Jeg har stadig et enkelt stykke strik fra sidst, jeg strikkede - altså fra omkring 30 år siden.
Det er en vest i mit eget plantefarvede garn plus hvidt og sort. Jeg farvede en masse garn dengang, alt sammen kradsuld, så det var meget begrænset, hvad det kunne bruges til.
En vest burde kunne gå an, men jeg har lige fundet denne frem fra gemmerne og prøvet den, og den kan sagtens stikke igennem en t-shirt. Jeg tror nu, jeg vil begynde at gå med den igen, jeg kan faktisk meget godt lide den.
Det er jo det rene hønsestrik. Det brugte jeg også til sokker, men ellers tror jeg ikke, jeg hønsestrikkede så meget.
Nogle af mønstrene tegnede jeg selv, men andre motiver hentede jeg i korsstingsmønstre. Det gælder også motiverne i vestens medaljoner, som jeg genfandt i bogen Håndarbejds-motiver fra det gamle Peru af Ellen Jensen.
Jeg har lånt den igen, og det er stadig nogle fine mønstre, der er i, synes jeg. De var ikke særlig svære at omsætte til strik.
Bogen udkom i 1979, men jeg mener, jeg brugte den oprindelige udgave, der hed Gamle motiver til korssting fra Peru. Den var i en serie, der hed Høsts kvadratbøger, og der var flere andre korsstingsbøger i serien med motiver fra blandt andet forskellige danske egne, Balkan, Kina og Island.
Når jeg selv tegnede mønstre, brugte jeg perlepapir, der ikke var kvadreret, men "rektanguleret", så størrelsen på et felt passede bedre til en maske, der som bekendt ikke er kvadratisk. Gad vidst om det stadig er til at opdrive?
Hvor er den vest bare flot.
SvarSletJeg har aldrig hørt om perlepapir, men det lyder lidt genialt til strikkemønstre.
Jeg er kommet i tanke om, at jeg vist ikke købte perlepapir, men havde fundet det i en bog med lav-selv indianerting. Havde så bare taget kopier til strikkemønstrebrug.
SvarSlet