Årets bedste...kop kaffe

...drak jeg i går, men jeg har drukket mange tilsvarende i årets løb.

Latte Doppio fra Baresso er garanteret den, jeg har drukket flest af - lige bortset fra den hjemlige kolbekaffe, selvfølgelig.

Jeg kan godt lide at komme på Baresso af flere grunde. Det er et dejligt usnobbet sted med et generelt meget venligt personale. Det er dansk. Og så har de god kaffe.

Desuden har de en holdning med hensyn til social ansvarlighed over for kaffebønderne.

Billedet tog jeg en februardag for nogle år siden. Heldigvis har vi ikke fået sne af betydning endnu i denne vinter. I går var vejret helt perfekt til byturen, som altså for mit vedkommende sluttede med en - som altid - dejlig Latte Doppio.

med mange gode kopper kaffe til alle. Eller te, hvis man foretrækker det.

Årets bedste film

Jeg har set mange film i år - også mange gode.

Årets bedste:
Den, der gjorde mest indtryk, må være den japanske Håbets land. Den fik ikke vildt gode anmeldelser, nogle anmeldere syntes, den er for langsom, andre at den er for pædagogisk. Jeg er helt uenig.

Der er så mange forskellige temaer i den film, at den hele tiden er interessant - synes jeg altså. Desuden synes jeg, den på en fornem minimalistisk måde får inddraget noget poetisk og fantastisk. Endelig er det spændende, at den foregår i den japanske kultur.



Også gode:
Lore. Tysk film om en ung tysk pige, der er opdraget som god nazist, så hendes verden smuldrer selvfølgelig fuldstændigt mod krigens slutning. Fremragende spillet, spændende problemstillinger, gribende.

Mud fordi den har så gode skuespiller- præstationer, fordi den helt solidarisk skildrer sydstatsmiljøet i Arkansas, og fordi der er så meget drengeliv i den. Man bliver helt forelsket i de to knægte, der har to af hovedrollerne.

Og så var der også Pi's liv, Kvartetten, Smagen af rust og ben, Angel's Share, Philomena og Sorg og glæde. Bl.a.

Årets bundskraber:
Den allermest skuffende var vist De elskende passagerer. Jeg har ikke set så mange film af Aldomóvar, men dem, jeg har set, var langt bedre. Denne var umådelig langtrukken og fuldstændig ligegyldig.

Teenager nr. 2

En 13årig er blevet forstyrret i skønhedssøvnen

Sarantoya fylder 13 år i dag. Til lykke, lille pus!

Hun har fået det bedre i løbet af året. Hendes allergi er ikke nær så slem, og hun får ikke medicin mere. Hun er også blevet lidt tyndere og er ikke helt så sulten nu, hvor hun ikke får allergimedicinen. Det betyder dog ikke, at hun ikke stadig er meget glad for mad, og hun måtte godt tabe sig lidt mere, men hvis hun ikke gør det, er det ikke nogen ulykke.

Jeg måtte vække hende af hendes formiddagssøvn for at få et foto, og hun er stadig ikke helt vågen på billedet. Vi elsker hendes brede, lille ansigt. Efter fotoseancen sov hun meget fornuftigt videre.

Hele hovedet var nede i skålen.
Det er ikke så tydeligt på billedet,
men faktisk er der også cheesecake-creme på ørerne

Lilit har til gengæld været meget vågen i dag. I morges lavede Dorthe en slags cheesecake, og Lilit fik lov til at slikke skålen.

Hun elsker alle mulige mælke- produkter og kan høre på lang afstand, når vi tager noget af den kategori ud af køleskabet.

Som regel får hun ikke noget, for hvis hun gør, tror hun, at det skal hun også have næste gang, og det varer et stykke tid, inden hun slår sig til tåls med sin sædvanlige mad. Sådan var det også i formiddags.

Vi har forgæves prøvet at forklare damen, at katte ikke lever af yoghurt alene.

Lilit ser tit noget bekymret ud, det er ikke bare, fordi cremen havde taget slut.

GLÆDELIG JUL til alle
der kommer forbi bloggen

Udsolgt!!!

Pomegranate, a photo by madlyinlovewithlife on Flickr.

Det vidste jeg altså ikke - at granatæbler er meget eftertragtede til jul.

Men det er de. Vi var i MANGE forretninger, hvor der var bakker med beskrivelsen "Granatæbler" og prisen - men nul granatæbler.

Stædige som vi er, fandt vi dem til sidst. Hvad er havregrøden uden granatæblekerner?

Årets bedste...musik

I år har vi hørt vildt meget musik, og det er umuligt at vælge det bedste. Her er dog et par højdepunkter.

Katja Kabanova, Janáceks opera opført af Den Jyske Opera, var en kæmpeoplevelse.

Den blev nok ikke mindre af, at jeg ikke havde så store forventninger, og der er måske også lidt Oscar-effekt. Altså at det, man har oplevet for ikke så lang tid siden, fylder mere (det er næsten altid de nyeste film, der får flest Oscars).

Jeg var vild med både musikken og med Pavla Vykopalavas fortolkning af titelpartiet. Jeg glemmer ikke Katja Kabanova lige med det samme.

Jazz-festivalen som helhed. Koncerterne, stemningen, vejret. Gentagelse næste år ønskes.

Prokof'evs violinkoncerter, som vi har lært at kende i år, og som vi er vendt tilbage til gang efter gang. Vi har hørt forskellige indspilninger, og favoritten er med Arabella Steinbacher og Det Russiske Nationalorkester dirigeret af Vasilij Petrenko.

Og så er der jo alle symfonikoncerterne, operabio, musikkonkurrencerne. Og alt det andet. Musik er fantastisk!!!



P.S. Koncerten på Fanø med Danmarks Radios Big Band og solist Pattie Austin var nu heller ikke ringe. Det var en appelsin, der faldt i vores turban, at DR Big Bandet skulle spille i Nordby lige præcis, da vi var der.

Sweet Sixteen

Til lykke med fødselsdagen, Lilit. Og til lykke til os, der har kendt hende i næsten hele hendes levetid - 16 år.

Hun er rekordholder: Den første kat her i huset, der er blevet 16 år.
Billedet blev taget i morges, inden det var blevet rigtig lyst, og Lilit er vist ikke helt vågen endnu.

En ræv bag øret

Nej, snarere en ræv om halsen.

Jeg kan godt lide at strikke små ting, og for nylig har jeg strikket tre små ræve. Opskriften på rævene kan du finde her.

Jeg lavede lidt om på opskriften undervejs. På alle tre har jeg lavet lænkekanter undtagen på halerne. En beskrivelse af lænkekanter kan man finde på Hanne Pjedsteds gode blog designstrik.dk.

Den første ræv, jeg lavede, er den i midten. Jeg synes, halen blev rigeligt bred, så jeg ændrede faconen lidt på nr. to, den nederste. Det kan man bare ikke se på billedet, for halespidsen er blevet bukket ind under resten af halen. Jeg gider ikke tage et nyt billede lige nu.

Den nyeste ræv er den øverste. Den har samme facon på halen. Desuden lavede jeg hovedet lidt større. Alle ørerne blev strikket  i dobbelt garn og med færre masker.

Det er utroligt, så meget man ikke ved om strikning, efter at have strikket i over 40 år, men godt det samme. Det er jo sjovt at lære nyt.

Det nyeste, jeg har lært, er en ny måde at slå op på. Twisted German Cast On hedder metoden på engelsk, og man kan bare google det, så kommer der masser af videoer om, hvordan man gør. Det er en rigtig god måde, der giver en elastisk, men ikke løs, opslagskant. Den kommer jeg til at bruge rigtig meget.

Julebyen Lübeck

Der er mange julebyer, og Lübeck er så afgjort en af dem.

Holsteintor i tørvejr.

Vi var der på en endagstur i fredags. Desværre har jeg måske lagt mig ud med vejrguderne. Jeg kom til at skælde en smule ud over den forrige storm. Jeg havde bare bestilt en god omgang blæst den pågældende mandag, fordi jeg så ville prøve at finde rav dagen efter. Jeg havde overhovedet ikke nævnt storm - på ære! I fredags havde jeg bedt om frostfrit og tørvejr, det sidste ønske gik mildest talt ikke i opfyldelse. For resten fandt jeg heller ikke noget rav.

Russiske Fader Frost fik jeg foreviget,
inden der blev nedlagt forbud.

Regnen dirigerede lidt vores færden i julebyen, men vi ville nok under alle omstændigheder have set udstillingen "Was macht der Zebra an der Krippe" i St. Annen Museet om julen hele verden rundt og også i forskellige kulturer. Det var en rigtig fin udstilling, og jeg fik taget nogle enkelte fotos, inden en skrap dame sagde, at man ikke måtte fotografere. Hun havde en god hørelse og kom straks springende, hvis man dristede sig til at tænde sit kamera.

Der var meget andet, som vi gerne ville have set på museet, og vi ville også gerne have set mere på selve byen. Det første nåede vi ikke; det var jo på grund af de mange julemarkeder, vi var kommet. Og det andet forhindrede regnen næsten.

I Heiligen-Geist-Hospital

Men vi fik besøgt flere af markederne. I Sankt Petri var der en masse fint kunsthåndværk. Hvordan jeg slap derfra uden indkøb er en gåde. Det passer nu heller ikke. Faktisk købte jeg nogle kort, blandt andet med katte.

Det mest stemningsfulde marked, vi besøgte, var det i Heiligen-Geist-Hospital. Både under hvælvingerne i kirkeskibet og i de bittesmå stuer for syge og gamle havde kunsthåndværkere fra mange forskellige lande deres fine ting til salg.

Regnen forårsagede, at vi måtte ind på en café for at få kaffe. Wiener Caféhaus var nærmest, og de får ingen klager hverken over kaffen eller over kagerne.

Mens vi drak kaffe holdt regnen endelig op, og vi havde lige tid til at komme forbi det traditionelle marked på markedspladsen.

Der var den sædvanlige tyske julemarkedsstemning med lys og snak og varme drikkevarer.

Der var selvfølgelig også adskillige boder med brændte mandler, og tænk, så mange forskellige slags der findes. Endelig fik vi formøblet lidt euroer. Jeg købte nogle med rom, inden vi blev nødt til at vende snuden mod banegården.

På vejen kunne vi beundre noget mere juleudsmykning i gaderne og Holsteintor i svag aftenbelysning.

Én dag i Lübeck er langfra nok. Vi har været der før, men det er temmelig lang tid siden, og vi kunne godt tænke os en lidt længere ferie i byen. Vi kunne også godt tænke os at komme til julemarked igen. I tørvejr, tak!

Nyt på operarepertoiret

Inden for en uge har vi set hele to nyere operaer.

Først så vi i operabio Sjostakovitj' Næsen, der havde premiere i 1930. Historien er hentet fra en novelle fra 1836 af Gogol. Jeg kendte den faktisk godt i forvejen, for den er udkommet som billedbog, illustreret af Gennadij Spirin, så jeg har læst den i min tid som børnebibliotekar.

Jeg synes, det er en meget spændende opsætning, The Met har lavet. Hele produktionen understreger den absurde historie, der på trods af absurditeten også er spækket med både satire og humor, og Sjostakovitj' spændstige og mangestrengede musik. Jeg hørte nogle, der mente, at det slet ikke er musik, men jeg tror, de bare skal høre noget mere 1900-tals musik i almindelighed og Sjostakovitj i særdeleshed. En masse stjerner fra mig.

