Sider

mandag den 31. december 2012

Årets bedste...film

Jeg skulle lige se årets sidste film, inden jeg skulle forsøge at finde den bedste. Det er ikke let! Jeg har set mange film i år, og jeg har set mange gode.

Årets bedste:
Ligesom når der er Oscar-uddeling er det de nyeste, der har størst chancer, for dem husker man bedst, men jeg tror nu alligevel, jeg ender med én, jeg så for nogle måneder siden, nemlig Wes Andersons Moonrise Kingdom.

Den har en god historie, og så er den skør på en måde, der gik rent ind hos mig. Desuden er musikken skøn.

De næstbedste:
bliver en hel kavalkade.

Den sjoveste var helt sikkert De urørlige, instrueret af Olivier Nakache og Eric Toledano og med en meget velspillende Omar Sy i den ene af hovedrollerne.



Den bedste dokumentarfilm, jeg så, var den schweiziske film Børnene fra Mount Napf af Alice Schmid. Den gjorde faktisk et stort indtryk.

Men kommer der ikke en del to? Jeg vil gerne vide, om den lille Laura fik sit diplom året efter.

Aki Kaurismäkis Miraklet i Le Havre var en dejlig feel-good film. Den første film af Kaurismäki, jeg har set. Senere har jeg set flere på dvd.

Jeg havde bildt mig ind, at finske film måtte være sorte og dystre. Det er der kun små glimt af i Miraklet.

Spændingsfilm er normalt ikke min genre. Jeg synes, biljagter etc. er dybt kedsommelige. Men i år har jeg set hele to spændingsfilm, og begge var gode.

Konge dame es spion af Tomas Alfredson hører nu også til i den mest lavmælte ende af genren.

Som altid når det drejer sig om John Le Carré er det en historie, hvor man skal holde begge ører stive og bruge indersiden af hovedet. Det kan jeg godt lide.

Den anden er filmen, vi så lige på falderebet til 2013, nemlig Operation Argo af og med Ben Affleck.

Yderst effektiv spænding må jeg sige, jeg sad i lange perioder alleryderst på sædet. Og skræmmende og nogle gange så virkeligt, at det næsten var fysisk ubehageligt.

Årets skuffelse:
Jeg troede længe, at den største skuffelse ville blive The Artist, hvor jeg synes, historien er alt for tynd og i øvrigt også set før, men den blev her i december slået af Michael Hanekes Amour.

Jeg var ellers meget berørt af Hanekes Det Hvide Bånd, men ikke af Amour. Jeg behøver ikke over to timer for at vide, hvor rædselsfuldt det må være at blive hjælpeløs - både for den hjælpeløse og for de nærmeste pårørende. Moralen af filmen må være: Kræv ikke det løfte af dine nærmeste, at du aldrig skal sendes på hospital eller plejehjem. Det er i hvert fald ikke kærlighed.

Når filmen har fået alle de priser, den har, så tror jeg, det er, fordi Michael Haneke tør være så kompromisløs. Der er bare ingen formildende omstændigheder. Djævelens advokat - i dette tilfælde mig - siger så, at de to personer med deres selvtilstrækkelighed i temmelig høj grad selv har været ude om det.

For et par år siden så jeg den islandske Volcano, der behandlede samme emne, men med mange flere facetter og i øvrigt også med samme slutning. Den kunne jeg meget bedre lide.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar