Årets bedste...film

Min yndlingsfilm af de 21 film, jeg i 2015 så i biografen, må vist være The Imitation Game.

Jeg syntes simpelthen, den film havde alt, hvad jeg kunne ønske mig af en film. Vedkommende historie, spænding, super skuespil af alle, men især af Benedict Cumberbatch i den store hovedrolle.

Heldigvis overgår virkeligheden af og til fantasien.

Både The Imitation Game og en af mine andre favoritter, Spionernes bro, bygger på virkelige begivenheder, og hvis de ikke havde gjort det, ville jeg nok have ment, at plottet var rigeligt fantasifuldt.

Så vidt jeg har læst mig frem til, er Spionernes bro endda meget tæt på virkeligheden, hvor The Imitation Game forholder sig mere frit, efter min mening dog uden at det på nogen måde går ud over filmens hovedtema og sammenhæng. Det er trods alt ikke nogen dokumentarfilm.

Når The Imitation Game får min stemme som årets bedste, er det, dels fordi den var en lillebitte tand mere fængslende end Spionernes bro og dels på grund af Benedict Cumberbatch, som simpelthen ikke er så overeksponeret et ansigt som Tom Hanks, der i øvrigt gør det glimrende i Spionernes bro.

Årets positive overraskelse var en ægte dokumentarfilm, Red Army,  om det fantastiske sovjetiske ishockeyhold, der gjorde deres sport til en kunstart. Eller rettere sagt, det var deres træner, Tarasov, der ved hjælp af helt usædvanlige træningsmetoder, der også involverede både skak og ballet, løftede sporten til et højere plan.

Filmen er både et gribende portræt især af en af de fem store på det berømte hold, Fetisov, og parallelt historien om Sovjetunionen, den kolde krig og Sovjetunionens fald. Meget elegant vævet sammen til et hele.

Selvfølgelig bedst, hvis man kan lide ishockey, men Red Army må også være værd at se, selv om man ikke som jeg er sportsidiot.

Skuffelser har der unægtelig været en del af også.

Mommy havde fået flotte anmeldelser, men var ekstremt kedelig, syntes jeg. Samba, "efterfølgeren" til den morsomme De urørlige,  var helt ligegyldig, og Jimmy's Hall var usædvanlig svag af en Ken Loach-film at være. Og ikke mindst var årets sidste film i biografen, Macbeth, en stor skuffelse. Jeg er sædvanligvis en stor Shakespeare-fan og troede egentlig ikke, at jeg kunne komme til at kede mig til en Shakespeare opførelse, men det kunne jeg altså. Jeg håber, der kommer meget bedre ting på tapetet næste år: 400 året for Shakespeares død.

I hvert fald ser det ud til, der er mange interessante film, der lige har fået premiere eller er på vej, så jeg ser frem til et nyt godt filmår.

Årets bedste...kaffe

Foto fra begyndelsen af året. Plakaten ser anderledes ud nu.

Jeg har drukket rigtig mange kopper kaffe - eller glas eller skåle eller hvad det nu har været - på byens kaffebarer.

Jeg tror, jeg er ved at blive en anelse afhængig.

I Streetcoffee i Jægergårdsgade er der en behagelig afslappet stemning, og kaffen er altid god.

Desuden kommer jeg tit forbi, for jeg kan godt lide Jægergårdsgade.

Jeg går tit igennem på vej til eller fra mit tyskkursus, selv om det er en lille omvej.

Endelig er der et par butikker, som jeg frekventerer med jævne mellemrum.

Streetcoffee er årets kaffebar 2015 for mig.

Årets bedste...musik

Et af mine musikalske højdepunkter i 2015 fandt sted allerede i januar. Til en symfonikoncert i Musikhuset med Aarhus Symfoniorkester var "vores egen" Stanislav Pronin solist i Brahms' violinkoncert. Pronin og symfoniorkestret dirigeret af Antonio Méndez leverede en udgave, som havde det hele. Jeg holder meget af Brahms' violinkoncert og har hørt mange udgaver, og denne var en af de allerbedste.

Når jeg kalder Stanislav Pronin vores egen, er det, fordi han er alternerende koncertmester i Aarhus Symfoniorkester. Jeg kan stadig blive overrasket over, at sådan en kapacitet har valgt at slå sig ned netop i Århus.

Det var også et højdepunkt, da jeg i marts hørte torsdagskoncerten i Radiohuset med Veronique Gens som solist i både Canteloubes Auvergne-sange og i Ravels Sheherazade, men hvor jeg også var vildt begejstrets for Bartoks Den Forunderlige Mandarin. Jeg skrev i marts om koncerten her.

Endelig var der jo jazz-festivalen. Som helhed syntes jeg ikke, niveauet var helt så højt i år, som det somme tider har været, men der var som altid god stemning, og vejret var også med os, så vidt jeg husker.

Én af koncerterne skal dog med blandt årets højdepunkter, nemlig koncerten med Maria Faust Jazz Catastrophe.

Det var musik, der fik mig til for alvor at slå ørelapperne ud. Meget anderledes og eksperimenterende. Jeg håber, de kommer igen. Så skal jeg nok være på plads.

Bagefter har jeg hørt et par cd'er med Maria Faust, og dem har jeg også været rigtig glad for.

Sarantoya - 15 år

Hurra for SARANTOYA, der i dag fylder 15 år.

Det er hendes første fødselsdag som eneste kat i huset, men vi tror, hun har vænnet sig til sin nye tilværelse.
Hun er rigtig meget sammen med os. For eksempel lægger hun sig hver morgen i sin radiatorseng, der er placeret lige ved siden af vores spisebord, mens vi spiser vores morgengrød. Hyggeligt!

For et par dage siden kom vi til at snakke med nogle venner om, hvilke juleaftener, vi kunne huske. Meget beklageligt kunne jeg kun huske de mislykkede, som der da heldigvis ikke har været så mange af. Det er nu ikke helt rigtigt, for jeg kan også huske nogle meget vellykkede juleaftener fra dengang, jeg var barn

Og så én til, og det er selvfølgelig den meget mindeværdige juleaften, da Lilit fødte Sarantoya og hendes søster Salonqa. Jeg fortalte om den allerede i 2009, men vi synes ikke, at den historie kan fortælles for tit, så her kommer den igen:

Det var en både langvarig og dramatisk fødsel, hvor vi også var på besøg hos vagtdyrlægen, men vi slap for kejsersnit.

Den sidstfødte killing blev leveret som den fineste julegave kl. 18.35, smuttet som en mandel og i en helt ubeskadiget fosterhinde. Det er både den første og den sidste killing født hos os, hvor fosterhinden ikke gik i stykker under fødslen.

Vi havde ikke kunnet koncentrere os om at lave julemiddag i løbet af dagen, men da vi var sikre på, at der ikke var flere killinger, satte Dorthe risengrød i høkassen, og ved 22-tiden kunne vi nyde vores grød sammen med synet af de suttende killinger. Det var den julemiddag, og den er da værd at mindes!

Killingen var jo altså Sarantoya, som fik lov til at blive boende. Helt ærligt var vi bange for, at der ikke var andre, der kunne holde af den larmende og energiske og stædige lille kat, der havde alt for travlt til at kæle. Vi kan stadig en gang imellem synes, at nu er hun altså for meget, men så husker vi på, hvor sjov hun også er. Med alderen har hun sandelig også lært at sætte pris på en kæletur.

Nu vil hun endda meget gerne kæle, men larmende, det er hun immervæk. Især når hun kommer og forærer os et stykke legetøj. Vi bilder os ind, at vi kan høre, når det er én af de fjollede små lyserøde uldkugler, hun kommer med, for så er hun allermest højlydt. Mon det virkelig kan passe?

GLÆDELIG JUL til alle, der kigger med på bloggen

Årets bedste...smykke

Mit bedste smykkeindkøb i 2015 er et vedhæng i rav og træ.

Jeg fandt det i Mygdalhus, et udstillingssted i Mygdal, som vi næsten altid besøger, når vi er nordpå.

Mit hjerte er lavet af en af de faste udstillere, Andreas Wörner, fra Rav-Værkstedet. Det ligger også i Mygdal, så vi smuttede lige derover for at se, om der skulle være et endnu bedre der.

Det var mod bedre vidende, for jeg vidste udmærket, at det ville der ikke være, og det holdt også stik. Der var andre rav & træ-hjerter, men den første forelskelse forblev den største.

Jeg synes, hjertet er et rigtigt sommersmykke, essensen af vestkyst og Vesterhav - rav og drivtømmer. Måske er det ikke drivtømmer, men det forestiller jeg mig. Innovativt.

Foto: Kirsten Sonne.
Billedet er lånt fra hendes hjemmeside.

Det er mit næstbedste indkøb også.

Det er et armbånd med neonorange akrylstykker og små grønne glasperler holdt sammen af et ossobucu-ben.

Det er Kirsten Sonne, som jeg før har købt smykker hos (blandt andet da hun for nogle år siden gæsteudstillede i Mygdalhus), der har lavet armbåndet. Hendes smykker ligner ingen andres. Mit armbånd er et af de mere afdæmpede.

Jeg havde set det på nettet, men havde overvundet fristelsen til at købe. Det gjorde jeg ikke, da jeg så armbåndets intense farver in natura på Trapholts julemarked.

Det lyser vildt flot op sammen med mine kedelige vintergarderobefarver, og det har næsten ikke været af min arm, siden jeg købte det.

Vild forkælelse

Det er da helt umuligt at beslutte sig for, hvad jeg skal forkæle mig selv eller en anden - måske endda hele familien - med. Jeg har endnu ikke brugt mine frigivne point, forkælelsen venter forude.

Godt der er flere søndage i december.

P.S. Udtrykket "Vi kalder det..." er åbenbart meget hot lige nu. Alle mulige firmaer kalder deres reklamekampagner noget mere eller mindre genialt. Hvad kommer det egentlig kunderne ved?

Succes eller ej?

Dorthe og jeg var på julemarked med en stand med vores strik i lørdags. Vi var tydeligvis ikke nær så øvede standholdere som mange af de andre, men vi fik da rigget vores hjørne til.

Dorthe havde organiseret en masse børnebøjler I København.
Vi fik brug for samtlige.

Der var hyggeligt og god stemning på Åby Biblioteks Venners julemarked lige midt i Åbyhøj, og der var også en del besøgende, men efter sigende var der mange, mange flere på julemarkedet på Godsbanen.

Der var vi dagen efter for at kigge, og helt ærligt syntes vi, at "vores" marked var bedre. Især mere varieret, men også med højere kvalitet.

Og kvalitet var tydeligvis noget, de gode Åbyhøj-borgere satte pris på. De ting, der var strikket af strømpegarn med 25% kunststof (føj!) i, var der ingen afsætning på.

Kjoler på rad og række. De er så sjove at strikke, men vi havde næsten dem alle med hjem igen,
så man må nok hellere styre sig og strikke noget andet.

Denne unge mand kunne godt lide gult.
Det kunne mor IKKE!!! I hvert fald ikke til ham.
De gule ting var faktisk heller ikke hans størrelse.

Det var meget svært for ikke at sige umuligt at forudsige, hvad der ville blive solgt. Vi havde for eksempel flere, der spurgte efter drengetrøjer i størrelse 4 år, men dem, vi havde med, var for små eller også faldt modellen ikke lige i smag. Vi vil aldrig kunne dække alle aldersgrupper med alle modeller, så det er bare held, når smag, størrelse og kvalitet lige falder i hak.

Vi havde strikket en del netop til markedet, og det dur heller ikke at troppe op med for lidt. Dorthe havde bl.a. strikket en masse huer, og dem var der faktisk pænt salg i. Bare ikke i de mest farvestrålende.

Mine babystøvler, som også var strikket med henblik på markedet, blev der også solgt en del af. De skulle bare ikke være lyserøde eller af strømpegarn. Sådan er der så meget.

Jeg tror, jeg godt kunne have lyst til at komme på markedet igen, for det var en rar og meget afslappende dag, men jeg vil nok bare tage det strik, jeg lige har liggende, med og ikke strikke specielt med markedet for øje.

Vi fik hver solgt for mellem 600 og 700 kr. Jeg havde frygtet, at vi stort set ikke fik solgt noget som helst, men på den anden side var jeg måske alligevel ikke helt tilfreds. Især var jeg skuffet over, at der ikke var flere af kjolerne, der blev solgt, tror jeg, men selv når standleje og kontingent er trukket fra, er der penge til overs til nyt garn.

Egentlig må jeg stadig ikke købe nyt, men det kan godt ske, jeg alligevel køber nogle af kvalitetsgarnerne fra Fru Jensen Unikum. Der er tilbud på flere af dem lige nu.

Vores genbo på markedet havde en kurv med de sødeste strikkede peberkagemænd.
De kan købes HER

I marcipanbyen

"Vi skal ned og spise marcipan" erklærede en forventningsfuld purk, der sammen med sin familie ventede på toget til Lübeck. Jeg havde erklæret, at i år ville jeg altså smage på glühweinen, når jeg nu var med tog, men det nåede jeg som sædvanligt alligevel ikke.

Ikke fordi der ikke var muligheder nok, men der er grænser for, hvor meget der kan proppes i hovedet, og måske er jeg egentlig ikke så vild med glühwein. Jeg smagte derimod på Marzipan-Cappuccino i Niedereggers café. Og spiste kage til. En Winterapfeltorte (uden marcipan), som var yderst lækker. Den berømte marcipan-cappuccino var sjov at prøve, men jeg bliver ikke afhængig af den. Efter den var der ikke hverken plads eller lyst til glühwein.

I modsætning til da vi sidst var på julebesøg i Lübeck, havde vi glimrende vejr i fredags. Det så ellers ikke rart ud, da vi i nattens mulm og mørke satte kurs mod grænsen, men inden vi nåede Flensborg, hvor vi efterlod kareten og skiftede til Deutsche Bahn, var det klaret op. Vores Schleswig-Holstein Ticket var vist steget et par € og kostede nu 36 af slagsen, men så var det også for os alle tre. Det er altså under 300 kr. En hel dags togture i hele Slesvig-Holsten. For tre personer! Endnu billigere når man køber på nettet. Hurra for Deutsche Bahn. For at sætte trumf på delte et par søde nissepiger chokolademandler ud til samtlige passagerer.

Når man i godt vejr går rundt i Lübeck, må man uvægerlig hele tiden se på husene.

Billedet er taget i en af smøgerne fra Trave op mod byen, vist nok i Depenau. Bemærk hvor skævt det fine gavlhus - nr. 2 på billedet - er.

Man kan heller ikke undgå at bemærke de mange kirker.

Vi så denne gang nærmere på Marienkirche, et imponerende bygningsværk med sit høje skib og kor. Man kan stadig se adskillige spor af krigens ødelæggelser. Det gør én lidt stille og eftertænksom.

Der spilles rigtig meget musik i kirken, hvor Buxtehude i sin tid var organist og også er begravet. Kirken har flere fine orgler.

Billedet nedenfor viser de søde dørhåndtag af bronze på en af dørene til Marien. De er lavet af Ingeborg Bukor i 1976.

Hüxstrasse var ny for os, men får en stor anbefaling med. Gaden lang er der fine og sjove forretninger og caféer, mange af dem i bevaringsværdige huse. Absolut ingen mærkevarebutikker, men mange kunsthåndværkere, et par gammeldags boghandlere, en rigtig urmager, en modist o.s.v. Høj kvalitet i indretning af butikkerne og i vareudvalget - det hele spiller sammen i Hüx, som den kaldes til daglig. Faktisk kender jeg ikke en eneste gade hverken i København eller Århus, der er lige så spændende.

Vi spiste sen frokost i Hüxstrasse, men desserten tog vi som nævnt i Café Niederegger. Jeg købte også marcipan med hjem. Jeg kan især godt lide deres espresso- og kirsebærmarcipan.

Vil du vide mere om marcipan, så prøv at kigge på Madam Sifs blog.

Denne fredelige engel så jeg i Käthe Wohlfahrt udsalget
på det traditionelle julemarked.
Så bliver det altså ikke mere julet.

Naturligvis var vi også på nogle af julemarkederne.

Tre styks faktisk: Kunsthåndværkermarkedet i Skt. Petri, middelaldermarkedet ved Marienkirche og det traditionelle marked på torvet.

Skt. Petri markedet er det bedste med høj kvalitet hos de fleste af udstillerne. Jeg købte igen fotokort fra H.-J. Buchhorn, og så købte jeg et par øreringe af papir lavet af Monika Bistram fra Hamborg.

Yrsa og jeg savlede længe over Janine Turans smykker. De var ikke dyre kvaliteten taget i betragtning, men dog så dyre, at vi ikke lige greb til €'erne eller betalingskortet.

Senere (vi var i Skt. Petri før Hüxstrasse) genså vi med stor tilfredshed Janine Turans smykker i Atelier Turan netop i Hüx. så måske engang...

I hvert fald har vi gevaldig lyst til at komme tilbage til Lübeck, gerne en sommerdag næste gang.

Min egen radio gør mig bedrøvet

Især når jeg hører P4 (P3 hører jeg aldrig).

Egentlig ville jeg gerne høre P4 om morgenen, for der kunne jo snige sig en lille lokal nyhed ind. Det er dog tydeligvis ikke de såkaldte morgenværters mission. Den er åbenbart at involvere lytterne mest muligt via de sociale medier og telefonisk.

Her til morgen havde de i deres vished fundet på at spørge lytterne, hvor de befandt sig, da de i 1980 hørte, at John Lennon var blevet dræbt. Den eftertænksomhed, der opfordres til, er sådan set ok, men hvorfor skal det partout viderebringes til de andre lyttere. Hvor er det dog interessant at få at vide, at denne eller hin lytter befandt sig til julefrokost på Kellers Gård i december 1980!!!

Jeg forstår heller ikke, hvorfor lytterne i det hele taget bidrager. Er det den lillebitte berømmelse ved at blive nævnt i radioen, der lokker?

Jeg kan ikke holde det ud og skifter selvfølgelig til et andet program. Som regel P2, som vi gudskelov kan høre hele dagen. P1 er også en mulighed, men den kanal er (heldigvis) stadig til mere bevidst lytning end mit morgenlytteri.

Heller ikke P2 har dog undgået den massive lytterinvolvering, og heller ikke på P2 bliver det altid gjort lige konstruktivt, men det er trods alt bedre. Og P2 har i hvert fald én rigtig god programvært, så hurra for Mathias Hammer.

På skolebænken

Noget af det allerbedste ved ikke at være på arbejdsmarkedet mere er, at der er tid til at lære noget. Uforpligtende og uden eksaminer - det er herligt.

Det er også herligt at bo i en større by, hvor udbuddet at kurser er pænt stort. Folkeuniversitetet har et kæmpe program, og desuden er der oplysningsforbundene, ældresagen og diverse andre aktører. Det er altid svært at vælge.

Af ukendte årsager - også for mig - kastede jeg mig for flere år siden over tysk. Det går ikke så hurtigt fremad, men så er der til mange år på mit hyggelige hold.

Det har desuden medført en almen interesse i tysk kultur. Her i efteråret har jeg deltaget i en forelæsningsrække med titlen "Tyskland - historie, sprog og kultur". To af foredragene var endda på tysk ("letforståeligt tysk" stod der i programmet), og jeg syntes selv, jeg kunne følge ret godt med. Det ene af foredragene på tysk var endda det allermest interessante i hele rækken.

For at få endnu mere ud af timerne på skolebænken var jeg i lørdags til en heldagsforestilling under overskriften "Knivskarp - fra normal til genial" med hjerneforsker Troels Wesenberg Kjær. Han forelæste med udgangspunkt i sin egen bog, der også hedder Knivskarp.

Vi var mange, der trængte til af blive hvæsset. Omkring 200 tror jeg, så vi måtte ind i et af de større auditorier på universitetet. I netop det auditorium var jeg i 1968, mens jeg gik i 3.g, til en forelæsning i matematik med professor Svend Bundgaard. I løbet af et par timer havde han malet alle de 10 store tavler i auditoriet til med ligninger, formler o.s.v. Det var en stor oplevelse, men jeg tror, at netop den prøveforelæsning fik mig til at indse, at jeg vist ikke var knivskarp nok til at læse matematik.

Dagens billede er taget inden starten i omtalte auditorium. Nu bliver projektorerne over tavlerne garanteret brugt mere end de sorte tavler. Måske lidt en skam. Faktisk synes jeg, undervisningen tit er mere dynamisk, når man bruger tavler til at skrive på end de allestedsnærværende powerpoints. Eller i hvert fald begge dele.