Parat!

Et par dage efter så vi Janáceks opera Katja Kabanova opført af Den Jyske Opera. Den havde premiere i 1921. Forlægget til librettoen er et skuespil, Stormen, af Alexander Ostrovskij.

Straks fra ouverturens første toner var vi klar over, at det er en helt vidunderlig musik. Den er først og fremmest smuk og hjertegribende, men indeholder også en masse andre stemninger. På en mærkelig måde syntes jeg, den er lidt i familie med noget andet af min yndlingsmusik, Canteloubes sange fra Auvergne.
Jeg har senere læst, at Janácek bliver kaldt Tjekkiets Puccini. Det kan jeg godt tilslutte mig.

Titelrollen blev sunget fantastisk godt af den tjekkiske sopran Pavla Vykopalova, men i det hele taget var det en god opførelse med gode sangere, god dirigent og orkester og fin om end enkel turnescenografi. Jeg har ikke tidligere været begejstret for Den Jyske Opera, men det er jeg for Katja Kabanova. Endnu flere stjerner til den.

For en gangs skyld slår den levende opera operaen i biografen. Var det i øvrigt ikke noget for The Met at få Katja Kabanova på repertoiret?

Katte på Fanø

For et stykke tid siden lavede jeg et indlæg om hunde på Fanø, så kattene skal da også have deres eget indlæg. Der var nemlig rigtig mange katte. Og kønne katte. Her er en præsentation af nogle af dem.



Nogle ville hellere end gerne snakke som de to stribede Nordby-katte.

Katten på det første foto var rigtig god til at lave 8-taller om benene, og den på det næste kunne vist simpelthen ikke få kæl nok.

Den så vi flere gange, og hver gang måtte vi sætte et godt stykke tid af til den.

Andre var mere tilbage- holdende.

Den hvide kat lå helt afslappet i buskadset i sin have i Sønderho.

Lidt langt væk fra mig, men den var jo hvid, så jeg måtte alligevel have et billede.





Solskinskatten så vi også i Sønderho.

Den havde anbragt sig i en lun plet i noget græs ude ved diget. Den ønskede heller ikke at snakke med os, og da jeg kom lidt for tæt på, gik den op til nogle biler, som den tydeligvis var ejer af.

Den fine skildpaddefarvede langhårskat boede i Nordby. Den iagttog strikkefestivalens leben fra sit høje stade og på behørig afstand.















Endnu en skildpaddefarvet kat i Nordby.

Den sagde en hel masse, men ville ikke i nærkontakt.

Vi så også en helt hvid kat i Nordby. Meget dekorativt anbragt hvidt i hvidt.

I indlægget om Fanøs hunde drejede det sig mest om porcelænshundene, men der var også et billede af en enkelt levende hund. Med hensyn til kattene bliver det omvendt: Mange levende katte og et enkelt billede af en afbildning af katte. På knurhårene, som man kan se i et større format kan man se, at begge er katte, selv om den enes ører ikke så voldsomt kattede ud.

P.S. På Rømø så vi kun et par gange nogle katte langt ude på marken. Dem fik jeg ingen fotos af. Mange af de tyske turister havde hunde med, så dem så vi en del af, men de blev heller ikke foreviget af mig.

Årets sidste ø-ferie

...ja, sidste ferie i det hele taget i år gik til Rømø.

Vi arriverede dagen efter mandagsstormen, så jeg troede, jeg skulle finde mit første stykke rav, men det havde jeg ikke held med.

Til gengæld så vi masser af fugle - til min store fornøjelse især gæs. Mange større og mindre fugleflokke, men sort sol så vi desværre ikke.

Når man ser billedet i fuldt format kan man godt se, at det er bramgæs, men det er noget lettere at identificere dem på billedet, hvor de fouragerer på en eng.

Derimod er jeg ikke sikker på, hvad det er for nogle, der letter på billedet herunder. Det er i hvert fald ikke gæs. Måske hættemåger.

Vores ferievejr var meget blandet - blæst, sol, regn og den sidste dag nærmest vindstille og meget smukt. Fra vores fine feriehus kunne vi følge både vejrets skiften og tidevandet. Spændende!

Færgen til Sild i mindre godt vejr.

Udsigt fra vores feriehus. Vi er midt mellem ebbe og flod.
Klik på billedet, så kan du se gæs også her.

Te og efterår

Te smager bedre om efteråret end om sommeren. Synes jeg i hvert fald.

Vi har fået en ny tesalon i Århus. Eller ny og ny, det er gamle og hæderkronede Perch, der har fået en afdeling her i byen, vist nok den første uden for København. Egentlig synes jeg, det er noget pjat - ikke "alt" behøver at være "alle" steder, men det skal nu ikke forhindre mig i at besøge tesalonen.

Første besøg var for et par uger siden, og konceptet er præcis det samme som i hovedstaden. Samme store udvalg af rigtig gode teer, dertil engelske fingersandwich og scones og nogle få kager.

Perch har fundet et helt centralt beliggende lokale i Volden og møbleret det i ret klassisk tesalon-stil. Loftet ser specielt godt ud.

Mindre heldig er akustikken. Den er rent ud sagt rædselsfuld. Lyden drukner fuldstændigt, det er meget svært at føre en samtale, og den unge dame, der betjente os, var nødt til at få bestillingen gentaget flere gange. Ikke smart, det må de se at få gjort noget ved.

Det nederste billede viser bagindgangen i Borgporten. Tænk, at der findes sådan en uudnyttet arkade lige midt i byen. Den bliver ikke brugt til noget som helst fornuftigt, det skulle da lige være oplagrings- eller skraldeplads.

Perchs del ser sådan set meget godt ud, men det hjælper ikke, når der ellers kun er papkasser og skraldespande og absolut intet liv.

Når man tænker på alle de sjove og smukke arkader, der findes i andre byer, så forekommer det mig at være tåbeligt spild ikke straks at få brugt Borgporten på noget fornuftigt. Rammen er der.

Tempeltræsopdatering

Vores tempeltræ igen fotograferet ud ad køkkenvinduerne, dagen efter stormen.

Vi befandt os vist lige i udkanten af de værst ramte områder, og der er da også nogle blade tilbage på træet, men det er ikke mange.

Oktoberfornøjelser

Vores tempeltræ er en daglig fornøjelse i oktober. Bladene bliver bare gulere og gulere, indtil de falder af. De ser endnu bedre ud med en grå himmel som baggrund end en blå.

Når vi er allermest heldige, blæser de ikke af, men pludselig en dag slipper de allesammen i løbet af nogle timer. Så sner det med gule tempeltræblade, der langsomt daler til jorden. Det er et fantastisk syn.

Så heldige bliver vi vist ikke i år, for der er lovet en småstorm i morgen, og så daler bladene naturligvis ikke stille ned. På den anden side har vi været heldige, at der ikke allerede har været en af de mere voldsomme blæsevejrsdage, for så var træet nok på nuværende tidspunkt blevet berøvet det meste af sin pragt.

Billedet er taget i dag ud af vores køkkenvinduer. Udenfor var det regnvejr. Vi var lige kommet hjem fra operabio - den første forestilling i sæsonen og endnu en god ting ved efteråret.

I dag så vi Eugen Onegin med Mariusz Kwiecien (en af mine absolutte favoritter) i titelpartiet, Anna Netrebko i den store kvindelige hovedrolle og i det hele taget med en fremragende rollebesætning. Det er måske ikke så sært, at Den Jyske Opera har lidt svært ved at stå distancen.

En strikket fugl?

På Fanø til strikkefestivalen i september var der masser af stære, selv om man skulle lidt sydligere for at se rigtig sort sol. Mange mindre flokke var sikkert på vej for at deltage i den store efterårssamling.

