Knæstrømper

Hurra for strømpebuksernes opfinder.
Det var noget af en revolution, da de kom på markedet.

Jeg synes, jeg bliver mere forfrossen med årene. I hvert fald kan jeg nu godt lide at bruge knæstrømper under mine jeans om vinteren - hvis det er rigtig koldt endda lange underhylere.

Desværre er det svært at finde nogle ordentlige knæstrømper. Jeg er udstyret med et par solide stolper til ben, og nogle knæstrømper, hvor foden passer, kan slet ikke nå op til knæene, fordi de bliver udvidet så meget rundt om læggene. Andre kan måske godt nå op. En kort tid. Så glider de ned og hænger i ål.

Det gjorde mine knæstrømper også, da jeg var barn. Jeg kom til at tænke på det forleden dag, og jeg kunne næsten høre, hvordan jeg hele tiden fik at vide, at jeg skulle hive mine strømper op. Lige meget hjalp det. Hed det i det hele taget knæstrømper den gang, eller hed det sportsstrømper?

Om vinteren havde jeg vist nok gamachebukser på. Så vidt jeg husker, gik skolepiger ikke i lange bukser i sidste halvdel af 50erne. Jeg kan i hvert fald ikke mindes, at jeg havde nogle. Men gamachebukser havde jeg. De var lysegrå, koksgrå, mørkeblå og måske beige, og de kradsede noget.

I begyndelsen af 60erne fik jeg lange bukser. Jeg kan tydeligt huske strækbukserne, der havde en rem ned under foden.

Billedet til højre er taget på min første skoledag i april 1956. Hvis man klikker på det, bliver det større, og så kan man lettere se, at mine strømper kun går til midt på læggene, og der er vist nok nogle ål forneden.

Jeg gik i 1. klasse fra april og til august året efter. Det var nok meget heldigt med de tre ekstra måneder, for det virkede helt uladsiggørligt for mig at skrive 2-taller.

For resten kan jeg få knæstrømper, der passer mig, i Tyskland. Der er bare lidt langt. Jeg kunne ellers godt bruge nogle flere par.