Påskeæg

Med dette digitale påskeæg: GOD PÅSKE til alle, der kommer forbi her på bloggen.

Hvis jeg vil have påskeæg, må jeg nu om dage købe dem selv. Det gør jeg så. Ikke det på billedet, men de små dueæg fra Peter Beier. Sådan set er det kun faconen, der er anderledes end Beiers sædvanlige chokolader, men jeg forkæler kun mig selv med Beier chokolade til påske. Det får lov til at gøre påskedagene til noget særligt.

Da jeg var barn fik jeg påskeæg. Jeg kan huske, at jeg nogle påsker var på ferie hos min mormor og morfar sammen med min jævnaldrende kusine. Vi sov sammen med dem i deres store seng, min kusine i morfars side, jeg i mormors. Når vi vågnede påskemorgen (tror jeg, det var), stod der et påskeæg på hvert natbord. Vi kunne næsten ikke falde i søvn af spænding.

Hvis jeg ikke var på ferie, fik jeg et påskeæg derhjemme. Jeg var måske mindre interesseret i chokoladen, det vigtigste var pynten. En lille gul kylling eller en påskelilje lavet af crepepapir kunne det være. Det blev omhyggeligt gemt fra år til år.

Da jeg blev lidt ældre, fik jeg en plastichøne, der kunne lægge små likøræg, når man trykkede på den. Jeg mener, jeg købte den selv hos landsbyens bager for penge, jeg fik i anledning af, at der havde været afholdt en slags årlig eksamen i skolen. Også den høne holdt i mange år - likørræggene måtte dog fornys. Selv om jeg egentlig ikke brød mig om dem, forsvandt de hvert år.

Så er det noget andet med Peter Beiers dueæg. Dem bryder jeg mig afgjort om.