Stærerast på et hus i Nordby

Her sidder en flok stære tæt i et træ i Sønderho.

Der var altid en lystig kvidren, når vi nærmede os en flok. Det mindede ikke så lidt om en flok snakkende, strikkende kvinder.

Jeg havde ikke mit zoom-kamera med den dag i Sønderho, men det havde Annett.

Foto: Annett Rasmussen

Allerede på skærmen kunne vi se, at stære er helt perfekte til at akkompagnere en strikkefestival. De er minsandten selv iført strikkede kostumer.

Deres fjerdragt ligner præcis en sort trøje med strikkede hvide "lus", der bare er anbragt mere tilfældigt end normalt i lusekofter.

Stæren er hermed af mig udnævnt til strikkefestivalens officielle fugl.

Nordens farve

Blå er grundakkorden i Norden. Man skal male så blåt, at man kan drukne i det.
Oluf Høst

Blåsippa = blå anemone.
Jeg synes, navnet er mere poetisk på svensk end på dansk.

I dag var vi på Silkeborg Museum, hvor vi så udstillingen Det Blå. Smuk, poetisk, sjov - blå ting og effekter samlet af Åsa og Håkan Wettre, der også har skabt udstillingen. Selvfølgelig akkompagneret af blå musik og med nogle få ledsagende tekster om blå som fænomen.

Blåt bloktryk. Bare et af mange tekstiler på udstillingen.

Blå er også min yndlingsfarve. Jeg synes, Oluf Høst har ret, når han siger, at blå er Nordens farve, men vi har ikke patent på den. Tænk bare på Grækenland og blåt, det blå folk tuaregerne, de blå tropiske have - fortsæt selv eksempelrækken.

Jeg synes, dekorationen på krukkerne her er meget yndig.
Sådan en krukke ville jeg gerne eje.

I en montre var publikums mest elskede blå ejendele udstillet. Det fik mig til at tænke på, om jeg selv har en blå yndlingsting, men det skal jeg vist have lidt tid til at finde ud af. Det bedste er selvfølgelig vores to blå katte, men de er jo ikke ting.

Man skal skynde sig, hvis man vil se udstillingen, for sidste dag er 20. oktober. Hvis man ikke når det, har Wettre-parret skrevet bogen "Det Blå" med mange dejlige billeder.

Endnu en god efterårsting

Indirekte opfordring til grovspiseri

Det her er vist lidt bagvendt, men jeg synes, det er godt, at det ikke er is-tid længere.

Jeg er ikke den helt store isspiser, men det er der nogle i min omgangskreds, der er, og de fleste gange snupper jeg så en is sammen med dem. Med stor irritation over priserne på iskugler til følge.

Som regel vil jeg gerne nøjes med en enkelt eller to kugler, men man bliver straffet på prisen. Det er godt nok et dyrt papbæger, når kugle nr. 1 koster 22 kr., kugle nr. 2 koster 8 kr. og kugle nr. 4 bare 5 kr.

De "færdige" is er jeg ikke så vild med, kuglerne er lidt bedre, og man kan være heldig og få en rigtig god softice. Hvornår kommer den skyr-softice, vi smagte på Food festivalen i Århus i handelen?

Her kan man ikke engang få lov at nøjes med en enkelt kugle

Jeg kan dog allerbedst lide Ben & Jerry's. Yndlingsvarianten - jeg har langt fra smagt dem alle - er New York Super Fudge Chunk, sikkert fordi der er tæt smag af chokolade. Måske er det meget godt, at den ikke kan fås så mange steder.

Og så efterårsglæder jeg mig over, at de dyre iskugler nummer 1 og 2 overhovedet ikke frister på denne tid af året - HA!

Positive sider ved efteråret

Efteråret er absolut ikke min favoritårstid, så for at det ikke skal blive for trist, har jeg sat mig for hver dag at finde noget godt ved årstiden.

