Det tandløse samfund

Dorthes tænder er ikke, hvad de har været, og nu var hun nødt til at få en bro med to kunstige tænder hæftet fast på to andre, der havde gode rødder. Tænderne selv var ikke så meget bevendt, men efter plastopbygning var de altså gode nok til at blive brugt som bropiller.

Det er for kedeligt uden billeder. I mangel af et billede af Dorthes bro er her et af Storebæltsbroen.

Det er i sig selv ikke specielt interessant, men da jeg så regningen, blev jeg forarget. Ikke over prisen på broen. Den var som forventet høj, et godt stykke på den forkerte side af 20000, men det vidste hun godt. Det er dyrt at holde gebisset funktionsdygtigt, når det først er gået galt. Nej, jeg er derimod forarget over den offentlige sygesikrings andel.

Det eneste, de ville bidrage til, var nemlig til udtrækningen af en af tænderne eller helt præcist kr. 154,81. Det er altså latterligt.

Man kan få lortet fjernet, kan man, eller også må man leve med stumperne. I sandhedens interesse så fandtes der måske billigere løsninger, hvor den offentlige sygesikring ville betale mere, men jeg gætter på, at patientandelen under alle omstændigheder vil være for meget for en del.

Ikke så underligt, at en meget stor procentdel af den danske befolkning har tegnet yderligere forsikring, men det har lige præcist de dårligst stillede nok ikke. De kan sejle deres egen sø, kan de, og de har nok også selv været ude om det. Det er godt nok et usolidarisk samfund, vi lever i. Jeg kan ikke lide det.

Dette billede har nogle år på bagen.
Også Sarantoya har nu fået lidt tandsten, som der skal holdes øje med.