Så sørgeligt

I går, da vi sad ved morgengrøden, lød der et bump på ruden i vores dør ud til haven. En stakkels fugl var fløjet ind i døren og var død på stedet.

Jeg var ikke meget for det, men jeg måtte erkende, at det var en dompap.

Det må ikke være Fru Dompap, for så er jeg bange for, at vi heller ikke har Hr. Dompap så meget længere. De to fugle er så glade for hinanden, og jeg tror, han dør af sorg, hvis hans kone ikke er i live mere.

Men er den ikke også lidt mere dunet end en helt voksen fugl, og er den ikke lidt mindre udfarvet? Den har heller ikke den sorte kalot endnu, så selv om det også er forfærdelig trist, så må det være en unge.

Til den anden side af huset havde den blå-hvide haveejer lagt sig til rette på carporttaget.

Herfra kan den faktisk ikke se fuglebrættet, men den kan se fuglene, når de sidder i thujaen eller i tempeltræet.

Husk nu, at du holder dig fra dompapperne, blåmis!

Thujaen var en af de allerførste planter, vi fik i haven, for den havde stået i en altankasse i vores lejlighed og blev taget med, da vi flyttede i hus.

Man kunne sagtens have thuja og enebær og andre stedsegrønne planter i altankasser, havde jeg læst. De ville ikke blive ret store, når deres rødder ikke kunne udfolde sig. Det var også rigtig nok.

Siden har thujaen taget revanche, og faktisk har jeg mit hyr med at holde den trimmet, så vi stadig har lidt sti ind til huset ved siden af den.