Sider

søndag den 19. april 2009

Sæsonafslutning

Så har vi været til vores sidste operabio i denne sæson. Jeg var godt nok ikke rigtig vågen, da vi skulle af sted, for vi var på besøg hos venner i går aftes og var kommet for sent i seng, men jeg skal love for, jeg blev vågen i biografen.

Jeg havde også glædet mig rigtig meget til denne forestilling, Bellinis Søvngængersken, med Nathalie Dessay og Juan Diego Flórez i hovedrollerne, og jeg blev bestemt ikke skuffet.

Det er den mest helstøbte forestilling, vi har set i sæsonen. Den var sat op som en prøve på operaen, og det gav en ekstra dimension med alle sangerne - og for den sags skyld også hele koret - som både "sig selv" og som rollerne i operaen.

Både Dessay og Flórez er fantastiske bel canto sangere, og det blev rigtig udnyttet, og det gjorde Dessays store komiske talent også. De ser også godt ud - Flórez gør i hvert fald. Dessay er ikke en klassisk skønhed, men hun kommer i den grad ud over scenekanten, og hun kan sagtens agere en ung pige både i stemme, krop og bevægelser.

Jeg sad og nød det hele med et stort smil på næsten hele tiden, så jeg til sidst havde helt ondt i kæberne. Dejligt, dejligt, dejligt...

Denne sæsons højdepunkter har for mig været Søvngængersken, Lucia di Lammermoor og Dr. Atomic. Nu glæder vi os til næste sæson!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar