Glorien pudses

"Strik i Todbjerg" løb af stabelen i går.

Todbjerg ligger bare 16 km nord for Århus. I Todbjerg bor strikkeguruen Annette Danielsen, og det var hende, der havde arrangeret dagen med workshops, udstillinger og fristelser.

Bl.a. Araucania-garner, som jeg har en svaghed for, til gode priser.

Jeg holdt mig i skindet! Jeg skal have strikket noget mere af lageret inden nye indkøb.

Det sjoveste var at se modellerne fra flere nye strikkebøger, der blev udgivet på dagen. Jeg strikker sjældent en hel model fra en strikkebog, men jeg kan godt snuppe en detalje her og der, og netop detaljerne ses meget bedre på de færdigstrikkede modeller.

Nogle af modellerne blev vist i den nydeligt pyntede kirke. På "den hemmelige udstilling" i sognegården ved siden af kirken blev der endda vist modeller fra endnu ikke udkomne bøger, og der er gode ting i vente.

Jeg nøjedes med at købe en strikkepind og to knapper. Og en kop kaffe og kage.

Det lykkedes Dorthe at få en kage, der matchede hendes påklædning.

Bagefter var det hjem til 5 timers herlig atletik. Hurra for smart-TV, så vi ikke behøver gå glip af en strikkedag næsten i baghaven.

For resten så vi på vejen en havremark. Sjældent syn i Danmark. Jeg fotograferede den ikke, men her er et billede, som jeg tog i Nordjylland for nogle år siden, af moden havre:

En ekstra udflugt

For en uge siden havde vi planlagt en udflugt til Viborg, fordi der er en udstilling, vi vil se. Vi ville også lidt rundt i byen og på kirkegården, hvor mine forældres gravsted er.

Besøg på alle mulige vejrudsigtssider mente, at det var en dårlig valgt dag. Hvis vi ville undgå massivt regnvejr skulle vi tage til Djursland. Ergo blev Ebeltoft vores destination i stedet.

Da vi kom til byen øsregnede det! Vi slog paraplyerne op og fandt en café for at få formiddagskaffe, og mens vi drak den, holdt det op med at regne. Vi gik på shopping og spiste en sen (udendørs!) frokost.

Mon også han er ved at kigge efter glemte
paraplyer? I hvert fald var det denne butik
"Kunsthåndværket", der havde givet min paraply
husly i et par dage.

Da vi gik fra frokosten, konstaterede jeg, at min paraply ikke mere var med på turen, men butikkerne havde lukket. Det er en stormparaply, som jeg er temmelig glad for, så der var ikke andet at gøre end at sætte endnu en Ebeltoft-udflugt på programmet.

Når vi nu alligevel skulle af sted en gang til, kunne vi lige så godt tage en tur i Ebeltoft Zoo også, så i onsdags var vi tidligt oppe. Først hentede vi paraplyen, som i mellemtiden var blevet lokaliseret, og så var det ud til dyrene i det skønneste sommervejr.

Der var masser af dyrebørn i parken, og vi så de fleste. Mandela, et lille næsehorn på ½ år, alle girafføllene, en bongokalv, de tre tigerunger, en strudsekylling og en maraunge. Har jeg glemt nogen? Jo, der var i hvert fald også tre gepardkillinger på 2 måneder. Og en elgkalv.

Jeg havde mit zoom-kamera med, men det er lang tid siden, jeg har brugt det, så det kneb med at huske indstillingerne.

Det betød, at alle mine billeder af polarulveungerne (dem havde jeg lige glemt, og der var for resten også unger hos sortbjørnene) blev uskarpe, for jeg havde glemt, at autofocusen var slået fra. I det hele taget gik det ikke så godt med fotograferingen, men nogle få anvendelige blev det dog til.

Parkens huskat var det eneste dyr, der ligefrem ville snakke med os. Til vores store fornøjelse satte den sig til rette i en af jeeperne. Så var det om at være hurtig med kameraet, og billedet blev da heller ikke 100% skarpt.

Vi kigger altid efter både fiskekatten og sandkatten adskillige gange, når vi er i Ebeltoft Zoo. Det er ikke altid, vi ser dem, og fiskekatten så vi heller ikke denne gang, men sandkatten så vi flere gange.

Først lå den på en hylde og så nuttet ud. Der er altså ikke mange dyr, der er så bedårende. Senere så vi den gå omkring i sit territorium. Jeg håber, den har det godt nok og bliver stimuleret tilstrækkeligt. Umiddelbart ser det heldigvis ikke ud til, at den keder sig.

Det er første gang, det lykkedes for mig at få fotos af sandkatten.
Så gjorde det ikke så meget, at de fleste andre billeder blev mislykkede.

