Jeg - en kartoffel

De her blå handsker bruger jeg, når jeg trænger til at få gang i blodcirkulationen og få fjernet de døde hudceller.

Jeg købte dem i Romulus-badene i Skallerup Klit i efteråret. Da jeg havde været pakket ind i alger, og algerne bagefter var skyllet af, blev de sidste rester fjernet ved hjælp af sådan nogle blå kradse-handsker. Huden var ekstremt blød og glat bagefter, sikkert både på grund af alger og handsker.

Jeg købte altså et par handsker med hjem, og bortset fra farven ligner de præcis de brune handsker, vi bruger om sommeren til at skrabe nye kartofler med. Handskerne var uforskammet dyre i forhold til kartoffelhandskerne, men beløbet kunne trods alt ikke slå mig i rysten.

Så nu leger jeg af og til kartoffel og får fjernet alle de døde hudceller. Jeg har i tidens løb haft diverse andre "redskaber" til at sætte gang i blodcirkulationen i huden - hamphandsker og lignende, men de her er bare bedre. En kartoffelkur kan godt anbefales - og jeg tror sagtens, man kan nøjes med de billige handsker, hvis man kan få fingre i sådan et par.

Sidste sjal i 2010

Det sidste sjal, jeg gjorde færdigt i 2010, var et mørklilla sjal strikket i Lucca Fino.

Det er ikke det letteste sjal, jeg har strikket. Det tog lidt tid, inden jeg havde memoreret mønsteret, men det lykkedes, inden sjalet var færdigt.

Det er foreløbig gået i gavekassen. Selv om jeg synes, det er lækkert, er jeg ved at have sjaler nok.

Jeg bliver nok nødt til snart at strikke noget andet end sjaler, tilbehør og babytøj. Altså et større arbejde så som en trøje eller bluse til mig selv. Jeg ved ikke rigtig, om jeg vover at strikke en ulden trøje. Godt nok er der kommet mange meget lækre garnkvaliteter, men jeg er bange for, jeg stadig synes, det er for varmt at gå med ulden strik.

Men ellers må jeg lave noget i bomuld eller hør eller lignende - det er bare ikke så rart at strikke med som uld, synes jeg. Jeg plejer mere eller mindre at designe mine modeller selv, så det er et lidt større projekt. Lige nu strikker jeg sokker og diverse klædningsstykker til at tage om halsen. Meget overskueligt!

Næsten forår

Nå ja, det er nok at tage munden for fuld, men det var da dejligt vejr i dag! Man skulle være et skarn, hvis man ikke gik ud for at få en mundfuld frisk luft, mens solen var på himlen, når man nu havde tid til det. Så det gjorde jeg - bevæbnet med kameraet.

Birketræerne er så dekorative med de hvide stammer mod den blå himmel.

En enkelt overlevende snemand.

Lige et vejr til at få pudset ruderne. Vores vinduespudser havde også været på besøg i dag, meget velvalgt.

Næsten slut med solen for i dag.
Men månen står snart op, og den er også værd at kigge på, næsten fuld som den er lige nu.

I suppekøkkenet

Vi var i suppekøkkenet i søndags.

Jeg lavede en pureret linsesuppe, som er kommet i fryseren, og Dorthe lavede en indisk rissuppe, som vi tit laver.

Det er en suppe, der er meget tæt i konsistensen, den har næsten mere karakter af en sammenkogt ret end af suppe. Vi synes, den smager godt, den er meget hurtig at lave, og den er god til en dårlig hals, hvilket var aktuelt i søndags. Det er det for resten endnu, men rissuppen er altså spist.

OPSKRIFTEN

2 dl langkornede brune ris

1 stort løg

1 spsk smør

1 spsk olie

2-3 stilke bladselleri

1 stort syrligt æble (gerne Belle de Boskop)

1 spsk god karry

1 spsk mel

1 l bouillon

1 dåse flåede, hakkede tomater

salt, peber

Eventuelt kokosmel eller kokosflager.

Løget pilles og hakkes og svitses sammen med de skyllede ris i fedtstoffet.

Bladselleri og æble skæres i ikke for små stykker og tilsættes. Det er bedst, hvis der en lille smule bid i selleristykkerne og lidt fasthed i æblestykkerne, når suppen er færdig. Man kan også vente med at tilsætte disse to ingredienser, til suppen har simret 5 minutter.

Karryen drysses over, og der røres rundt.

Den varme bouillon hældes over.

Suppen simrer ca. 20 minutter, til risene er møre.

Tilsæt tomater og smag til med salt og peber.

Kan drysses med ristet kokosmel eller kokosflager - det gør vi nu aldrig, men det står i vores opskrift.

Suppen egner sig ikke til frysning, men den er god at tage med til frokost på arbejde næste dag, for den kan godt spise kold, hvis man ikke har mulighed for at varme den op.

Dyrevelfærd

Jeg er ikke hverken vegetar eller fanatiker (ikke ret meget i hvert fald :-) men jeg synes, man skal behandle alle dyr ordentligt, og jeg prøver så vidt muligt selv at agere efter det. Somme tider bliver jeg bare snydt.

Eksempel nummer 1: I denne vinter har jeg været utilfreds med min gamle dyne. Jeg kunne simpelthen ikke holde varmen, så jeg besluttede at investere i en ny, når der blev udsalg. Altså drog jeg til Salling, som tit har gode dyner på udsalg.

Jeg kiggede på adskillige og fandt ud af, hvilken jeg ville have, da jeg i sidste øjeblik kom i tanke om, at jeg selvfølgelig ikke kunne købe en dyne, hvor der var risiko for, at dunene var blevet plukket af ejerfuglen i levende live. Forfra igen! Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at kun Ringsted Dun garanterer, at deres fyld ikke kommer fra levende dyr. De dyner var godt nok ikke på udsalg, men så måtte jeg jo betale prisen.

Jeg blev snydt med det med udsalget, men jeg blev ikke snydt med dynen. Det er en superlækker gåsedunsdyne, og der er ingen problemer med at holde varmen. Eneste problem er, at nu er det ekstra svært at komme ud af fjerene om morgenen.

Eksempel nr. 2: I går aftes var jeg ude at spise sammen med et par veninder. Vi havde bestilt bord på Le Pagnol (Furebys efterfølger). Jeg havde undersøgt deres menukort på nettet og til min tilfredshed konstateret, at der ikke var foie gras involveret.

Da vi kom derind, var menukortet bare blevet skiftet ud i mellemtiden (det menukort, der hang udenfor, var stadig det gamle), og nu var der foie gras i en af hovedretterne. Snydt grønært!

Maden var i øvrigt lækker, selv om vi altså ikke fik det, vi var kommet efter, men jeg syntes, tempoet var lidt for højt. Lørdag aften har man som regel ikke så travlt med at få proppet i hovedet, og jeg tror heller ikke, de kunne nå at servere for endnu et hold gæster ved vores bord. Trods alt er det nok bedre, end hvis der er alt for lang ventetid.

Det er en hyggelig restaurant - ærgerligt med foie gras'en.

Citater om katte #1

Jeg plejer næsten altid at købe en vægkalender på vores decemberbesøg i Flensborg eller Hamborg. Udvalget er kæmpestort, og jeg vælger stort set altid en lækker fotokalender med et af mine yndlingsdyr - ulve, bjørne og hvaler er nogle af de motiver, jeg har i lageret.

Jeg kan nemlig ikke nænne at smide dem ud. Denne gang ville jeg genbruge, hvis jeg havde en liggende, hvor 1. januar var en lørdag, og så måtte det ikke være skudår.

Vist nok 2005 opfyldte kriterierne, men lige præcis det år havde jeg åbenbart ikke gemt. Altså var jeg nødt til at købe en ny.

Jeg faldt for en lidt mindre kalender med sort/hvide kattefotos. Der er kun 2 uger på hvert blad og ud over fotoet er der et citat om katte.

Katten i sneen på det første blad er helt bedårende, synes jeg, og absolut en medvirkende årsag til at jeg besluttede mig for denne kalender. Det er Hemingway, der er ophavsmand til citatet, der i min og Dorthes oversættelse (fra tysk) lyder: Katte opnår uden besvær noget, som helt er nægtet os mennesker: at gå gennem livet uden at støje.

En pakke med blødt og duftende indhold

Heldigvis arbejdede jeg sent i dag, så jeg var hjemme, da pakkeposten kom med en pakke til mig.

Selv om jeg godt vidste, at der var garn, jeg havde bestilt hos Livi Strik, i pakken, var det selvfølgelig alligevel spændende at åbne den.

Egentlig skulle jeg kun have kittet med det store hæklede sjal med navnet Henny. Det har jeg været forelsket i, siden jeg første gang så et billede af det. Da jeg så bestilte det, røg der lidt ekstra på bestillingslisten, nemlig et par nøgler strømpegarn og et bundt sari-silke, som jeg ikke lige nu ved, hvad jeg skal bruge til. Strømpegarnet skal bruges til sokker. Jeg har læst et eller andet sted, at man altid skal have mindst ét par sokker på pindene. Det er jeg måske ikke helt enig i, men faktum er, at jeg kun har et enkelt ubrugt nøgle liggende, så det er ikke det rene frås.

