Kom tilbage, J.P.F.

Som jeg allerede har nævnt fik vi set en masse kunstskøjteløb i vores ferie. VM fra Los Angeles i TV. Det er selvfølgelig ikke det samme som at være der selv (billederne er fra sidste års VM, som vi havde den store fornøjelse at overvære), men det er bedre end ingenting, og det må siges til Eurosports ros, at de sender ret meget. Og det var også nogle rigtig gode konkurrencer.

Det samme kan desværre ikke siges om Eurosports kommentatorer - faktisk er de af og til ved at drive mig til vanvid. Der er 4 styks, 3 mænd og 1 kvinde, som "underholder" 2 og 2 sammen. De er allesammen selv tidligere skøjteløbere (mere eller mindre elite-), så de burde vide bedre, men jeg synes, de er ekstremt dårlige.

For det første er de vildt partiske: Hvis deltagerne kommer fra USA eller allerhelst Canada, kan de næsten ikke sætte en skøjte forkert. Jeg synes også, at nogle af de nordamerikanske løbere er vældig gode, men ikke pr. definition.


For det andet er deres musikalske ballast ynkelig. Musikken betyder rigtig meget i skøjteløb, og så er det bare ikke godt nok, når kommentatorernes viden groft sagt kun indbefatter Safri Duo og musik fra diverse storfilm. På trods af den sportslige karriere er de 4 tydeligvis heller ikke særlig musikalske, de kan simpelthen ikke se, om udøverne følger musikken eller ej.

Man skulle så tro, at man i det mindste kunne få kommenteret det tekniske niveau, og om de forskellige krav bliver opfyldt, men det kniber faktisk også. Det opdagede vi, da vi genså en af konkurrencerne på Sverige, hvor vi straks fik en hel masse at vide, som de danske kommentatorer overhovedet ikke havde omtalt - og som vel at mærke havde stor betydning for karaktergivningen.

I stedet får vi at vide, hvad der "taler" til lige præcis vores kommentatorer. Og hvis det "taler" til dem, så regner de automatisk med, at så "taler" det til alle. Især er det slemt, når de to ældste herrer kommenterer mændenes konkurrencer, og ærlig talt er det nok også en fejl at sætte mænd til at kommentere mænd. Hvem er det egentlig, der har mest forstand på, om mændene kommer ud over rampen? Ja netop: kvinder!

Den forrige kommentator, John Post Ferdinandsen, kunne nu godt kommentere både mænd og kvinder, så kan vi ikke få ham tilbage??? PLEASE!!!

Ferieuge

Vi har haft ferie i denne uge, primært for at se VM i kunstskøjteløb fra Los Angeles - det vender jeg tilbage til.

Men vi har nået en masse andet også. I weekenden foredrag om Berlin både lørdag og søndag og spisning med venner lørdag. Tirsdag var vi til naturvidenskabeligt foredrag, onsdag til et litteraturarrangement, og i går aftes var vi til symfonikoncert.

Det blev en af de bedste symfonikoncerter, vi har været til i denne sæson. Da vi først havde overstået en af Haydns utallige symfonier (Haydn står ikke på min hitliste, jeg synes han er kedelig, men denne var nu ikke en af de værste), blev det rigtig, rigtig godt.

Carl Nielsens er i hvert fald ikke kedelig, og hans klarinetkoncert med unge Mathias Kjøller som solist var minsandten også spændende.

På billedet er nogle af de store mæssingblæsere ved at blive gjort klar til på efter pausen at skulle i gang med Mussorgskijs Udstillingsbilleder i Ravels instrumentering.

Udstillingsbilleder har jeg kendt og holdt af, siden jeg gik i gymnasiet. Jeg har hørt den utallige gange på plade og cd, men det var første gang, jeg hørte den i en koncertsal, og det er godt nok en helt anden og meget mere intens oplevelse. Det var en rigtig dejlig aften!

Glædeligt forårsjævndøgn!

Tænk at dag og nat allerede er lige lange! Selv om det ikke er så flot vejr som de foregående dage, så føles det også stadig som forår, og hvor er det dejligt.

Jeg mærkede en tydelig havekriblen i fingrene i den forgangne uge, og selv om jeg for et par dage siden egentlig var træt efter arbejde, så kriblede det så meget, at jeg måtte ud med hækkesaksen. Til lavendlerne, forstås. I år tror jeg, det blev en passende beskæring og ikke som sidste år, hvor jeg var bange for, at jeg havde skåret for meget af. Jeg har også lavet lidt mere forårsoprydning, så forårsblomsterne ikke er dækket til at sidste års visne stauder.

Der er ikke styr på farverne i vores have om foråret, bl.a. er der erantis i den blå have. Jeg er ikke så vild med erantis og har forsøgt at komme dem til livs, men de er ukuelige, og nu får de lov at brede sig. Jeg er da sådan set også meget glad for dem, når de kommer inden vinteren er slut, men de er altså meget gule!

De små blålilla krokus er jeg derimod meget tilfreds med, og dem er der rigtig mange af. Også nogle stykker i vores mini-græsplane, der - som det tydeligt ses på billedet - trænger til en kærlig hånd. Men det får den ikke, før krokusserne er afblomstret.

