Blåvands flotteste fyr

 er helt sikkert ham her:

Vi var en uge i Blåvand, og vi mødte ham to gange. Første gang på selveste Fyrvejen - vejen der går fra Blåvand by til Blåvandshuk Fyr. Man kan ikke se det på billedet, men på den anden side af den i øvrigt ret befærdede vej stod folk i klynger med deres mobiler. En ansat i et af sommerhusudlejningsfirmaerne fortalte, at han tit er på bytur, og at han er blevet lidt af en maskot for byen.

Annett og jeg gik over i Kongen af Blåvands side, og han var bedøvende ligeglad. Han var ved at spise sin morgenmad, basta!

Senere mødte vi ham i et sommerhusområde, og scenariet var nogenlunde det samme bortset fra, at der ikke var så mange andre beundrere. Han var igen i gang med morgenmaden. Ingen tvivl om, at kaprifolier er en af hans livretter. 

Jeg har aldrig før været så tæt på en kronhjort. Egentlig troede vi, at vi såmænd godt kunne have rørt ved ham, men det gjorde vi nu ikke, så vi ved ikke, om hans gevir er lige så blødt, som det ser ud. Senere så jeg et billede på nettet, hvor en tysk turist klapper ham.

Kong Blåvand er godt nok i konkurrence med Blåvandshuk Fyr om at være den/det flotteste fyr. Fra vores sommerhus kunne vi se ud til fyret. Det var ret fantastisk, når det var blevet mørkt, at sidde i stuen og se på lyset.

Et andet af Blåvands kendetegn er muldyrene på stranden. Jeg har altid syntes, at det var en genial ide at omdanne nogle af bunkerne på stranden til muldyr, og der er en masse symbolik i, at det netop er muldyr.

Jeg var meget i tvivl om, hvilket af mine billeder, jeg skulle tage med i indlægget. Jeg har også nogle, hvor alle fire muldyr er på, men jeg valgte alligevel et af dem med fyrtårnet i baggrunden. 

Jeg fik for øvrigt mit eget lille muldyr med hjem. Den tyske multikunstner Maik Graf von Leonstein - intet mindre - har erstattet bunkerens beton med drivtømmer fra stranden og jernet i hoved og hale med rav og kobber. Det kunne jeg altså ikke stå for, og det kunne Yrsa for resten heller ikke, så nu bor der et lille muldyr både i Randers og i Åbyhøj.

Det er selvfølgelig Knud og Krista, der rider på mit muldyr.

Udvikling

Vi har i maj og juni besøgt to jyske kunstmuseer, hvor der var separatudstilling med to kunstnere, der omkring 1980 var tilknyttet De Unge Vilde. Begge hat haft en stor udvikling siden dengang.

Først var vi på Tønder Kunstmuseum, hvor vi så udstillingen Female Muses med værker af Anette Abrahamsson (1954 -), først vist på Fuglsang Museum i Toreby på Lolland. Titlen hentyder til, at Anette Abrahamsson altid har været meget bevidst om, at hun er en kvindelig kunstner, hvilket man både før og nu har kunnet mærke i mange af værkerne. 

Det er godt nok ikke tilfældet i disse, men jeg er jo ligesom kunstneren glad for dyr, så det blev i denne sal, jeg tog nogle fotos. Der er sket meget siden de unge, vilde dage, ikke?

Dorthe syntes vist, at værkerne var lidt kedelige, men jeg kunne nu meget godt lide dem. Jeg synes også, der var en del humor i dem, og det er jo ikke at foragte.

Senere har vi været på Esbjerg Kunstmuseum, hvor vi så udstillingen Billeddomino med værker af Inge Ellegaard (1953-2010). Den blev oprindeligt vist på Sorø Kunstmuseum, og det er nok også dem, der har fundet på den ret geniale titel. 

Struktur og fragmenter med bier, 1999

Her kan man i noget højere grad spore den ungdommelige vildskab, men den er unægtelig blevet kombineret med en masse struktur - tern og striber var et gennemgående træk i mange af Inge Ellegaards værker. Netop kombinationen af de to modsætninger gør billederne spændende og dynamiske. Jo mere, jeg så på dem, jo bedre syntes jeg, de var.

Man kan stadig nå at se begge udstillinger. Anette Abrahamsson-udstillingen vises helt frem til 4. januar 2026, og den fine Inge Ellegaard udstilling vises til 31. august.

I øvrigt stor ros til museernes samarbejde. Hvis vi havde skullet til Toreby eller Sorø, havde vi nok ikke fået de oplevelse med.