Men der var nu også en overraskelse i pakken, nemlig det fine lille lavendelhjerte, som hele pakken duftede af. Det er altså en god start på dagen at få sådan en pakke.

En fuldfed opera

Det var, hvad vi fik serveret i operabio i dag, da vi så Verdis Don Carlos - og det er altså ment som en stor ros. Carlos er spanske Filip IIs søn, som til venstre ses på et maleri af Velazquez.

Det var en ny opera for os, og helt ærligt kan jeg godt forstå, at det ikke er den opera, der tiest er på turneprogrammet. For det første varer den næsten 5 timer. For det andet er der ikke mindre end 6 meget store og krævende roller. Plus orkester, mindre roller og kor, selvfølgelig. Den opera har simpelthen alt, synes jeg, og det kræver sit operakompagni.

The Mets udgave var fantastisk, og de knap 5 timer var ikke spor for meget Det er så dejlig musik, der er fantastiske arier, vidunderlige duetter og stykker, hvor flere synger sammen (hvad hedder de?) og korpartier. Det vil være uretfærdigt at fremhæve nogen af de medvirkende, for de var allesammen fremragende! Nå ja, det var altså Roberto Alagna i titelpartiet. Billedet er et af mine egne fra dengang, han gav koncert her i Århus.

Det er også en god historie. Den er efter Schillers skuespil med samme navn. Det så vi for en del år siden i en opførelse med det kongelige. Også skuespillet varede omkring 5 timer - og det var til gengæld alt for langt, vi kedede os bravt. Jørgen Reenberg spillede Filip II, og alle de andre medvirkende virkede som dilettanter ved siden af.

Men Verdi var god, og jeg har fået en ny Verdi-yndlingsopera.

Et regnbuefarvet sjal

Dorthes regnbuefarvede sjal blev færdigt for et stykke tid siden, men jeg har først fået det fotograferet nu.

Jeg er utilfreds med billedet, for sjalet er flottere i virkeligheden. Billedet yder ikke de meget lange farveforløb i Kauni-garnet fuld retfærdighed. På billedet ser sjalet stribet ud, i virkeligheden løber farverne meget langsommere over i hinanden. Farverne blev heller ikke korrekte i den skarpe vintersol; for eksempel er den blå farve mere turkis.

Det kunne mit kamera altså ikke klare. Jeg skal vist snart have gjort alvor af at få købt et nyt. For resten kunne jeg da prøve at tage et billede med mit andet kamera.

Der blev en ganske lille smule garn tilbage - lige nok til et par handsker. Der var ikke mere blåt og lilla tilbage, men det var lige meget, for der kunne alligevel ikke være blevet plads til hele farveforløbet i så lille et arbejde. Man kan næsten bedre se, hvordan farverne glider over i hinanden på dette billede.

Er de små pinde ikke sjove? De er perfekte at strikke fingre på. De lå sammen med et par nøgler strømpegarn i strikkekurven, da jeg fik den til min fødselsdag. Jeg havde aldrig set pinde i den størrelse før.

Minder

Bitsjka
Originally uploaded by cats_in_blue

I dag er det nøjagtig 25 år siden, vores første kat blev født.

Bitsjka, Bitser eller Bitseren som vi kaldte hende - i virkeligheden hed hun Bitsjkova - var en helt usædvanlig personlighed. Hun lærte os for alvor, hvad det ville sige at have kat.

Noget af min familie var ikke helt tilfredse med det vanskelige navn. En af mine tanter kaldte hende hele livet Whiskas.

Bitsjka og jeg var sjælesøstre, og vi var meget tæt knyttet til hinanden. Når hun lå på mig på sofaen, lå vi hjerte mod hjerte - så kaldte jeg hende Lille Hjerte. Hver eneste nat sov hun på en pude ved siden af min med min ene arm omkring sig. Det er der ingen af vores andre katte, der har villet.

På billedet er Bitsjka 3 år gammel. Hun var en lidt svagelig kat, og til min store sorg døde hun allerede 11 år gammel. Det er jo mange år siden nu, og nu er der kun de gode minder tilbage. Ydermere har Lilit tillagt sig nogle af de samme særheder som Bitsjka - så som at jeg er den eneste, der du'r. Det føler - og følte - jeg mig selvfølgelig vældig beæret over.