Sider

lørdag den 8. august 2015

På udflugt efter garn

I betragtning af det antal garnforretninger, der er her i Århus, skulle man ikke tro, at det er nødvendigt at køre til andre byer for at se på garn. Det er heller ikke nødvendigt, men Garnudsalg i Ålborg har deres egne garner, som bliver vældig rost af mange, og dem ville både Annett og vi gerne gramse på, så vi tog en tur nordpå i går.

Vi blev budt velkommen af søde får på vinduerne. Butikken er stor og indbydende, og så er det jo altid sjovt at futte rundt sammen med en masse andre garnaholiker.

Efter første rundgang var jeg lidt skuffet. Jeg havde udkigget forskellige garner hjemmefra, og dem skulle jeg i hvert fald ikke have.

Jeg tror, der var strikket prøver af alle garnerne - stor ros for det - men efter gramsning var jeg ikke begejstret for de på forhånd udkiggede garner.

Jeg havde taget 500,- kr. med, så jeg gik endnu en rundgang, og pludselig fandt jeg meget, jeg godt kunne lide. Også mere end budgettet kunne rumme, så der skulle vælges.


Det er en flot service, at man kan få en kop kaffe, frugt og småkager, mens man kigger i bøgerne eller overvejer farver. Det benyttede vi os af. På bordet ligger nogle af mine overvejelser.

Den ene dame i butikken var lidt stresset og kort for hovedet og var ved at kræve overpris af Dorthe, men ellers synes jeg, det er en dejlig butik. Hjemme igen har jeg kontrolvejet indkøbene, og der er flere, hvor vægten er i underkanten. Også på andre end den, hvor der var gjort opmærksom på det, og hvor der derfor var rabat på prisen. Det er irriterende, men vil nok ikke forhindre mig i flere udflugter til Gug, hvor Garnudsalg ligger.

På en strikkecafé, hvor vi havde snakket om, at vi skulle til Ålborg, anbefalede en af deltagerne os også at tage til Vejgård til P&P Tekstilhuset, så det var næste stop. En oplevelse, men på en helt anden måde, for magen til rodebutik og meget lave priser skal man vist lede længe efter. Garnet var nu ikke så spændende og vist heller ikke specielt billigt, men lidt kom der alligevel med hjem. Både Annett og Dorthe fik også suppleret garderoben.

Klokken nærmede sig 15, og vi kørte ind til Ålborg centrum for at få en sen frokost. Jeg havde igen forberedt mig på nettet, og vi fandt frem til tapascaféen Pingvin, som jeg syntes lød spændende. Det var der ingen grund til at fortryde. Fin betjening og meget lækre tapas, som heldigvis ikke bare var spanske. Dem er jeg ikke så vild med.

Det var vist den allerbedste sommerdag, vi har haft endnu i år, så vi slentrede lidt rundt bagefter, og Ålborg er jo faktisk en hyggelig by. Tidligere har jeg vist kun bevæget mig på gågaden, som - så vidt jeg husker - ligner alle andre gågader.



Vi kiggede bl.a. på klosteret fra 1400-tallet. Nu fungerer det som seniorboliger.

Se, hvor skævt, det er. Jeg kan ikke forstå, at det kan lade sig gøre.



Det var Annett, der kørte, og jeg nød at være passager. Så kunne jeg også sidde og lege med kameraet.

På vej ud havde jeg glemt, at jeg havde fotoapparat med
og fik kun taget en enkelt billede ud ad sideruden.

På vej hjem.
Der er ikke mange marker, der er høstet. Det er godt nok sent i år.

2 kommentarer:

  1. Det er altså ret ærgerligt, at jeg har 375 km til Gug, for jeg ville så skrækkelig gerne op og se det Garnudsalg!
    På den anden side har jeg (foreløbig) holdt mit løfte til mig selv og strikket mere fra lageret, end jeg har købt nyt garn. Lige nu står regnskabet 4433 g brugt mod 3600 g købt, så jeg er stolt!

    SvarSlet
  2. Det er også rigtig flot, synes jeg. Jeg har også tænkt på at give mig selv en udfordring m.h.t. at få formindsket lageret, men jeg ved ikke, om jeg tør. Men hvis jeg beslutter mig, kommer der nærmere om det på bloggen. Så forpligter det lidt mere.

    SvarSlet