Ikke fordi der ikke var muligheder nok, men der er grænser for, hvor meget der kan proppes i hovedet, og måske er jeg egentlig ikke så vild med glühwein. Jeg smagte derimod på Marzipan-Cappuccino i Niedereggers café. Og spiste kage til. En Winterapfeltorte (uden marcipan), som var yderst lækker. Den berømte marcipan-cappuccino var sjov at prøve, men jeg bliver ikke afhængig af den. Efter den var der ikke hverken plads eller lyst til glühwein.
I modsætning til da vi sidst var på julebesøg i Lübeck, havde vi glimrende vejr i fredags. Det så ellers ikke rart ud, da vi i nattens mulm og mørke satte kurs mod grænsen, men inden vi nåede Flensborg, hvor vi efterlod kareten og skiftede til Deutsche Bahn, var det klaret op. Vores Schleswig-Holstein Ticket var vist steget et par € og kostede nu 36 af slagsen, men så var det også for os alle tre. Det er altså under 300 kr. En hel dags togture i hele Slesvig-Holsten. For tre personer! Endnu billigere når man køber på nettet. Hurra for Deutsche Bahn. For at sætte trumf på delte et par søde nissepiger chokolademandler ud til samtlige passagerer.
Når man i godt vejr går rundt i Lübeck, må man uvægerlig hele tiden se på husene.
Billedet er taget i en af smøgerne fra Trave op mod byen, vist nok i Depenau. Bemærk hvor skævt det fine gavlhus - nr. 2 på billedet - er.
Vi så denne gang nærmere på Marienkirche, et imponerende bygningsværk med sit høje skib og kor. Man kan stadig se adskillige spor af krigens ødelæggelser. Det gør én lidt stille og eftertænksom.
Billedet nedenfor viser de søde dørhåndtag af bronze på en af dørene til Marien. De er lavet af Ingeborg Bukor i 1976.
Hüxstrasse var ny for os, men får en stor anbefaling med. Gaden lang er der fine og sjove forretninger og caféer, mange af dem i bevaringsværdige huse. Absolut ingen mærkevarebutikker, men mange kunsthåndværkere, et par gammeldags boghandlere, en rigtig urmager, en modist o.s.v. Høj kvalitet i indretning af butikkerne og i vareudvalget - det hele spiller sammen i Hüx, som den kaldes til daglig. Faktisk kender jeg ikke en eneste gade hverken i København eller Århus, der er lige så spændende.
Vi spiste sen frokost i Hüxstrasse, men desserten tog vi som nævnt i Café Niederegger. Jeg købte også marcipan med hjem. Jeg kan især godt lide deres espresso- og kirsebærmarcipan.
Vil du vide mere om marcipan, så prøv at kigge på Madam Sifs blog.
Denne fredelige engel så jeg i Käthe Wohlfahrt udsalget på det traditionelle julemarked. Så bliver det altså ikke mere julet. |
Tre styks faktisk: Kunsthåndværkermarkedet i Skt. Petri, middelaldermarkedet ved Marienkirche og det traditionelle marked på torvet.
Skt. Petri markedet er det bedste med høj kvalitet hos de fleste af udstillerne. Jeg købte igen fotokort fra H.-J. Buchhorn, og så købte jeg et par øreringe af papir lavet af Monika Bistram fra Hamborg.
Yrsa og jeg savlede længe over Janine Turans smykker. De var ikke dyre kvaliteten taget i betragtning, men dog så dyre, at vi ikke lige greb til €'erne eller betalingskortet.
Senere (vi var i Skt. Petri før Hüxstrasse) genså vi med stor tilfredshed Janine Turans smykker i Atelier Turan netop i Hüx. så måske engang...
I hvert fald har vi gevaldig lyst til at komme tilbage til Lübeck, gerne en sommerdag næste gang.
Jeg har Lübeck til gode, men vi har talt om at tage dertil for at opleve de berømte markeder. Efter dit indlæg er man da simpelthen nødt til at gøre det! Vi Når det dog ikke i år.
SvarSletDet var godt nok billige togbilletter - de er 6-7 gange dyrere i England, hvor vi skal til om en god måneds tid. Selv danske togbilletter er billige i sammenligning med UK ... hvordan mon de kan holde dem så billige i Tyskland?
Der er den lille finesse, at man først kan rejse på Schleswig-Holstein billetten efter 9 om morgenen, så morgen-myldretiden skal man altså ikke blande sig i.
SvarSletJeg har indtryk af, at man VIL den kollektive trafik i Tyskland, så der er nok nogle subsidier tilknyttet. I DK (og endnu værre i UK kan jeg forstå) er det i hvert fald ikke økonomien, der får en til at lade bilen stå.