Blåt er flot

Og blåt er min farve. Jeg tror, blå altid har været min yndlingsfarve, og jeg bliver aldrig træt af den.

Vi har blå katte, og vi har en blå have. Kattene er blå russere, Russian Blue. Jeg fik øjnene op for den race netop på grund af pelsfarven og de grønne øjne, og da jeg så begyndte at læse om den, syntes jeg også, at dens væremåde var lige præcis, som jeg gerne ville have, min kat (der senere blev til flere) skulle være.

Der er det med blå katte, at rigtig blå er de jo ikke. Men blågrå i hvert fald. Mere blå i nogle belysninger end i andre. Den allersmukkeste farve til en kat, synes jeg.

Det er Djingiz, den eneste hankat vi har haft ud over killinger af hankøn, til venstre på billedet og hans fan Uzuri til højre. Djingiz var ret gammel på det tidspunkt og gad vist egentlig ikke killinger, men det var Uzuri bare ligeglad med. Han elskede og beundrede Djingiz og var så meget sammen med ham som muligt.

I min blå have så ville jeg allerhelst have, at der kun var rigtig blå blomster, men faktisk findes der ikke så mange helt blå blomster. De fleste er lidt - nogle lidt mere - over i det lilla. Den blå rose og de blå tulipaner er endda ret meget over i det rødlilla, må jeg indrømme.

Nogle helt blå er der dog. En af de allerfineste er ensian:

Den kan man ikke ønske sig mere blå. Den blå anemone har lige blomstret:

Senere kommer alle storkenæbbene. De fleste af disse er heller ikke rent blå, men Johnson's Blue er tæt på:

Ude i den fri natur er der faktisk flere rigtig blå blomster. Kornblomster for eksempel:

Jeg kan godt lide alt muligt andet blåt også. Blå cykler og blå biler. Topaser. Ikke mindst blå himmel og blåt hav...

Stakkels ænder og gæs

Billede fra Animas hjemmeside

I Politiken i søndags er der en artikel om, at flere og flere restauranter dropper foie gras, enten frivilligt eller fordi dyreværnsforeningen Anima lægger pres på dem.

En del af restauranterne piver. Tvangsfodring af ænder og gæs er ikke værre end så meget andet, siger de. Det er verdens dårligste (men meget brugte) undskyldning: Fordi ikke alt er 100% ok, så kan man på alle områder gøre, hvad man vil. Pladder! Man må starte et sted, og sortlistningt af foie gras er efter min mening et glimrende sted. Hvis restauranterne mener, der er andet af det, de serverer, der heller ikke er etisk i orden, så burde de gøre noget ved det også. Ærlig talt, så forventer jeg ikke at få serveret burkyllinger på bedre restauranter, men det er måske en misopfattelse?

Jeg begriber ikke, at man kan spise foie gras med fornøjelse. De mennesker, der gør det, må da være totalt blottet for empati. Jeg kunne få en grim mistanke om, at forretningsfolk og det bedre borgerskab, der er de flittigste gæster på de dyre restauranter, generelt kun tænker på sig selv, penge, sig selv igen. Jeg har smagt foie gras en enkelt gang for over 20 år siden som del af en større menu, og det smagte da godt, men med tanke på hvordan det bliver produceret, vil jeg aldrig spise det igen.

Jeg begriber heller ikke, at det skulle være så nødvendigt for restauranterne absolut at tilbyde den fede spise. Jeg tror ikke på, at fravalg af foie gras vil betyde en nedgang i antallet af gæster. Efterhånden nok snarere tværtimod.

Jeg har ikke kendt til Animas kampagne før nu. Til gengæld har jeg i årevis haft min egen. Den går ud på, at jeg boycotter restauranter, der har foie gras på spisekortet. Eller næsten boycotter, for hvis jeg har sat mig til rette i restauranten, går jeg ikke igen. Men jeg kommer heller ikke igen, og jeg har også nogle gange sagt det i restauranten. Hvis jeg derimod har undersøgt spisekortet i forvejen, fravælger jeg foie gras spisesteder.

