Fine mønstre

Så fine mønstre i kaffeskummet er der ikke mange, der kan lave, men hos Kaffesmeden kan de. 

Vi mødte Kaffesmeden i Ribe, hvor den var helt nyåbnet, men den har åbenbart været i Esbjerg flere år. Ud over at se sjov ud, smagte kaffen også godt!

Det er Dorthe, der har taget billederne.

Femlinger

Fire uger gamle bjørneunger er bare overnuttede 

Og de har ikke mindre end 5 af slagsen i Skandinavisk Dyrepark.

Når der er så mange, er det smart, at der også er to mødre, Barba og Bjørk. De er helsøstre, men hvem der er mor til hvem, vides ikke. Den lille detalje er såvel store som små øjensynligt aldeles ligeglade med.

Sandsynligvis er ungerne ikke femlinger, men de har samme far, Brutus, så de må vel være mindst trekvart søskende. 

Ny nabo

 Vi har fået en ny nabo. Han hedder Julius Oppenheimer, og han ser sådan ud:

Han er nok 9-10 måneder gammel, og han er meget sød!

Han anser vist nok vores have for også at være hans have, og det må han hellere end gerne. Måske er den endda bedre end hans egen have, for der er flere gode gemme- og legesteder. Blandt andet i noget højt græs, der egentlig burde have været fjernet. 

Det bliver det selvfølgelig ikke nu.

Måske er der også en sidegevinst ved næsten at have fået kat. Vi har nemlig ikke fanget en eneste mus, siden Julius er begyndt at komme i haven. De er muligvis flyttet på grund af lugten af kat.

Opera og forår i Berlin. Med mere!

Det var en opera- og forårstur til Berlin, vi var på. Med Gislev Rejser og med bus. Jeg var spændt på, hvordan jeg ville klare busturen. Sidst jeg var på bustur - i øvrigt også til Berlin, var jeg ikke så glad for det, men denne gang gik det fint. Sandsynligvis fordi vores fremragende chauffør holdt pauser med passende mellemrum, så man kunne blive strakt ud og få foretaget andet presserende.

Foråret var så sandelig kommet til byen. Berlin er i forvejen en meget grøn by; jeg kender ikke andre byer med tilnærmelsesvis så mange træer, og når træerne er forårslysegrønne, så kan det ikke blive bedre.

Platanen på billedet stod lige uden for vores hotelvindue. Hotellet lå på selveste Ku'Damm, altså helt centralt i den vestlige del. Vi havde udsigt til Ku'Damm, men vi hørte ingen gadestøj.

Over træerne havde vi udsigt til en masse kraner, for som alle andre byer bygger Berlin stadig. Jeg har nu ikke noget imod at se på kraner.

Operaen, der var inkluderet i turen, var La Traviata, som blev opført på Deutsche Oper. Vi havde en glimrende operaguide med på turen, så vi var godt forberedt, og vi kendte selvfølgelig også La Traviata i forvejen. Jeg tror nok, vi også har set den i operabio, og faktisk er det måske netop operabios skyld, at vi ikke er så lette at imponere operamæssigt. De færreste kan hamle op med The Met i New York.

Deutsche Oper kunne i hvert fald ikke. De medvirkende sang mestendels udmærket, men der var ikke megen dramatik i dem, og scenografien var kedelig. Men musikken er jo dejlig, og vi kedede os i hvert fald ikke.

Selvsamme operaguide havde gjort opmærksom på, at der også var sang på programmet hos Berliner Philharmonikerne, så hvis man ikke havde fået sang nok, kunne man jo prøve at få billetter der. Vi var straks fyr og flamme, især da vi hørte, at der var Schönberg på programmet.

Jeg undersøgte straks på telefonen, om der stadig var billetter at få, og til min store overraskelse var der ledige pladser. Kombinationen af Schönberg, der nok ikke lige er den lettest tilgængelige, at sopranen var en anden end den annoncerede, og at der var hele tre opførelser kom os nok til hjælp og tak for det.

Det blev turens højdepunkt! Vi syntes, at Schönbergs Erwartung var vildt spændende, og sopranerstatningen, Ausrine Stundyte, var mere levende på scenen end Violetta i La Traviata, men det er så anderledes musik, at vi ikke har en jordisk chance for at bedømme kvaliteten af opførelsen.

Anderledes var det med Rachmaninovs 3. symfoni, som vi hørte i koncertens anden del. Vi har ikke nogen særlige musikalske forudsætninger, men vi bildte os ind, at vi kunne høre, hvor godt et orkester Berliner Philharmonikerne er.

Jeg blev glad og overrasket, da jeg opdagede den danske basunist Jesper Busk Sørensen i orkestret. Ham har vi hørt mange gange med Aarhus Symfoniorkester, og jeg vidste godt, at han spillede i Berlin, men dels havde jeg glemt det, dels var det jo ikke sikkert, at han stadig var der.

Vi var helt euforiske efter koncerten, det var en vild oplevelse.

Vi nåede lidt shopping, men foretog ikke mange indkøb. Garnforretningen Fadeninsel i Kreutzberg var en skuffelse, og så gad vi ikke flere garnforretninger.

Derimod fik vi lidt chokolade med hjem. Dels fra KaDeWe, der forhandler min absolutte yndlingschokolade Venchi - ellers fandt vi ikke KaDeWe særlig spændende - og dels fra Rausch, som har en stor, flot butik i Charlottenstrasse.

Her så vi Brandenburger Tor i chokolade. Den ægte Brandenburger Tor var vi ikke forbi, men vi så den mange gange i U-Bahnen, hvor den er på vinduerne i togvognene.

Den kollektive trafik er en del af en storbyferie for os, og vi er ret begejstrede for undergrundsbanerne i Berlin. 

Cirka 100 meter fra hotellet lå Uhlandsstrasse med posthus (vi er stadig på feriekort med en enkelt), apotek (Dorthe havde strikket hul på en finger i bussen), en super kaffebar og konditori (Berliner Kaffeerösterei i nummer 173-174, hvis der er nogen kaffebarsentusiater, der læser med) og ikke mindst U-Bahn station. Det passede os godt, det var dejligt at blive afleveret helt tæt på hotellet, da vi kom hjem fra aftenens koncert.

Vi var spændt på, om alt også var sprunget ud, når vi kom hjem, men lige så snart vi kørte ind i Slesvig-Holsten, så det ud, som da vi forlod Århus 4 dage tidligere. Det har heldigvis ændret sig, nu er det jo næsten sommer. Så er Århus også fin, men Berlin er det trods alt ikke.