil jeg nok som regel ikke komme op på. Desuden var det jo i off-peak tiden, men jeg skal da lige i løbet af rabatmåneden have kortet afprøvet i normaltid også. Foreløbig må jeg indrømme, at erfaringerne er positive.
Jeg skal altså også se at få investeret i et rejsekort, selv om det sikkert ikke bliver brugt meget, fordi vi bor hvor vi bor.
SvarSletPudsigt med din G&T-passion. Det er ikke min kop te, men sådan er vi jo så forskellige ... jeg foretrækker en god whisky eller cognac, hvis den står på stærk spiritus.
Faktisk foretrækker jeg rom, og det skal ikke være den billige. Men G&T er godt til varme dage, synes jeg.
SvarSletCognac kan jeg også godt lide, men whisly blev jeg åbenbart færdig med som ung.