Min lille kampagne har selvfølgelig kun liden effekt. Animas kampagne har større slagkraft. På deres hjemmeside er der en liste over foie gras fri restauranter. Gad vidst om den også indeholder restauranter, der aldrig har serveret foie gras - jeg tror bestemt, der er restauratører, der uden hjælp har en etisk holdning til dyrevelfærd - eller om der kun er spisesteder på, der har fjernet foie gras'en efter Animas henvendelser.

Det ser ud til, at det mestendels (udelukkende?) er restauranter i hovedstadsområdet, der er på listen. Jeg kan generelt godt lide spisesteder af bistrotypen med franskinspireret spisekort, men her i Århus er bl.a. Miro, Lecoq og Bistro 65 på min personlige sortliste. Desværre også Restaurant Et, som ellers er en restaurant lige efter mit hoved. Derimod har jeg aldrig set foie gras et sted som Mefisto. Luksusrestauranten Frederikshøj ser også ud til at klare sig uden foie gras.

Ænder fotograferet på Gothenborg. Ænder man kan spise med god samvittighed.
De ænder blev heller aldrig leverandører af foie gras.

Citater om katte #25

At respektere katte er begyndelsen på al æstetisk sans.
Erasmus Darwin (1731-1802)

Erasmus Darwin var - hvilket jeg ikke vidste, før jeg slog det op - engelsk læge og filosof og far til Charles Darwin.

Kattefotomodellerne så jeg ved en kirke i Hjørring.

Grønt er godt for øjnene

"Grønt er godt for øjnene" siger H. C. Andersen i Den grimme ælling. Grønt er denne uges farve i regnbuebloglegen.

Jeg er helt enig, i hvert fald når det drejer sig om grønt i naturen. Årets grønne måneder - maj og juni - er mine yndlingsmåneder. Alle fotos herunder er taget i maj og juni.

Ellers er jeg vist ikke så glad for grønt med limegrøn og den grønne, der her i huset går under navnet Firenze-grønt, som undtagelser. Firenze-grønt er en variant af limegrøn, lidt mere kompleks med toner af gult og brunt. En skøn og meget elegant farve. Når vi kalder den Firenze-grønt, er det, fordi den var moderne i Firenze det år, vi var der.

Da vi kom hjem, var det ikke muligt at få tøj i den farve. Jeg tror, der gik 3 år, inden man så den i det danske modebillede, og da var det kun sporadisk.

Grønt er også den allerfineste farve til katteøjne:

Det er vores Sarantoya, der viser sine smukke, grønne øjne. Farven varierer lidt efter lyset, men den er altid smuk.

Påskeæg

Med dette digitale påskeæg: GOD PÅSKE til alle, der kommer forbi her på bloggen.

Hvis jeg vil have påskeæg, må jeg nu om dage købe dem selv. Det gør jeg så. Ikke det på billedet, men de små dueæg fra Peter Beier. Sådan set er det kun faconen, der er anderledes end Beiers sædvanlige chokolader, men jeg forkæler kun mig selv med Beier chokolade til påske. Det får lov til at gøre påskedagene til noget særligt.

Da jeg var barn fik jeg påskeæg. Jeg kan huske, at jeg nogle påsker var på ferie hos min mormor og morfar sammen med min jævnaldrende kusine. Vi sov sammen med dem i deres store seng, min kusine i morfars side, jeg i mormors. Når vi vågnede påskemorgen (tror jeg, det var), stod der et påskeæg på hvert natbord. Vi kunne næsten ikke falde i søvn af spænding.

Hvis jeg ikke var på ferie, fik jeg et påskeæg derhjemme. Jeg var måske mindre interesseret i chokoladen, det vigtigste var pynten. En lille gul kylling eller en påskelilje lavet af crepepapir kunne det være. Det blev omhyggeligt gemt fra år til år.

Da jeg blev lidt ældre, fik jeg en plastichøne, der kunne lægge små likøræg, når man trykkede på den. Jeg mener, jeg købte den selv hos landsbyens bager for penge, jeg fik i anledning af, at der havde været afholdt en slags årlig eksamen i skolen. Også den høne holdt i mange år - likørræggene måtte dog fornys. Selv om jeg egentlig ikke brød mig om dem, forsvandt de hvert år.

Så er det noget andet med Peter Beiers dueæg. Dem bryder jeg mig afgjort om.

Påsken er gul

Det var vist et tilfælde. at regnbuebloglegen kom til GUL lige præcis i påskeugen, men et særdeles passende tilfælde. I kirkeåret er påskens farve ganske vist hvid, men når det ikke lige drejer sig om kirken, må gul være den rigtige farve.

Jeg har et ambivalent forhold til gul. Jeg synes, det er en flot og glad farve, og jeg kan godt lide den i mit tøj og faktisk også i min stue. Helst lidt skarpt gult, sådan over i citrongult. De varme gule farver er jeg ikke så begejstret for.

Jeg kan IKKE lide gult i min have, hvor der er adgang forbudt for gule blomster. Og mælkebøtter - det gælder også jer!

Undtagelsen er den her:

Det er nu ikke med min gode vilje, at der er masser af erantis, men de er umulige at holde nede. Hvor de i sin tid er kommet fra, er uvist. Nu breder de sig bare. Jeg HAR givet op og indrømmet: Jeg synes, det er dejligt at se erantiserne trodse kulde og frost.

Byen Berlin er for mig en by, der harmonerer med stærke, klare farver. Også gult. Her er et par berlinerbilleder:

Skagen - en anden af mine yndlingsbyer - er selvfølgelig også en gul by, men det er en anden gul farve end Berlins. Nemlig Skagensgul, ha ha :-) Billederne ikke dog ikke fra Skagen.

Det her er taget i Mariager

...og det her er fra Århus

Gul er en rigtig flot farve til biler, synes jeg. Vi har haft en gul bil, og den var så flot, syntes vi. Man kan bare ikke få ret mange gule biler. Jeg kunne ellers godt tænke mig en gul boble.

Sidste billede bliver igen et kattebillede:

Man siger, at katte ikke kan se farver. Ikke ret meget i hvert fald.

Jeg vil påstå, at de kan se gult. Flere af vores katte har været gladest for gult legetøj, også selv om de har haft nøjagtig det samme legetøj i en anden farve.

Da Lilit flyttede ind hos os, havde hun en gul piberenserring, som hun var vildt glad for, med. Den er godt nok forsvundet, men vi har lavet en ny til hende, og den er stadig et yndlingslegetøj for vores nu 16-årige Lilit. 

Ung musik

I lørdags var vi til den årlige RAMA-festival, hvor Musikkonservatoriets elever holder et hav af koncerter, alle med gratis adgang.

Der foregår noget i stort set hele Musikhuset, som ellers virkede underligt uengagerede i arrangementet. Da vi et par dage inden spurgte efter programmet i billetsalget, var de alt andet end hjælpsomme. Det var tydeligvis Konservatoriets arrangement, som Musikhuset ikke ønskede at have nogen andel i. På selve dagen blev der kun orienteret om Musikhusets egne arrangementer på de storskærme, som nu er obligatoriske alle mulige steder.
Mærkelig prioritering, synes vi, men vi klarede os så uden storskærmene.

Elever fra den rytmiske afdeling spillede og dansede i RMB-sjowet til rytmer fra Senegal, hvor de havde været på studietur.

Hvis de unge mennesker ikke kendte noget til rytmer i forvejen (det gjorde de nu nok), så gjorde de det i hvert fald efter rejsen.

Ellers hørte vi mest slagtøjs- og blæsermusik fra den klassiske uddannelse. Allerbedst syntes vi om RAMA Symphonic Wind Band, der var dannet til lejligheden, men også eleverne fra slagtøjsklassen spillede spændende musik.

Vi hørte også pasodobler - det var også blæsere og slagtøj - hvor elever fra den klassiske og den rytmiske afdeling spillede sammen. Dejlig musik!

En anden fusion var mellem jazz og klassisk, hvor musikken var inspireret af et par sværvægtere som Ornette Coleman og Igor Stravinski. HØVL kaldte orkestret sig.

Selv om vi nogle gange godt kunne høre, at de studerende ikke er helt færdiguddannnede endnu, så var vores overordnede indtryk, at de kan en masse, og det var spændende at høre, hvad der rører sig.

Uge 15 er orange

Før jeg holdt op med at arbejde, vidste jeg altid, hvilket ugenummer vi var i. Nu kan jeg til nød holde styr på ugedag og dato. Ugenummeret må jeg slå op i en kalender.

Mens regnbuebloglegen forløber, kender jeg igen ugens numre. ORANGE er uge 15's farve.

Orange er en af mine yndlingsfarver. Jeg går meget gerne selv i orange. Jeg kan også finde på at bruge orange som spotfarve, hvis dagens dress ikke er alt for ophidsende farvemæssigt.

Selv om alle oranger ikke er ens, så er det dog en temmelig specifik farve. Der er ikke nær så store udsving som med for eksempel rød eller grøn. Men der er forskelle, og jeg tror nok, jeg foretrækker de oranger, der går i den gule retning i stedet for den røde.

Jeg har mange orange billeder. Jeg må prøve at begrænse mig. Det første billede var selvskrevet. Det er en cacaofrugt, en absolut uundværlig frugt. Jeg er mindst lige så glad for chocolade som for orange.

Orange er en signalfarve:

Det er en fin blomsterfarve:

Jeg kan dog ikke lide, når rønnebærrene bliver orange. Så nærmer sommeren sig sin afslutning:

Når de flotte græskar kommer frem, har jeg åbenbart forliget mig med tanken om efteråret. Dem har jeg ikke noget imod.

Den skøre hund traf jeg i Berlin for nogle år siden.

Sidste billede er en bid af et stykke street-art frembragt af naboens børn.

Og så alligevel. Der skal selvfølgelig et billede af en orange kat med. Orange er nu ikke min yndlingsfarve til katte, men de orange katte skal ikke diskrimineres. Denne her var en rigtig fin kat.

Langt om længe

...fik vi oplevet Jonas Kaufmann i Operabio.

Ikke i en Verdi-opera, som billedet - som var det bedste med Creative Common licens, jeg kunne finde på Flickr - kunne antyde, men i Massenets Werther.

Handlingen kan beskrives som ulykkelig kærlighed, ulykkelig kærlighed og endnu mere ulykkelig kærlighed, hvilket ikke kan overraske kendere af Den unge Werthers lidelser. Massenets musik er dejlig, og Jonas Kaufmann fyldte den tragiske rolle fantastisk ud.

Når sandheden skal frem, har vi oplevet Kaufmann én gang før. Det var bare ikke så vellykket. Det var i Wagners Parsifal. Så vidt jeg husker, var vi kommet sent hjem aftenen før. Jeg er ikke så gode venner med Wagner, og da vi så, at Parsifal varede 6 timer, var jeg allerede træt, inden den begyndte. Da Kaufmann så kom på scenen i bare fødder og en påklædning, der til forveksling lignede min mørkeblå pyjamas, bortset fra at den ikke havde bordeaux kanter, var det altså for distraherende. Vi så ikke operaen til ende.

Det kunne ikke falde os ind ikke at se Werther til ende. Allerede inden starten blev jeg enig med min sidemand (af hunkøn) om, at vi i hvert fald fik noget pænt at kigge på. Da operaen var slut, kunne vi igen samstemme, at vores forventninger ikke var blevet skuffede. Og som Dorthe sagde, så kunne også bagerste række høre ham. En sand maskulin diva!

Ny oplevelse: BLOGLEG

Jeg har meldt mig til en blogleg; det har jeg ikke prøvet før. Det er en:

Jeg elsker farver, så det måtte jeg kunne finde ud af, syntes jeg.

Ugens farve er RØD

Hvad skal jeg sige om rød?  Det er i hvert fald ikke min yndlingsfarve. Det er heller ikke en farve, jeg selv går i ret tit. Sandsynligvis klæder den mig ikke. Men det er en farve, der er god at kigge på, og det er en fræk og lidt farlig farve. En farve for hurtige biler, sexede læbestifter og pikant undertøj.

Det er også en DANSK farve, det siger nærmest sig selv. Men det har givet problemer for mig, når jeg har skulle vise min danskhed ved diverse sportsbegivenheder. jeg har simpelhen ikke haft røde klude at trække i. Det er måske held i uheld, at der ikke deltager vildt mange danskere i mine favorit sportsgrene.

Så er der det med rød, at den også indbefatter pink, og der er jeg meget mere på hjemmebane. Pink er absolut en af mine yndlingsfarver. Jeg går meget gerne i pink tøj, og vi har pink blomster i haven - ingen højrøde.

Mosaikken er lavet af nogle af mine billeder med rødt - og pink! - på Flickr. Den burde vel egentlig have haft rød baggrund. Det må jeg prøve at eksperimentere med i en anden uge.

Klarinetmusik

Jeg var til en fantastisk koncert med Århus Symfoniorkester i går. Mere præcist, så var det finske Kalevi Ahos klarinetkoncert med Martin Fröst som solist, der var fantastisk. Simpelthen det bedste, vi har hørt i denne symfonikoncert-sæson. "Fænomenale Fröst" var overskriften for koncerten, og det var i den grad rigtigt, men orkestret og dirigent Michael Schønwandt var nu også på dupperne. Maksimum antal stjerner og hjerter og hvad man ellers kan give fra mig.

Dette billede er på mange hjemmesider,
så jeg regner med, det er ok at bruge det

Frösts klarinetspil var vildt imponerende. Jeg hørte klarinettoner, jeg aldrig har hørt før, og kom længere og længere ud i sædet. Bedømt på bifaldet var jeg ikke den eneste begejstrede. Ekstranumrene med klezmer baggrund var heller ikke ringe, og meget anderledes.

Vi hørte også Hornemanns Gurre Suite, meget dejlig musik med en udpræget nordisk, hjemlig tone, og Schumanns 2. symfoni, som straks var mere kedelig.

Til gengæld var vi så heldige, at der efter symfonikoncerten var "Late Night Contemporary" med Århus Sinfonietta og solisterne Bjarke Mogensen på accordeon og David Lau Magnussen på klaver. Vi syntes vældig godt om det sidste musikstykke i ekstrakoncerten, Martin Lohses Collage de Temps.

Vi havde aldrig hørt om hverken Martin Lohse eller klaversolisten før, men det var et godt bekendtskab. Utroligt og skønt, at der laves så megen god og spændende ny musik.

Jeg har for resten længe været glad for klarinetten som instrument. Det startede nok i jazzen med blandt andet Sidney Bechets indsmigrende toner. Tænk bare på Petite Fleur. Den kender de fleste nok.

På højskolen boede jeg på værelse med en pige, der spillede klarinet. Jeg prøvede også at spille på hendes klarinet, men fik ikke den mindste tone ud. Så nøjedes jeg med at lytte.

Lidt senere kom den klassiske musik til. Især Carl Nielsens klarinetkoncert er på hitlisten, men Mozarts klarinetmusik kan jeg også godt lide, selv om jeg normalt ikke er meget for Mozart. Og endnu senere kom klezmermusikken. Nu er så også Ahos klarinetkoncert på mit repertoire.