Jeg kan ikke lide...

Dorthes niece på 10 år siger, at man skal smage på noget 7 gange, inden man kan sige, at man ikke kan lide det. Er det mon på samme måde med operaer?

Jeg er normalt ikke en Wagner-woman (jvf. Inspector Morse), og den eneste gang, jeg tidligere har set en Wagneropera (i Musikhuset i Århus), faldt jeg uhjælpeligt i søvn.

Det var vist nok en fejl, at vi var kommet til at købe billetter til Siegfried i operabio, men den var nu ikke så ringe endda med både humor og en meget smuk kærlighedsscene, og musikken er i hvert fald ikke kedelig.

Jay Hunter Morris havde fået kæmperollen - den siges at være det vanskeligste tenorparti overhovedet! - som Siegfried med meget kort varsel, men vi syntes, han var indbegrebet af Siegfried.

Jeg synes dog de næsten 6 timer, operaen varede med pauser, var for meget. Wagner gik givetvis ikke ind for less is more princippet. Og ok, ind imellem kom jeg da til at lukke øjnene.

Ugen efter så vi Mozarts Don Juan, selv om Mozart bestemt ikke er på vores hitliste. Vi købte billetter til den, udelukkende fordi Mariusz Kwiecien skulle synge titelrollen, og en bedre Don Juan kunne vi ikke forestille os. Han var ganske rigtigt også helt perfekt, men det var Luca Pisaroni som Leporello minsandten også. Han var lige ved at overstråle Mariusz, men rollen er sådan set også lidt sjovere.

Forestillingen udmærkede sig ved sin fantastiske besætning, og det er da heller ikke det værste Mozart, vi har hørt, men min yndlingsopera er det nu heller ikke.

Fotoet af Mariusz er lånt fra The Mets side.