I dag var det noget så simpelt som mit yndlingstræ på vores vej, ahornen i centrum af billedet. Eller lønnen - det lyder egentlig bedre, men er alle ahorn også lønnetræer?

Faktisk er det to træer, men det ser man ikke, når man er på vej op eller ned ad vejen. Jeg fryder mig over de træer på mange årstider, men efterårsfarverne mod den klare blå himmel er et særlig flot syn.

Forleden dag glædede jeg mig over, at det var koldt nok til, at jeg kunne gå med et af mine strikkede tørklæder:

Amy Miller kalder sit tørklæde Pendulum

Jeg er rigtig glad for det, men det har selvfølgelig ligget på lager hele sommeren. Opskriften kan købes på Ravelry her. Min udgave er strikket af Geilsk bomuld og uld. Jeg er ikke gode venner med uld, fordi jeg synes, det kradser, eller også er der fluffy hår, der kommer i øjnene. Det hjælper gevaldigt med noget bomuld i.

Jeg er sur!!!

For lang tid siden blev der i vores kalender under i dag skrevet: Kulturnat. Vi skulle nødig komme til at planlægge noget andet den dag. Da vi for et stykke tid siden ville finde programmet, opdagede vi til vores skuffelse, at kulturnatten i Århus er aflyst.

Øv altså! I 2012 havde vi for første gang tid til rigtig at deltage, og det var bare så sjovt, givende og hyggeligt. Vi syntes også, at det så ud til, at mange andre i mange forskellige aldersgrupper, inklusiv de højhellige børnefamilier, havde samme oplevelse. Måske var der ikke så mange af de endnu mere højhellige unge, men det kan være, fordi vi bare ikke var til "deres" arrangementer.

Jeg synes, jeg bag de forskellige presseomtaler af aflysningen kan læse en skuffelse over, at der ikke har været tilstrækkelig opbakning. I hvert fald økonomisk, men sandsynligvis også mere ideologisk. Det passer meget godt med min erfaring med Århus Kommune som arbejdsgiver. Det, der bare kører og måske endda er en succes, er uinteressant - der skal nye boller på suppen. Hele tiden. Nu har kulturnatten kørt siden 1997, så det er på høje tid at nytænke (et modeord - selvfølgelig på engelsk: rethink - i Århus efter at vi desværre blev kulturby 2017. Mine forventninger kan måles på et meget kort centimetermål).

Den manglende opbakning af det daglige arbejde var en af årsagerne til, at jeg trak mig tilbage fra arbejdsmarkedet, så hurtigt jeg overhovedet kunne få økonomien til at hænge sammen. I biblioteksvæsenet var det, der blev værdsat, stort set udelukkende projekter - jo flere penge, der kunne kradses ind via EU, Biblioteksstyrelsen eller andet, jo bedre var projektet. Mærkeligt nok var det kun meget få af projekterne, der var så vigtige, at de blev videreført efter projektperioden, men på papiret var de allesammen successer.

Den daglige drift, som var det, brugerne satte pris på, blev gang på gang nedprioriteret. De brugere, vi allerede havde, var selvfølgelig heller ikke så interessante, det var meget bedre, hvis vi forsøgte at få fat i nogle andre.

Jeg er helt med på, at der skal udvikling til, men den måde, det foregik (og foregår, hører jeg fra tidligere kolleger) er alt for forceret. Når personalet får så meget presset ned over hovedet, er der ingen overskud til for dem at udvikle og tænke nyt. Så kører det i ring, det bliver ledelsen og nogle få udvalgte, der skal tænke store tanker - og ærlig talt, så er de ikke altid de bedste til det.

I København lever kulturnatten stadig. Næste år tager vi derover.

Eller til Djursland. Jeg synes bare, det er sjovere i lidt større byer, så jeg finder nok på noget helt andet i aften.