Hvor dum kan man være?

Grænserne er i hvert fald ret vide!

I går var jeg med bus til arbejde, fordi bilen var på værksted. Den havde en læk i kølesystemet og skulle desuden have fundet sine sommersko frem. Heldigvis! Både fordi det er tegn på forår, og fordi de er kønnere. De sidder nemlig på alufælge, det gør vinterdækkene ikke.

Jeg skal med mindst 2 busser fra mit værksted til arbejdet. I går slap jeg med 2. Da jeg steg ind i bus nr. 1 og forsøgte at klippe det buskort, jeg havde fundet frem hjemmefra, gav automaten en protesterende lyd, og det hjalp ikke, at jeg forsøgte mig flere gange. Heller ikke chaufføren kunne få det til at virke, så til sidst erklærede han, at turen måtte være gratis.

Som det lovlydige menneske jeg er, forsøgte jeg igen i bus nr. 2. Igen uden held, men denne gang var chaufføren mere klartskuende: Klippekortet var slet ikke til bussen. Og nej, nu kunne også jeg se, at det klippekort, jeg havde bevæbnet mig med, var fra en sundhedsmesse, jeg var på for over et år siden. Klippekortene blev uddelt nærmest som en gimmick, tror jeg. I hvert fald har jeg ikke brugt det til noget, og det dur altså heller ikke i de århusianske bubysser. Pokkers også!

Kultur 3

Fredag aften var vi til Mummenschanz, en schweizisk mime-trup. De er bestemt ikke helt almindelige, og det var rigtig sjovt. Utroligt hvad de fire medvirkende kunne udtrykke med få, men usædvanlige, midler.

Vi morede os rigtig godt, men måske er det alligevel lidt hurtigt glemt. Hvis jeg som en anden smagsdommer skulle vælge et af de tre arrangementer (som alle er anbefalelseværdige og også alle er overstået) så bliver det helt sikkert Lucia di Lammermoor, jeg vælger.

Kultur 2

Et par dage efter symfonikoncerten stod der operabio på programmet: Lucia di Lammermoor af Donizetti med selveste Anna Netrebko i titelpartiet. Og nøj, hvor er hun da fantastisk! Sikke mange udtryk, hun har i sin stemme. Jeg må give mig, hun er lige så god som Angela Gheorghiu, og jeg kan godt forstå, der blev udsolgt til hendes koncert i København næste efterår på bare 14 minutter. Nu må Musikhuset her i byen også se at komme på banen, tak, for vi er altså ikke lykkelige indehavere af billetter til koncerthuset.

Selve operaen var for resten også god, efter en roman af Walter Scott og meget dramatisk med masser af højdepunkter. Den har fået en plads på listen over favorit-operaer.

En for mig indtil da ukendt Mariusz Kwiecien sang og spillede Lucias onde bror, og det gjorde han fremragende, mens Piotr Beczala (heller ikke en af mine bekendte) var hendes elskede. Egentlig var vi blevet lovet Rolando Villazón i den rolle, men han var altså blevet skiftet ud. Vi kunne ikke klage over Beczalas sang, men hans skuespillermæssige præstation var ikke noget at prale af.

På trods af denne lille anke er det en af de allerbedste operabioer, vi har været til.

Kultur 1

Vores kulturelle arrangementer ligger tæt i denne tid. For 1½ uge siden var vi til symfonikoncert, hvor der blev spillet Charles Ives, Mahler og Brahms.

Charles Ives stykket var så kort, at det næsten ikke var der, og Brahms er jeg ikke så vild med - det kommer måske - men Mahler er jeg rigtig glad for. Det var hans Des Knaben Wunderhorn-sange, og hvor det tidligere var hans symfonier, jeg bedst kunne lide, så er jeg nu blevet meget glad for hans sange - dem vil jeg fordybe mig mere i, når jeg får mere tid!

Jeg syntes, man tydeligt kunne høre inspirationen fra folkemusikken, og jeg syntes også, der var en lighed med noget af min absolutte yndlingsmusik, nemlig Canteloubes Auverne-sange, hvor det også er den folkelige musik, der er den store inspiration.

Jeg har læst en bog...

...nå ja, det sker da af og til, at jeg læser en bog. Som regel har jeg 2-3 stykker liggende på natbordet, men det går kun langsomt fremad, for jeg falder næsten altid hurtigt i søvn. Også selv om det tit er krimier, jeg er i gang med.

Men da jeg læste Dancing Charlie af Lars Johansson, måtte jeg bevidst lægge bogen fra mig, når jeg syntes, at nu skulle jeg altså sove. Jeg har lidt svært ved at præcisere, hvorfor jeg syntes godt om bogen, men det var i hvert fald noget med, at hovedpersonen udviklede sig. Eller rettere sagt, mit syn på hovedpersonen ændrede sig, efterhånden som der blev afdækket flere og flere lag i ham.

Det er også en interessant historie, forfatteren fortæller, og så skriver han simpelthen i et godt og billedskabende sprog. Jeg var meget imponeret af, at han beskriver et stykke musik over flere sider, og jeg kunne høre inden i hovedet, hvad det var for et musikstykke - meget hurtigt og lang tid før komponist og titel blev nævnt. God bog!