Sider

torsdag den 18. oktober 2012

Smagen af æbler

Initial æbler i frugtskålen
Jeg kan godt lide æbler, når de vel at mærke er meget søde og ikke for sprøde og saftfulde. Det er ikke mig, der om efteråret længes efter de første danske æbler, som jeg synes er alt for syrlige og "overfriske".

Mit yndlingsæble er Royal Gala. Det er ikke comme il faut i æblekredse. Det er åbenbart ikke en sort, men et registreret varemærke. Jeg ved ikke, om de dyrkes i Danmark, men dem man kan købe er altid fra udlandet, så de skal nok have et lunere klima end det danske. Til gengæld kan de holde sig næsten evigt, hvilket egentligt er dybt suspekt, for hvordan kan det lade sig gøre?

Jeg kan også godt lide Cox Orange, når det er ordentligt modent. De der grønne Cox'O'er, man sædvanligvis præsenteres for nu, holder jeg mig fra. Da jeg var omkring 10 år, plukkede min mor Cox Orange æbler i fynske frugtplantager, og de smagte godt, men først omkring jul.

På madmessen i Ridehuset smagte jeg imidlertid et dansk æble, som jeg godt kan lide. Sorten hedder Initial, og en af forældrene til sorten hedder Gala, så måske er det en slægtning til Royal Galaerne. Bagefter købte jeg nogle i Ganefryd, og ligesom Royal Galaerne bliver de efter min mening bare bedre af at ligge nogen tid, inden de bliver spist, så sødmen rigtig udvikles. Royal Galaerne må for min skyld gerne blive noget rynkede.

Bliver der i øvrigt ikke flere og flere indlæg på bloggen om mad? Måske fordi jeg har mere tid til at beskæftige mig med, hvad jeg putter i munden, nu jeg ikke går på arbejde mere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar