Da vi havde ferie, besøgte vi adskillige af de bornholmske kunstnere og kunsthåndværkere. Bare for at nyde, vi skulle ikke have noget med hjem, for ærlig talt så mangler vi ikke noget. Tværtimod kniber det af og til med pladsen. Men vi kunne nu ikke helt dy os...
Som bekendt er der især mange keramikere og glaskunstnere på Bornholm. Glaskunst er normalt ikke noget, der siger mig noget videre. Jeg kan godt lide glas til brugsting, men glasKUNST er altså ikke lige mig.
Else Leth Nissen, der bor i nærheden af Åkirkeby, er dog en undtagelse. Hendes ting kan jeg virkelig godt lide, og nu bor en af hendes fine skåle hos os.
En anden ting, vi fik med hjem, var en lille stentøjsskål lavet af Eva Brandt i Rønne. Ikke ret stor og for den sags skyld heller ikke ret dyr, men jeg er urimelig glad for den lille skål. Den er så dejlig både at se på og at røre ved, synes jeg. Den er fotograferet foran lavendelbedet, som netop nu står i fuldt flor.
Inden vi tog rundt til værkstederne, havde vi besøgt Grønbechs Gård - også kaldet Kunsthåndværkets Hus - i Hasle. Det havde vi stor fornøjelse af. Vi fik et tydeligt indtryk af, hvilke værksteder vi ville besøge, og hvilke vi ikke ville brug tid på. Det kan godt anbefales!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar