Sider

lørdag den 31. december 2011

På vej ind i 2012

Godt strikke-nytår til alle strikkefans og helt almindeligt godt nytår til alle andre.

Kransekagen blev skudt i Stof og Sy i Skanderborg. Den er selvfølgelig strikket. OK, det er måske ikke så selvfølgeligt, men på det seneste har jeg opdaget, at næsten alt kan strikkes.

torsdag den 29. december 2011

Årets bedste...musikoplevelse

Baltic Youth Philharmonic

Årets bedste:

Vi har været til så mange gode symfonikoncerter og operabioer i år, men alligevel er det ikke svært at vælge det allerbedste. Det er symfonikoncerten i marts, hvor Kristjan Järvi dirigerede Århus Symfoniorkester i bl.a. Pärts 3. symfoni. Jeg synes, Pärts musik er så smuk og spændende, og jeg synes, Järvi er en fantastisk og dynamisk dirigent. Huh, det var godt!

Fotoet er et Flickr-foto. Der var heldigvis nogle stykker af Kristjan Järvi med Creative Common licens. Fotografen hedder Johannes Jansson.

Årets næstbedste:
Det er straks meget værre, for som nævnt har vi været til meget godt. Var det en af operabio-forestillingerne - Don Carlos? eller Nixon in China? Nej, jeg tror, det er "opdagelsen" af en for mig indtil nu ukendt komponist, Alan Hovhaness. Det er ikke så ringe at få udvidet sin horisont!

Årets skuffelse:
Har vi været til noget, der skuffede? Det kan jeg ikke huske mere.

tirsdag den 27. december 2011

Jeg vil ikke påduttes...

Jeg kan ikke fordrage, når nogen skærer alle over én kam, og tager mig til indtægt for synspunkter, jeg ikke har. Eksempelvis siger nogle, der får udført sort arbejde eller snyder forsikringsselskaber eller kører for hurtigt (fortsæt selv listen): "Det gør alle jo". Vel gør de da ej! Det kan godt ske, at en hel del gør sådan, men alle?

Forleden hørte jeg Hella Joof i en udsendelse på P2 sige noget i retning af, at nytårsdag er vi jo alle bombede efter nytårsaftens udskejelser. Vrøvl og tal for dig selv, fr. Joof.

Måske er der noget Rasmus Modsat i mig. En yndlings-aversion er begrebet musthave. Når noget bliver udskreget til musthave, så reagerer jeg modsat: Det skal jeg i hvert fald ikke have.

Jeg har ikke noget billede, der illustrerer disse betragtninger, men jeg har da et anderledes selvportræt, så det er det blevet. Det er ikke en Photoshop-manipulation, men et spejlbillede i noget, der ikke er et spejl.

mandag den 26. december 2011

Forsinket fødselsdagsbillede af Sarantoya

Men det blev nu taget på hendes 11 års fødselsdag for to dage siden.
Hun ELSKER bare at ligge sammen med mor i kattesengen!

søndag den 25. december 2011

Æseldyrets hale

Jeg plejer at få tid til at lave enten et julebillede eller et foto af Sarantoya, der har fødselsdag den 24. december, til bloggen sammen med et glædeligt jul til læserne.

Det nåede jeg ikke i år. Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde så travlt med, men der var åbenbart andre ting, der trængte sig på.


I hvert fald skulle jeg have et æseldyr restaureret. Nogle slemme børn havde revet dets hale af, og der var blevet en lang revne i ryggen. Jeg havde for længst fundet noget stof, der kunne bruges til æselhale, og jeg havde også fået købt bånd til sløjfen, men længere var jeg ikke kommet omkring den 20. december, og æselet skulle være færdigrestaureret den 22. december.

Pludselig fik jeg travlt - især fordi jeg havde glemt, at æseldyret også skulle en tur i vaskemaskinen.

Men jeg nåede det - og er selv godt tilfreds med resultatet. Knappen er en fin erstatning for et søm, synes jeg.
Ser Æseldyret ikke også selv lidt tilfreds ud på dette billede - så tilfreds som Æseldyret nu engang kan blive?

GLÆDELIG JUL, Æseldyr og alle læsere.

tirsdag den 20. december 2011

Årets bedste...spisested

Årets bedste:
Der er adskillige kandidater til denne titel: Restaurant Et (igen), lillebroderen TGV caféen på Banegårdspladsen i Århus, Franks i Sæby, men det bedste var trods alt Ruths Brasserie i Gammel Skagen.

Jeg fik to af mine absolutte favoritter: Andelår confit og Gateau Marcel. Begge dele meget veltillavet - så er det svært at hamle op med. Bedre Gateau Marcel fås ikke! Det er jo så også Michel Micheau, der er chefkok på Ruths Hotel, der har opfundet den.

Bundskraberen:
Bundskraberen "oplevede" vi også i vores sommerferie: Aalbæk gl.Kro. Vi havde fået en udmærket kop kaffe en eftermiddag, så vi stolede på, at de også kunne lave mad. Vi var ikke voldsomt sultne, men havde svært ved at finde noget let på spisekortet, så vi endte med den klassiske biksemad. Den var nærmest uspiselig. Den flød bogstaveligt talt i et centimetertykt lag fedtstof (i hvert fald ½ cm tykt), mens kødet var tørt og senet. Ikke godt! Det meste gik ud igen.

torsdag den 15. december 2011

Årets bedste...smykke - del 2

Nu har jeg fået taget et billede af mit andet yndlingssmykke købt i 2011:

Det er en sølvbroche med fugle, duer tror jeg. Jeg spottede den i Victorias Palace mellem duftende sæber, bløde håndklæder og andre lækre sager. I første omgang lod jeg den ligge, men dagen efter måtte jeg tilbage for at se, om den stadig var der. Og det var den heldigvis.

Den er jo ikke ny, men hvor gammel mon den er? Den er stemplet bagpå med "E.S." Ifølge Nobel Antiks liste over danske sølvmærker er der flere, der har haft det mærke, men jeg gætter på, at den rigtige er Einar Sørensen, der var virksom i Hellerup i perioden 1944-1987. Hvis der er nogen, der ved noget om det, vil jeg blive glad for en kommentar.

tirsdag den 13. december 2011

Årets bedste...smykke - del 1



Årets bedste:
er en armring, jeg købte i Göteborg i Designtorget på Vallgatan.

Det er et genbrugssmykke lavet af et kasseret skateboard, og udtrykket er forskelligt alt efter hvilken side, man ser det fra. Meget originalt, synes jeg, og jeg har gået rigtig meget med det. Jeg burde have fået navnet på den opfindsomme fremstiller, men hvis jeg fik det, har jeg desværre glemt det.

Jeg har fået endnu et nyt smykke, som jeg er specielt glad for, men jeg har ikke gået så meget med det endnu, og jeg har heller ikke fået det fotograferet, så det må få et særligt indlæg.

Årets bundskraber er, at jeg har mistet nogle smykker ved et indbrud. Jeg slap billigt, for det var stort set ikke mine yndlingssmykker, der forsvandt, men jeg er dog ret ked af, at mine øreringe af titanium og plexiglas var mellem de stjålne genstande. Jeg har prøvet at finde nogle tilsvarende på nettet, men uden held.

søndag den 11. december 2011

Hurra for Lilit

Det er nemlig hendes 14 års fødselsdag i dag!

Vejret, som man vist ikke kan forvente bedre på denne årstid, fortalte, at hun har været sød i år, men det vidste vi selvfølgelig i forvejen. Lilit er nemlig næsten altid sød.

Billedet blev taget i morges, hvor hun lige var dykket ud fra min dyne for at få lidt sol på trynen.

Vi har været hjemme hos hende næsten hele dagen, og det er den bedste gave, hun kan få, tror vi - og for resten den samme som sidste år.

torsdag den 8. december 2011

Jeg kan ikke lide...

Dorthes niece på 10 år siger, at man skal smage på noget 7 gange, inden man kan sige, at man ikke kan lide det. Er det mon på samme måde med operaer?

Jeg er normalt ikke en Wagner-woman (jvf. Inspector Morse), og den eneste gang, jeg tidligere har set en Wagneropera (i Musikhuset i Århus), faldt jeg uhjælpeligt i søvn.

Det var vist nok en fejl, at vi var kommet til at købe billetter til Siegfried i operabio, men den var nu ikke så ringe endda med både humor og en meget smuk kærlighedsscene, og musikken er i hvert fald ikke kedelig.

Jay Hunter Morris havde fået kæmperollen - den siges at være det vanskeligste tenorparti overhovedet! - som Siegfried med meget kort varsel, men vi syntes, han var indbegrebet af Siegfried.

Jeg synes dog de næsten 6 timer, operaen varede med pauser, var for meget. Wagner gik givetvis ikke ind for less is more princippet. Og ok, ind imellem kom jeg da til at lukke øjnene.

Ugen efter så vi Mozarts Don Juan, selv om Mozart bestemt ikke er på vores hitliste. Vi købte billetter til den, udelukkende fordi Mariusz Kwiecien skulle synge titelrollen, og en bedre Don Juan kunne vi ikke forestille os. Han var ganske rigtigt også helt perfekt, men det var Luca Pisaroni som Leporello minsandten også. Han var lige ved at overstråle Mariusz, men rollen er sådan set også lidt sjovere.

Forestillingen udmærkede sig ved sin fantastiske besætning, og det er da heller ikke det værste Mozart, vi har hørt, men min yndlingsopera er det nu heller ikke.

Fotoet af Mariusz er lånt fra The Mets side.

søndag den 4. december 2011

Citater om katte #8





Tredje kattecitat på stribe:

Katte er sat i verden for at gendrive det dogme, at alle ting er skabt for at tjene mennesket.
Citat: Paul Gray.

Det er Lilit, der på billedet gør sig som prinsessen på ærten.