Det tandløse samfund

Dorthes tænder er ikke, hvad de har været, og nu var hun nødt til at få en bro med to kunstige tænder hæftet fast på to andre, der havde gode rødder. Tænderne selv var ikke så meget bevendt, men efter plastopbygning var de altså gode nok til at blive brugt som bropiller.

Det er for kedeligt uden billeder. I mangel af et billede af Dorthes bro er her et af Storebæltsbroen.

Det er i sig selv ikke specielt interessant, men da jeg så regningen, blev jeg forarget. Ikke over prisen på broen. Den var som forventet høj, et godt stykke på den forkerte side af 20000, men det vidste hun godt. Det er dyrt at holde gebisset funktionsdygtigt, når det først er gået galt. Nej, jeg er derimod forarget over den offentlige sygesikrings andel.

Det eneste, de ville bidrage til, var nemlig til udtrækningen af en af tænderne eller helt præcist kr. 154,81. Det er altså latterligt.

Man kan få lortet fjernet, kan man, eller også må man leve med stumperne. I sandhedens interesse så fandtes der måske billigere løsninger, hvor den offentlige sygesikring ville betale mere, men jeg gætter på, at patientandelen under alle omstændigheder vil være for meget for en del.

Ikke så underligt, at en meget stor procentdel af den danske befolkning har tegnet yderligere forsikring, men det har lige præcist de dårligst stillede nok ikke. De kan sejle deres egen sø, kan de, og de har nok også selv været ude om det. Det er godt nok et usolidarisk samfund, vi lever i. Jeg kan ikke lide det.

Dette billede har nogle år på bagen.
Også Sarantoya har nu fået lidt tandsten, som der skal holdes øje med.

To elever

I går var Dorthe og jeg igen til foredrag hele dagen. Denne gang var vi til samme foredrag med emnet Det normanniske Syditalien og Sicilien, altså om normannernes indflydelse på især arkitekturen.

Det blev ingen skuffelse. Det ville nu også have undret mig, for foredragsholder Hans Jørgen Frederiksen er et sikkert kort, som vi har hørt mange gange. Han ved, hvordan man afholder interessante foredrag.

Kronologisk oversigt og billedliste blev uddelt inden foredraget, så man ikke behøvede at bruge opmærksomheden på at finde ud af, hvad man ville have skriblet ned. Var alle forelæsere dog bare sådan.

Vi nåede en kort tur i universitetsparken efter foredraget. Jeg ville gerne finde Pontus Kjerrmans skulpturer af lærer og elev, og det lykkedes også. De opholder sig i et hjørne ved Institut for Folkesundhed, som det hedder nu. Lidt gemt af vejen, men værd at finde. Læreren er nok professor, i hvert fald ser han lidt selvhøjtidelig ud, mens den lille elev er fuld af beundring.

Dorthe er noget kuldskær og var, som det ses på det øverste billede, godt klædt på, men ænderne i søen rappede vældigt op og svømmede frem og tilbage og lød til at mene, at det allerede er forår.