Weekend med dans og opera

Så er weekenden desværre næsten gået - for vores vedkommende var det en dejlig travl en af slagsen.


Lørdag var vi til dans næsten hele dagen. VM i standard plus en latinturnering og en ungdomsturnering også i standard. Bortset fra at det hele først startede kl. 12 til trods for, at der stod kl. 10 på billetterne, var det en fint afviklet turnering, som efter vores mening fik de rigtige vindere.

Det øverste billede er til Benedikte, for det er hendes danselærere, Bjørn Bitsch og Ashli Williamson. De klarede sig fint og gik til semifinalen.

En af grundene til, at jeg godt kan lide dans, er musikken, og selv om det ikke var levende musik i går, var den rimeligt god. Jeg er godt klar over, at danserne helst vil have dåsemusik, men egentlig synes jeg, at når det er VM-klassen, så burde de også kunne danse til levende. Men altså, musikken var ok i går.

Det er i hvert ikke for kjolernes skyld, jeg kommer. De er noget voldsomme og overdrevne. Lidt nytænkning - eller nydesign - ville ikke være af vejen

I dag var vi så igen til operabio. Puccinis Turandot i en Zeffirelli-iscenesættelse. Superflot - der var noget at kigge på! Man kan bestemt ikke beskylde Zeffirelli for minimalisme. Og der var også noget at lytte til med Maria Guleghina, Marina Poplavskaya og Marcello Giordani, som vi efterhånden har set en del gange, i de tre største roller. Det har indtil nu været den bedste forestilling i denne sæson, og så kan jeg godt se igennem fingre med, at Caláf er et af de ikke helt få fæhoveder i operalitteraturen.

Den blå time

Jeg havde min anden seniordag sidste fredag, og jeg havde planer om bl.a. at holde blå time: Sætte en god cd på og sætte mig lige så stille med en kop te og nyde musikken. Det blev nu ikke til noget, men jeg tog revanche i dag, hvor jeg havde fri allerede kl. 16 - hvilket jeg ikke plejer at have om onsdagen.

Altså hjem i en fart, sige goddag til kattene og give dem lidt at spise, før jeg lavede te og slog mig ned foran afspilleren til Mahlers Lieder eines fahrenden Gesellen. Skønt! Men så kunne jeg altså heller ikke sidde stille længere. Til Kindertotenliederne, der kom bagefter, var jeg nødt til at foretage mig nogen mere end bare at sidde og lytte. Jeg skal vist træne lidt mere i at vegetere.

For en uges tid siden faldt jeg over en cd med en røst fra fortiden, nemlig Jorma Kaukonen. Ham hørte jeg rigtig meget, da han spillede i Jefferson Airplane og Hot Tuna. Jeg googlede ham og fandt ud af, at Hot Tuna faktisk spiller endnu. Jeg kunne godt holde ud at høre hans egen cd, men det var trods alt kun nødvendigt at høre den én gang. Han kan selvfølgelig stadig spille guitar, men det er noget mere poleret end for 40 år siden. Måske ikke så underligt, manden bliver 70 næste år.

Jeg syntes dog ikke, jeg udseendemæssigt kunne kende den ældre Jorma Kaukonen i den unge, hvilket viste sig at være meget forståeligt. Ham, jeg huskede som Jorma Kaukonen, og som jeg syntes så rigtig lækker ud med pandebånd og runde briller, var slet ikke Jorma, men bassisten Jack Casady. I 1970 vidste jeg altså godt, hvem der var hvem! Jeg fandt en video på YouTube med Hot Tuna incl. Jack Casady med udstyr, og den er slet ikke så ringe endda.

Mildt vejr

Så fik vi alligevel en tiltrængt dag med mildt novembervejr - og heldigvis på en søndag!

Før vi kom ud i vejret, var vi til vores anden operabio, denne gang Verdis Aïda. Det er unægtelig noget af en karnevalsopera, og det så absolut ud til, at både scenograf og kostumier havde moret sig pragtfuldt.

Da jeg så den i Århus for en del år siden i en opførelse med et eller andet østeuropæisk - eller var det tyrkisk? - operakompagni, var selveste Nilen på scenen. Det var den ikke i The Mets udgave, til gengæld var der adskillige levende heste. I ældre tid var det vist elefanter, men det er man da heldigvis holdt op med. På en eller anden måde kan jeg ikke tage Aïda helt alvorligt, men skøn musik, det er det.

Efter operaen gik vi en tur i det dejlige vejr langs stranden. Det var der, jeg fik billedet af refleksionerne i vandet.

På vej derud kom vi forbi en antikbutik med ophørs-

udsalg på Skt. Pauls Plads. Det måtte vi selvfølgelig se, men der var nu ikke noget, jeg absolut måtte eje. Til gengæld var der et dejligt lys på Pauls Kirke, så der kom et par fotos med hjem.

Naturalier

Sidste weekend var det tiden for vores årlige venindekomsammen, som denne gang blev holdt her i Århus.

Vi plejer vist ikke at give værtindegaver. Dels har vi allesammen det, vi behøver, og hvis vi ikke har det, køber vi det, når det ellers er i værtindegavestørrelsen rent økonomisk.

Hvis vi skal have smågaver, foretrækker vi naturalier - og det fik vi denne gang. Elsebeth fra Augustenborg kunne huske, at vi havde rost nogle tunfrikadeller fra en delikatesseforrretning i Sønderborg i høje toner. Vi stiftede bekendtskab med dem, da vi for nogle år siden var i sommerhus i Mommark. Måske hedder forretningen Schmidts Delikatesser, men jeg er ikke sikker.

Minsandten om Elsebeth ikke havde 4 styks med til os. MUMS! De er fortæret nu.

Forresten fik vi også nogle ekstremt lækre tunbiff - eller hed det fiskebiff? - da vi var på ferie i Göteborg. De blev forhandlet hos vores lokale fiskevogn, som holdt på fortovet lige ud for vores opgang - og den holdt der hver eneste dag!

Jeg har forsøgt at lave dem efter, men uden den store succes. Jeg tror, at forretningen måske selv hakker tunen, hvor jeg brugte dåsetun. Men hvis der er nogen, der har en opskrift på nogle gode tunfrikadeller, så vil jeg gerne prøve den.

Forventninger

Endnu en god ting ved vinterhalvåret: Operabio. Der var premiere, hvis man kan kalde det sådan, i dag, og i hvert fald var der en forventningsfuld og meget hyggelig stemning i biografen. De operasøndage er bare noget af det bedste!

Det er jo Allehelgensdag i dag, og biografen var stadig vældig pyntet op efter Allehelgensaften - eller på nudansk: Halloween. Græskar, skeletter, edderkopper og deres spind og andre hyggelige ting i mængder overalt i foyeren.

Premiereoperaen var en af mine yndlinge: Puccinis Tosca. Desværre med Karita Mattila i titelpartiet. Hun synger fremragende, men jeg har det stadig ikke godt med hendes udstråling eller mangel på samme. Det var meget bedre her end i Manon, for i modsætning til Manon kanTosca udmærket være en endog temmelig moden kvinde, men nærbillederne gør altså ikke noget godt for Mattila.

Dorthes niece har set denne udgave af Tosca "i virkeligheden" på The Met og syntes vist, at den var lidt tør - eller måske snarere lidt for meget opera, men jeg var nu meget godt tilfreds med iscenesættelsen. Også med de mandlige hovedroller, især var George Gagnidze ondskaben selv som Scarpia, og Marcelo Álvarez sang guddommeligt som Cavaradossi. Så vi kom fint fra start!