Jeg blev nu heller ikke knivskarp af lørdagens seance. Faktisk var det lidt af en skuffelse. Jeg havde troet, jeg ville få forskellige værktøjer, som jeg lige kunne gå i gang med at bruge til at holde hjernen i gang, men der skal jeg være mere opsøgende. På sin vis synes jeg også, forelæseren slap lidt let om ved det. Meget blev overladt til deltagerne, men jeg var ikke særlig imponeret af øvelserne. Det blev temmelig gruppearbejdeagtigt, og jeg synes kun gruppearbejde fungerer under bestemte forudsætninger. Ikke når man bare skal arbejde sammen med en flok tilfældige.

Men måske ret knivskarpt af forelæseren at overlade det til deltagerne, så han selv undgik at arbejde for hårdt ;)

Nu er efterårets forelæsninger overstået for mit vedkommende, men tysktimerne fortsætter lige til kort før jul og heldigvis også på den anden side af nytåret.

Mortensdag

Ingen gæs eller ænder måtte lade livet til Mortensaften på grund af mig. Jeg elsker andesteg, men spiser det næsten kun juleaften. Somme tider også på restaurant, hvis der er andeconfit på spisekortet.

Det holdt ellers lidt hårdt i går. Vi var en tur i byen, og på masser af restauranter var der i sagens natur and på menuen. Dem gik vi tappert forbi, for det var ikke meningen, at vi skulle spise ude i går. Men da vi så kom forbi et hus, hvor der duftede helt fantastisk af and og andesovs, var vi lige ved at vende om. Vi tog hjem, og jeg fik en skive rugbrød med avocado. Det er næsten lige så godt.

Dagens illustration er fra min kattekortsamling, en affotografering af et kort, som jeg købte på julemarked i Lübeck for et par år siden. Fotografen er H.-J. Buchhorn fra Föhr, og det er selvfølgelig ham, der har copyrighten, men mon ikke det går at bringe det, når jeg dels har sat et vandmærke på og dels har uploadet det i en lille opløsning.

Mortensaften blev nogle gange, men ikke altid, fejret, da jeg var barn, og jeg har "altid" kendt historien om, hvorfor gæssene må lade livet her i november. Jeg har vist også altid syntes, det var synd for dem, og de stakkels ænder er da helt uskyldige. Gad vidst hvor mange der kender Martin af Tours nu om dage?

Så kom efterårsblæsten...

...og den fik næsten alle bladene på vores tempeltræ til at falde til jorden. Sådan så fuglenes vandskål ud i morges:

Enkelte blade holdt tappert ud, men bare i går var der altså blade på alle grene og kviste.

Ganske få gange har vi oplevet, at bladene slipper helt af sig selv, uden blæstens medvirken.

Det er spændende, når det sker, for de daler lige så stille ned, som var de kæmpestore snefnug. Sjovt at de beslutter sig for at slippe taget stort set samtidigt.

I øvrigt opdagede vi næsten ikke den kraftige vind, for den var så venlig at passere os i nat. Vi vågnede op til en blå himmel og næsten vindstille.

Jeg gik en tur i nabolaget i det dejlige vejr. Heldigvis havde jeg overtalt mig selv til at tage kameraet på skulderen. Se bare:

Den hvide skønhed nød tydeligvis også solen og det lune efterår

Forgængelighed

Dette foto har hængt på min opslagstavle i ret mange år. Nok over 30.

Først forsvandt farverne. Så forsvandt kontrasterne. Til sidst forsvandt billedet fra opslagstavlen, for det var altså blevet for blegt og udflydende. Men inden da havde jeg lige affotograferet det til bloggen.

Hvis man ser godt efter, kan man se to farveklatter (en helt mørk og en lys blå) i kanten forneden og også en mørk klat i kanten foroven. Jeg har ikke lagt mærke til dem før, men det er helt sikkert der, tegnestifterne har siddet.

Det er i øvrigt Dorthe og min ældste niece, der sidder på verandaen til min mors sommerhus.

God (u)hyggelig Allehelgensaften

Billedet er naturligvis fra Tivoli.

Det ser unægtelig hyggeligt ud, men vi havde nu ikke tid til også at gå i Tivoli på vores endagstur i sidste uge.

Jeg nøjedes med at fotografere stemningen fra den anden side af indgangen, og det var jeg ikke ene om.

Jeg fejrer hverken Allehelgen eller Halloween, men synes egentlig, det er meget sjovt med alle græskarrene. Derimod gider jeg ikke tiggeriet. Hvis der kommer børn hos os, får de måske "treats", og jeg tror egentlig ikke, det er det, de vil have. Tiggeriet hører her i landet hjemme til fastelavn. Basta!

Dyr på Fanø

I modsætning til i København så vi masser af levende dyr på Fanø. Det kan selvfølgelig ikke undre.

Det skotske højlandskvæg gik rundt i naturen ved Sønderho Gårdbutik. Det så ud til at passe dem storartet. "Dyrevelfærd giver en bedre smag i munden" står der på gårdbutikkens hjemmeside. Det synes jeg også, og de bøffer, vi stegte af det indkøbte kød, smagte i hvert fald særdeles godt.

Ellers var det selvfølgelig mest katte, jeg fotograferede. Her kommer et lille udvalg:

Først og fremmest er der Fru Kokos.
Hende har vi hilst på før, og det var dejligt at se hende igen. Hun er bare så smuk.

Jeg ved faktisk ikke, om hun hedder Fru Kokos, men hun bor i det hus i Nordby, hvor der er en butik, der hedder Fru Kokos. Jeg tror bestemt, butikken er opkaldt efter katten.

Selv om hun er hvid, er hun ikke døv. På billedet var hun lige blevet opmærksom på en vogn, der kom med nye varer til forretningen, og få sekunder efter havde hun forlagt residensen.

Denne lille charmetrold, som vi så i Sønderho, ved vi, hedder Karla, for hun havde navneskilt på.

Hun var kun en stor killing, og hun legede med alt. En havenisse, der stod i nærheden, blev overfaldet adskillige gange. Her er det bare de lange græsstrå, hun leger med.

Ikke langt fra hvor Karla boede, hilste vi på en nydelig sort-hvid kat.

Måske er den i familie med Karla. Vi syntes i hvert fald, de lignede hinanden ret meget.

Killingen i vinduet så vi også i Sønderho.

Jeg havde lidt problemer med at få hende fotograferet. Første gang, jeg så hende, havde jeg vældig travlt med at finde et toilet. Jeg måtte vende tilbage.

Det gjorde jeg så adskillige gange uden held, men i fjerde forsøg lykkedes det.

Hun sad i vinduet og så bedårende ud. Jeg håber, at husets - og killingens - ejere tilgiver, at jeg måtte tage et skridt ind på deres græs for at få en okay vinkel.

En dag i regnvejr fik vi øje på denne sorte, langhårede kat i Nordby.

Dorthe holdt sin paraply over den, mens jeg fotograferede.

Det kunne den ikke stå for. Den strop, der hang ned, måtte der da kunne leges med. Måske kom der et par huller i paraplyen, men det var der jo ikke noget at gøre ved.

En morgen gik der et fasanpar med fem store kyllinger rundt om sommerhuset.

De havde ikke travlt, og vi kiggede på dem i lang tid.

Sarantoya syntes også, det var sjovt at kigge på dem, og Annett fik det fine foto af både fasankyllinger og Sarantoya.

Der kommer flere af mine kattebilleder på Flickr.

Dyr i København

Jeg plejer altid at fotografere nogle af de dyr, jeg ser rundt omkring, men i København i fredags var de eneste levende dyr, vi så, to bryggerheste, og de var på vej ud af billedet, inden jeg fik stillet skarpt eller i det hele taget fik kameraet frem. Ikke så meget som en chihuahua i en taske så vi.

Jeg måtte nøjes med afbildninger af dyr. Først og fremmest var der Anne Marie Carl-Nielsen udstillingen Dyrestudier på Den Hirschsprungske Samling. Meget spændende små og enkelte lidt større dyreskulpturer, øjebliksafbilleder, der får skulpturerne til at virke meget levende og livagtige. Her er et par eksempler:

Det eneste dyr, Anne Marie Carl-Nielsen også lavede i stor størrelse, var hesten.
De her var dog ikke så store.

Et lille lam, der er hoppet op på ryggen af sin mor,

Det er en fin lille særudstilling, der varer til den 28, marts 2016.

Det er mest landbrugsdyrene, Anne Marie Carl-Nielsen har skulpteret, Vi så ingen hunde og katte. Det så vi til gengæld i den permanente samling, nemlig dette charmerende portræt af en dreng (tror jeg) og hans kat. Kunstneren er G. Chr. Freund.

På hjørnet af Sølvgade og Øster Farimagsgade havde Dorthe tidligere set et siddearrangement, der også inkluderer nogle røde katte. Vi smuttede lige forbi.

Det er Lissy Boesen, der er kunstneren bag. Det må bestemt også være hende, der har lavet de skulpturer - en del katte og en enkelt høne - vi har set både i Esbjergs gader og i Nordby.

Endnu er rød kat kiggede på os fra en plakat. Tydeligvis er rex, formodentlig en cornish (jeg kan ikke rigtig huske forskellen på cornish og devon). Den er da noget af et blikfang.

En oktobersolskinsdag i hovedstaden

For at fejre at Yrsa er gået på efterløn, tog vi på en endagstur til København - i det bedste vejr oktober kunne fremvise.

Vi tog med Rødbilletbus. Det er unægtelig billigt, og turen derover gik også fint, men vi blev dog omkring 20 minutter forsinket. Hjemad kørte vi med en skodbus. Den skramlede og raslede, der manglede lys over nogle pladser, sæderne var umagelige og værst af alt: toilettet fungerede ikke. Næste gang vil vi måske nok vælge en anden transportmåde.

Vi kom frem i det dejligste solskin, og efter en tiltrængt latte gik turen til Den Hirschsprungske Samling.

Der har jeg aldrig været før, men det er en dejlig kunstsamling. Udelukkende dansk kunst fra 1800-tallet. Overskueligt, men nok til at man synes, man har fået noget for entrébilletten.

Jeg kunne ikke lade være med at tage et billede af den strikkende pige, der står i døråbningen og venter på sin kæreste. Ud over at det er en strikkende pige, så synes jeg, aftensommerlyset på landskabet bag pigen er så fint.

Christen Dalsgaard har malet "Mon han dog ikke skulle komme?" i 1879. Mit foto er kun et udsnit.

Der var særudstilling med Anne Marie Carl-Nielsen dyrestudier. Den vender jeg tilbage til.

I parken stod en
drabelige karl. Han havde også afhuggede hoveder på den anden side af hesten. Vi kunne ikke finde ud af, hvem der har lavet ham, men måske nogen ved noget?

Naturens efterårsfarver klæder ham, synes jeg.

Det var allerede blevet midt på eftermiddagen, og vi var lidt sultne, da vi forlod Den Hirschsprungske Samling.

Vi droppede ind på Taste Deli i Store Kongensgade. Det var mad efter vores smag. Dorthe og Yrsa fik hver sin udgave af omelet og så meget tilfredse ud. Jeg var ikke mindre tilfreds med min sandwich med lammeterrine med pistacienødder og abrikoser.

Der var ikke plads til noget af det søde bagefter, og Tastes kager så ellers vildt fristende ud. De SKAL prøves en anden gang.

Stempelkanderne fik også lov til at blive på deres hylde.
Det er altså sjældent, jeg er for mæt til at drikke kaffe.

En lille smule shopping blev der heldigvis også tid til. Jeg var som sædvanligt forbi Magasins chokoladeafdeling, der har mærker, jeg ikke har fundet i Århus. 82% fra Scharfenberger, 70% kaffechokolade fra Michel Cluizel og en enkelt stang 77% Hachet blev det til denne gang. Yndlingschokoladen fra Friis-Holm var også på hylden, men jeg modstod fristelsen.

Vi var også i Hotel Chocolat, men der købte jeg ikke noget. Jeg havde jo allerede forsynet mig. Det er et lækkert sted, men det undrede os, at man ikke selv kan sammensætte sin æske med chokolader, men er nødt til at købe de færdigpakkede.

I det hele taget blev betalingskortet i tasken på resten af shoppingturen, men både Dorthe og Yrsa fik lidt forskelligt med hjem. Juleting faktisk. Der er da også kun 2 måneder til jul nu.

Citater om katte #34

Efteråret
Og nu igen er efteråret her på jorden
i stedet for fra syden blæser det fra norden
Træernes knopper hviler
og også katten er uvirksom
Heinz Erhardt

Indrømmet, det er mere et efterårsdigt end et citat om katte.
Jeg synes bare, det billede, jeg tog af Sarantoya for et par dage siden, passer så godt til digtet, så det slipper med som et kattecitat også.

Min oversættelse er lidt fri. I digtet står der hankat, men dels lyder det ikke så godt på dansk, dels er Sarantoya jo ikke nogen hankat. Muligvis er betydningen lidt ændret, når Kater er oversat med kat. Det kommer vist an på ens tankegang, men om det også gør det på tysk, skal jeg lade være usagt.

Den flotte kradsebrætsdivan er en gave fra Annett. Toysen fik den på Fanø, så vi behøvede ikke selv have en kradsefacilitet med.

Nostalgi

Jeg har lånt og genlånt den 4-dobbelte Woodstock dvd på biblioteket og har med mellemrum set/hørt den hele sommeren. Selve filmen har jeg selvfølgelig set masser af gange, men jeg havde faktisk aldrig før set dvd 3 med "Untold storier" med optagelser, der var blevet sorteret fra i den "rigtige" film og heller ikke bonus-dvd'en om, hvordan filmen blev optaget.

Woodstock er min ungdoms musik, og det er mange af min ungdoms helte, der musicerer. Santana, Crosby, Stills & Nash, Jefferson Airplane, Grateful Dead, som slet ikke er med i filmen, Country Joe McDonald. Alle nogle, der tit var på min pladespiller.

Crosby, Stills & Nash var endda årsag til, at jeg sammen med to veninder midt i studietiden tog på en uforglemmelig charterrejse til Marrakech. Vi havde alle studiejob på det tidspunkt, ellers havde der ikke været råd til den slags udskejelser. Marrakech Expressen fik vi dog ikke prøvet. Vi var trods alt kun af sted i 1 uge.

Jeg synes, det er fantastisk at se Woodstock-optagelserne. Både musikken, der til dels har været skyld i, at jeg ikke hører så meget rockmusik mere. Jeg holdt ved i mange år, men det kom aldrig helt på højde med musikken i slutningen af 60erne og de tidlige 70ere, synes jeg, og efterhånden lyttede jeg mindre og mindre til rock.

Men også menneskene og tidsånden er fanget fantastisk ind i filmen. Optimismen, glæden, håbet, umiddelbare unge uden forstillelse. Jeg tror helt ærligt, at den generation af unge var sødere ved hinanden end de unge nu. Langt de fleste kunne ikke drømme om at dømme andre på grund af uvæsentlige ting som for eksempel manglende barbering - jvf. den kørende debat. Det måtte man da selv om, og det var ikke noget, de jævnaldrende følte sig foranlediget til at have en mening om.

Nu skal man åbenbart som kvinde barberes alle andre steder end på hovedet, man skal absolut bruge makeup, så andre kan holde ud at se på én, man skal have forstørret både det ene og det andet (jeg kan altså ikke se noget smukt i de der Andersine-læber, der kommer ud af det, men det kan andre åbenbart), have fjernet alle tegn på rynker o.s.v, os.v. Bullshit, siger jeg bare - undskyld sproget.

Jeg er glad for, at jeg var en del af Woodstock-generationen. Selv om jeg ikke var hverken 100% hippie eller 100% ungdomsoprører, så hørte jeg lidt til begge steder, og tankegangen smittede i hvert fald af på mig.

Musikalsk har jeg derimod bevæget mig meget. Jeg nød en flot opførelse af Stravinskijs Ildfuglen i vores musikhus for en uge siden mindst lige så meget som slut-60ernes vestkystrock. Heldigvis er der plads til begge dele.

P.S. Den skarpe iagttager vil kunne se hele to eksemplarer af dvd-sættet. Den anden skulle Yrsa have. Jeg deler min forkærlighed for den tids musik med hende.

Garn på Fanø

Det gik ikke godt på Fanø med mit fortsæt om kun at købe en fjerdedel af det garn, jeg havde brugt fra lageret. Jeg måtte købe omkring 900 meter. Jeg købte det dobbelte eller helt nøjagtigt 1717 meter. Det betyder, at jeg lige nu skal have strikket ca. 2900 meter, inden jeg kan begynde at samle sammen til nye garnkøb.

Måske har jeg alligevel sat for skrappe regler for mig selv? Nej, det er for tidligt at give op.

I det mindste købte jeg ikke garner, jeg kan få lige om hjørnet, bare fordi det var et godt tilbud. Derimod købte jeg flere garner, hvor der var taget hensyn til miljø, mennesker og/eller dyr, altså råvareleverandørerne.

Jeg synes, det er påfaldende, at etiske hensyn ikke plager de danske garnproducenter og -forhandlere eller for den sags skyld forbrugere. Det hænger jo nok sammen. Det er ligesom med fødevarer. For rigtig mange danskere er prisen det eneste kriterium, og det afspejler sig selvfølgelig i udvalget.

Måske er ikke al merino, man kan købe her i landet, fra Australien, hvor fåreavlerne i høj grad bruger mulesing, og måske er ikke al angora fra kinesiske kaniner, men det er ikke noget, der bliver brugt i markedsføringen. Jeg har spurgt i flere garnforretninger, hvor deres uld kommer fra, og som regel ved ekspedienterne det simpelthen ikke. Jamen, så undersøg det dog! I Sverige og Norge er det noget, man bekymrer sig om.

Det mest spændende, jeg købte, var de tre farver angora på det øverste billede. De er fra Angoragarnet fra Sverige. Det meste af det er fra Angoragarnets egne kaniner. De sidder hos ejeren under klipningen og lider ikke. Det, der ikke er fra Angoragarnets kaniner, er i hvert fald fra nordiske kaniner.

Blommiga Gredelina, der som navnet siger også er svensk, havde garn med fra Iloyarn. Lækkert alpaka fra Bolivia. Iloyarn garanterer, at det er produceret med hensyntagen til både mennesker og dyr.

Jeg så ikke noget mulesing-frit merino på festivalen, men det findes. Der er en del amerikanske garnfirmaer, hvor man kan købe det, men der er også firmaer i Norden. For eksempel Nøstebarn.

Jeg må indrømme, at jeg også købte noget, hvor jeg ikke fik spurgt om noget som helst. Hos G-uld kunne man prøve selv at farve sit garn med indigo. Det ville jeg prøve. I min begejstring valgte jeg bare den merinoblandíng, som ville passe til det, jeg har i tankerne.

Jeg farvede både et bundt næsten ensfarvet og et bundt meleret.

For 30-40 år siden plantefarvede jeg en masse garn, men jeg har lagt hjemmefarvningen på hylden. Jeg har dog stadig alle remedierne, så teoretisk set kunne jeg godt starte igen. Det var i hvert fald sjovt lige at prøve at farve bare en lille portion.

Fanø, havet og himlen

Jeg har let ved at få økuller på mindre øer, især hvis der ikke er broforbindelse til omverdenen. Fanø er en undtagelse. Færgen går så tit, at jeg ikke føler mig fanget, og så er Esbjerg LIGE ovre på den anden side.

Jeg elsker udsigten fra det meste af den østlige side af øen over mod byen. og for mig er det nok et ekstra plus, at det tydeligvis er en industriby.

Billedet øverst tog jeg en morgen, hvor der stadig var en ret tæt soldis over vand og by. Sådan så der ud et par timer senere i en lidt anden vinkel:

Nu er solen næsten brudt igennem. Jeg synes, der er smukt i begge belysninger.

I det hele taget gav det skiftende vejr, vi havde i vores ferieuge, nogle smukke himle og belysninger. Klart solskin er selvfølgelig dejligt, og en blå himmel er god at kigge på, men jeg sætter nu mest pris på det, når det ikke altid er sådan.

Den dramatiske blygrå himmel oplevede vi i Rindby ganske kort tid efter, at vi havde gået i solen på stranden. Sjovt nok ingen regn til os fra de skyer.

Solnedgangshimlen set fra vores sommerhus. Det lille sommerhus, som er med på mange af mine billeder, er meget malerisk.

Og solen på vej i havet og skyerne ved Fanø Bad. Fanø er dejlig, også selv om den opleves under en himmel med skyer.