Vi var meget tilfredse med dyrene, men vi synes, det var noget tidligt, at parken var gået i udenfor-sæsonen tilstand. Safariturene bliver heldigvis stadig kørt, men det var meget begrænset, hvor mange fodringer, der er. De gulstrubede mårer bliver overhovedet ikke fodret uden for højsæsonen. Det kan jo ikke passe, og så kunne man da lige så godt programsætte det. Vi så nu alligevel én af dem. Den troede vist, at vi kom med mad til den, for den var meget interesseret i os.

Der er også kun et enkelt af spisestederne åbent, og der kunne man kun få fastfood af kedeligste skuffe. Det vil sige, man kunne også få buffet, men det var lidt voldsomt igen, syntes vi. Heldigvis havde jeg undersøgt sagen i forvejen, så vi havde selv medbragt mad, men det burde ikke være nødvendigt. De mange udenlandske turister kan da heller ikke være tjent med at blive spist af med en pølse og nogle fritter.

Apropos de udenlandske turister så synes jeg, at omtalen ved fodringerne også godt kunne være på i hvert fald engelsk. I betragtning af hvor godt alle vores unge mennesker formodes at kunne begå sig på det sprog, skulle det vel ikke være så svært at indføre.

Men ellers havde vi en skøn dag i parken, og som sædvanlig var vi nogle af de sidste, der kørte fra parkeringspladsen. Det regnvejr for en uge siden var ikke så ringe endda.

Nok er nok!

Og der er mere end NOK garn i mit lager. Jeg er kommet over 150 forskellige registreret på Ravelry, og så er der endda en lille smule, jeg ikke har registreret.

Noget må gøres. Jeg vil jo gerne med god samvittighed kunne tage på flere garnudflugter. Derfor har jeg givet mig selv en udfordring: For hver meter garn, jeg strikker, må jeg max. købe 25 cm nyt. Ikke mere.

Nogle har måske bemærket, at der er kommet et strikkometer på min blog. Jeg startede med at anvende det den dag, jeg tog beslutningen. Det der med "this year" passer selvfølgelig ikke, men jeg kunne ikke finde en bedre tekst. Foreløbigt er et par sokker blevet færdige, så nu har jeg tilladelse til at købe godt 50 m nyt ;)

Men ikke nok med det. Jeg skal også se at få brugt noget af det garn, der har været længst i lageret. På Ravelry kan man få sorteret sit garn efter den dato, det er blevet tilføjet, og der skal jeg vælge noget fra de to nederste rækker mindst hveranden gang, jeg starter et nyt projekt. Måske bliver den begrænsning for snærende, men foreløbig synes jeg, det er sjovt at prøve.

Faktisk bliver flere af de ting, jeg lige nu er i gang med, strikket af ældre garner. Et sjal strikker jeg af Rowan Purelife Revive, købt i juni 2013. Nå ja, det er måske ikke så lang tid siden endda, jeg synes bare, det har stået i en af garnkasserne så lang tid.

Sjalsmønsteret er Ann Thomsens Yokohama, som jeg har hentet på Ravelry - ganske gratis. I Revive bliver det et ret rustikt sjal

Så strikker jeg nogle baby/børnetoppe af bomuldsflammé, og det har jeg i hvert fald haft i årevis. Det blev købt i min forrige strikkeperiode, hvilket vil sige, jeg har haft det i mindst 25 år. Det er for resten vældig behageligt at strikke med.

Nr. 1 er færdig. Den blev mindre, end jeg gerne ville have den - muligvis krøb den i vask, men der er garn til flere.

Også dette mønster, som er af Imke von Nathusius, fandt jeg på Ravelry.

"Spisebordstrøjen", som jeg før har omtalt, bliver strikket af garn, jeg købte på Fanø i 2011, og endelig strikker jeg babystøvler af rester af sokkegarn, som jeg godt nok har købt i år - men det er så også snart strikket op.

Sjalet, den første babytop og spisebordstrøjen blev alle startet, inden jeg fik mit strikkometer, så de kommer ikke til at tælle med.

Hvor er det dog fantastisk ikke at skulle på arbejde - især når vejret er så vidunderligt som i disse dage. I dag har jeg udover at være til træning og at lægge nyvaskede underhylere sammen ikke foretaget mig en disse. Jeg har siddet i haven og strikket på Yokohama. Jeg er kommet til hulmønsterkanten, så det er ikke fjernsynsstrik mere, men det er absolut havestrik.

Flere af den slags dage, tak.

På udflugt efter garn

I betragtning af det antal garnforretninger, der er her i Århus, skulle man ikke tro, at det er nødvendigt at køre til andre byer for at se på garn. Det er heller ikke nødvendigt, men Garnudsalg i Ålborg har deres egne garner, som bliver vældig rost af mange, og dem ville både Annett og vi gerne gramse på, så vi tog en tur nordpå i går.

Vi blev budt velkommen af søde får på vinduerne. Butikken er stor og indbydende, og så er det jo altid sjovt at futte rundt sammen med en masse andre garnaholiker.

Efter første rundgang var jeg lidt skuffet. Jeg havde udkigget forskellige garner hjemmefra, og dem skulle jeg i hvert fald ikke have.

Jeg tror, der var strikket prøver af alle garnerne - stor ros for det - men efter gramsning var jeg ikke begejstret for de på forhånd udkiggede garner.

Jeg havde taget 500,- kr. med, så jeg gik endnu en rundgang, og pludselig fandt jeg meget, jeg godt kunne lide. Også mere end budgettet kunne rumme, så der skulle vælges.

Det er en flot service, at man kan få en kop kaffe, frugt og småkager, mens man kigger i bøgerne eller overvejer farver. Det benyttede vi os af. På bordet ligger nogle af mine overvejelser.

Den ene dame i butikken var lidt stresset og kort for hovedet og var ved at kræve overpris af Dorthe, men ellers synes jeg, det er en dejlig butik. Hjemme igen har jeg kontrolvejet indkøbene, og der er flere, hvor vægten er i underkanten. Også på andre end den, hvor der var gjort opmærksom på det, og hvor der derfor var rabat på prisen. Det er irriterende, men vil nok ikke forhindre mig i flere udflugter til Gug, hvor Garnudsalg ligger.

På en strikkecafé, hvor vi havde snakket om, at vi skulle til Ålborg, anbefalede en af deltagerne os også at tage til Vejgård til P&P Tekstilhuset, så det var næste stop. En oplevelse, men på en helt anden måde, for magen til rodebutik og meget lave priser skal man vist lede længe efter. Garnet var nu ikke så spændende og vist heller ikke specielt billigt, men lidt kom der alligevel med hjem. Både Annett og Dorthe fik også suppleret garderoben.

Klokken nærmede sig 15, og vi kørte ind til Ålborg centrum for at få en sen frokost. Jeg havde igen forberedt mig på nettet, og vi fandt frem til tapascaféen Pingvin, som jeg syntes lød spændende. Det var der ingen grund til at fortryde. Fin betjening og meget lækre tapas, som heldigvis ikke bare var spanske. Dem er jeg ikke så vild med.

Det var vist den allerbedste sommerdag, vi har haft endnu i år, så vi slentrede lidt rundt bagefter, og Ålborg er jo faktisk en hyggelig by. Tidligere har jeg vist kun bevæget mig på gågaden, som - så vidt jeg husker - ligner alle andre gågader.



Vi kiggede bl.a. på klosteret fra 1400-tallet. Nu fungerer det som seniorboliger.

Se, hvor skævt, det er. Jeg kan ikke forstå, at det kan lade sig gøre.



Det var Annett, der kørte, og jeg nød at være passager. Så kunne jeg også sidde og lege med kameraet.

På vej ud havde jeg glemt, at jeg havde fotoapparat med
og fik kun taget en enkelt billede ud ad sideruden.

På vej hjem.
Der er ikke mange marker, der er høstet. Det er godt nok sent i år.

Jeg har læst...

For en gangs skyld har jeg læst en bog, som jeg synes fortjener et indlæg. Ellers er jeg blevet noget blasert med årene, når det drejer sig om bøger.

Det er Mette Fugls erindringsbog Fra koncepterne.

Når jeg godt kan lide den, er en af grundene, at den ikke er for privat. Det er ikke Mette Fugls person, der er det vigtigste, men derimod nogle af de vigtige begivenheder i hendes journalistliv, hun har dækket. Selvfølgelig set gennem hendes briller, som i parantes bemærket har været vidne til meget.

Man ved det jo godt, men det står rædsom klart, når man læser bogen, at det er en grum verden, vi lever i. En ting er de katastrofer, der er forårsaget af naturen. En anden er de utallige menneskeskabte krige og konflikter. Selv i områder - Europa - som man ellers opfatter som civiliserede. Civilisationen er et tyndt lag fernis, der let kan slides af.

Jeg blev også slået af, hvor meget udviklingen af journalistikken ligner udviklingen i mit eget fag . I TV-journalistik er det nu meget journalisten, der er stjernen og det vigtige - ikke det, der rapporteres om. Det er ærlig talt ret uudholdeligt, og det var åbenbart også årsagen til, at Mette Fugl forlod DR. Hun fik simpelthen ikke lov til at være den dygtige journalist.

Jeg genkender udviklingen fra min egen arbejdsplads, hvor faglig dygtighed blev i den grad nedprioriteret. Der skulle hele tiden ske nyt, for man skulle da endelig ikke gro fast, og for resten skulle lederne jo også have noget at lave. Ærgerligt at de ikke var dygtigere og klogere, når det nu er dem, der bestemmer. Det samme gælder nok DRs ledere.

Mette Fugl og jeg er begge født i Horsens samme år, men ellers har vi nok ikke så meget til fælles. Jeg har i hvert fald slet ikke Mette Fugls mod og udlængsel - hun har godt nok været med til meget.

Hvad mon hun laver i dag? Jeg tror i hvert fald ikke, hun egner sig til lediggang. For min skyld må hun gerne skrive flere bøger, for det kan hun også.