Strik i serier

I begyndelsen af året var der lavvande i min beholdning af pulsvarmere til at give væk eller til at sælge. Jeg plejer at strikke pulsvarmere af garn i light fingering eller fingering tykkelse, men jeg havde noget Lanecardate Donegal, som angives til at være DK tykkelse i lageret. Jeg rettede min grundopskrift lidt til, og fik 5 par tykke pulsvarmere ud af det. 

De farvede striber er diverse rester, jeg havde liggende. Donegalgarnet blev stort set brugt op, dejligt.

Det meget strikkede Sophie tørklæde fra Petite Knit er et perfekt rejseprojekt, jeg har næsten altid et på pindene i tasken. Det er også ret godt til at afprøve forskellige garner.

Jeg har lavet nogle stykker i år:

De helt lyse er strikket af en tynd råsilke fra lageret, det ene med én tråd, det andet med dobbelt. Salt-og peber modellen er strikket af én tråd Gima fra Ito (100% bomuld) og én tråd råsilke. Det rustfarvede er af én tråd Isager Trio (hør, bomuld, bambus) og det blå af Lana Grosso Allora Hand-dyed (mest bomuld, lidt merino, lidt alpaca).

Gima og Trio blev indkøbt til formålet, råsilken og Alloraen kom fra lageret. Den sidste blev helt brugt op, og det gjorde Gimaen også, men jeg har en rest Trio til overs og over halvanden km råsilke.

Det er altså tørklæder mest til sommerbrug, men til helårsbrug for alle, der som jeg synes, at uld kradser.

Man kan ikke sælge Sophier, for "alle" strikker dem, men jeg havde heldigvis familiemedlemmer, der var interesserede i de tre kulørte. Nu strikker jeg nogle med glittereffekt og i øvrigt af rent kunststof, mestendels rayon. Faktisk tror jeg ikke, de kradser, men det må komme an på en prøve.

Turen går til Danmark, del 2

 

var næste destination i vores uge med rejsepas. For en gangs skyld var det ikke kunstmuseet, der trak, men derimod zoo.

Vi var lidt forundrede over, at de allerede var gået i udenfor-sæsonen-tilstand. Der var nogle få såkaldte speaks, men de fleste var om formiddagen, så dem kunne vi ikke nå. Og ingen af deres spisesteder bortset fra et ikke særlig attraktivt fast food sted havde åbent. Det havde vi heldigvis luret i forvejen, så vi besøgte en udmærket café, inden vi tog en bybus til zoo.

Det vigtigste var selvfølgelig også dyrene, og det allerbedste var de 8-9 uger gamle løveunger. 

De var stadig så små, at de ikke gik langt væk fra deres mor. Det er asiatiske løver, som er en truet art. Det betyder, regner vi med, at afkommet får lov til at overleve for at indgå i et avlsprogram.

Jeg måtte fotografere gennem en glasrude, det tager jo lidt af skarpheden.

Dagen efter nøjedes vi ikke med rejsepasset. Da havde vi også investeret i pladsbilletter, for målet var 

eller mere præcist 

Vi ville nemlig til Øregaard Museum for at se udstillingen L.A. Ring - Årstiderne. Desværre var udstillingen noget skuffende. Vi kunne ikke nær så godt lide Ring, som vi troede. Hans mange landskabsmalerier var ærlig talt noget stillestående og blev trættende i længden.

Bedst syntes vi om hans vinterbilleder, blandt andet dette:

Vintermaleren. Snelandskab med Maler Aage Bertelsen
siddende ved sit arbejde, 1905

Der blev også tid til at opleve København lidt, og det er jo altid dejligt, men du fredsens, hvor er der mange turister. Man kan blive forfærdelig træt af lyden af de evindelige rullekufferter.

Hjemturen blev noget mere langvarig end forventet, for da kom vi ud for ugens eneste forsinkelse. Vi slap for togbusser, men forsinkelsen var til gengæld så massiv, at vi var bange for ikke at kunne nå den sidste bus helt hjem. Til vores held standsede toget ekstraordinært i

Billedet er taget senere.
Da vi kom hjem fra København skulle vi bare nå vores bus

og derfra nåede vi den allersidste bus.

Vi havde ikke nogen planer for rejsepassets sidste dag, men besluttede os om morgenen for

som vi stort set ellers altid bare er kørt forbi, men vi vidste da, at de har en havn, og den kunne man vel altid hænge lidt ud på.

Nå, vi vidste også, at der er kommet et kunststed, der hedder Kunstetagerne. Deres største udstilling var, da vi besøgte stedet, en 25 års jubilæumsudstilling for udstillingsgruppen Dansk Gobelinkunst, der har 15-20 medlemmer.

Det var en udstilling, der gjorde indtryk. Dels er de tydeligvis vildt dygtige, de gobelinkunstnere, dels er spændvidden i deres udtryk enormt stor. Som Kunstetagerne selv præsenterer udstillingen, så spænder den fra billedfortællinger til skulptureksperimenter i tre dimensioner og fra det naturefterlignende til det helt abstrakte. Her et eksempel på billedfortællingerne:

Anet Brusgaard: Petits Gubbes d'Or

Hobro havde imidlertid mere at byde på. For eksempel en islandsk café. Mon der findes andre islandske caféer her i landet? Den findes så desværre ikke så meget længere, for den overgår inden så længe til ren catering, men vi nåede at få deres fiskesuppe. Turens bedste fiskesuppe! OK, også den eneste, men det var en fremragende fiskesuppe, hvor man rigtig kunne smage den helt friske fisk.

Vi sluttede med en tur på havnen, og der faldt endnu en appelsin i vores turban. I Det Røde Pakhus var der nemlig Uge33 Kunsthåndværkerudstilling, og det var minsandten også en god udstilling. 

Man kunne let være kommet for skade at investere i et eller andet, hvis det ikke lige er, fordi vi har ting nok, og desuden skulle man komme og hente det indkøbte på den sidste udstillingsdag. 

Der var dog en afdeling, hvor man kunne få tingene med med det samme, og der fandt Dorthe - surprise, surprise - noget garn, som der allerede er ved at blIve strikket af. Jeg måtte nøjes med at prøve den sekskantede sølvring, jeg faldt for, men den var (u)heldigvis en anelse for stor, så det blev ikke nødvendigt at vende tilbage til Hobro efter bare et par dage.

Rejsepasset var en succes for os, og - hvis ordningen fortsætter - vil vi nok gentage successen næste sommer. Men for os var det ikke nogen afslappende ferieform, så det passede os ret godt i ugen efter at tage til VM i atletik i Budapest. Fra sofaen i stuen vel at mærke.