Tre dages gåsejagt - med kameraet

At det blev tre dage med gæs, vidste vi ikke, da vi bestilte to overnatninger på Gram Slotskro. Men det blev det til vores store fornøjelse, og dette indlæg er udelukkende illustreret med billeder af gæs. 

Allerede da vi den første sene eftermiddag gik en tur ved slottet hørte vi grågæssenes hilselyde - ergo måtte der være gæs i søen. Og det var der! Der kom flere ind i små flokke med flere glade velkomsthilsener til følge. Helt tæt på søen kunne vi da også se dem på vandet og ovre ved den anden søbred.

Næste morgen gik vi igen en tur ved søen, men det var mest søens svaner, vi så. Jeg tog et billede af noget, jeg troede var gæs på den modsatte side af søen, men da jeg fik kigget nærmere på billedet, viste det sig, at det også var svaner.

Ellers var Rømø på programmet den dag, blandt andet for at kigge efter fugle. 
Vi tog til Havneby, som vi kender så godt. Det var ebbe, og ude i mudderet gik nogle fugle, som ved hjælp af kikkert blev identificeret som knortegæs.

Vi gik lidt rundt, og igen så vi flokke i luften:

Vi holdt øje med, hvor de slog sig ned, og da vi kom nærmere, kunne vi se, at det også var knortegæs:

Knortegåsen er sådan en nydelig gås, synes jeg

På afrejsedagen var vi selvfølgelig igen i parken for at sige farvel til grågæs og svaner. Denne gang var der gæs lige ved vores udkigspost - og gæslinger! De blev straks beordret ud på vandet af de voksne. 

Der var to gåsepar med i alt seks gæslinger - ikke alle er med på billedet.

Efter hjemkomst fra Gram og granskning af mine billeder opdagede jeg, at der også havde været gæslinger på vandet den første aften:

Jeg tror ikke, det er de samme gæslinger. De her er da mindre? Der er selvfølgelig også halvandet døgn mellem billederne, og gæslinger vokser hurtigt, men så hurtigt?

En tur, hvor vi ser gæs alle dagene, er for os en succes, men også på andre måder havde vi en dejlig tur. Det vender jeg måske tilbage til.

Traditionel påske

Traditionelt hører kunstudstillinger og påske sammen. Vi har tit været på nogle større eller mindre udstillinger, og i år tog vi til Museum Jorn i Silkeborg for at se deres Penck-udstilling.

Penck hørte i begyndelsen af 80erne til de nye vilde tyske malere, som jeg har kunnet lide, siden jeg første gang stiftede bekendtskab med dem.

Jeg kan måske allerbedst lide Jörg Immendorff (af dem jeg kender, det var jo en stor gruppe, og jeg har langt fra stiftet bekendtskab med dem alle), men Penck er bestemt også god og spændende, og det er udstillingen i Silkeborg også.

Der bliver vist rigtig mange værker, ifølge de ledsagnede tekster også adskillige af Pencks hovedværker, så man kommer godt rundt i hans kunst. Værkerne var delt op tematisk, og for mig fungerede det glimrende.

En række selvportrætter fra omkring 1990.
Jeg kan især godt lide det øverste til venstre. Det hedder Analytisk Selvportræt (Rocker).

Et udsnit af et af de store hovedværker. Livets trædemølle? 

Jeg kan også vældig godt lide, at Jorn Museets vægge er hvide. Efter min mening bliver værkerne præsenteret på deres egne præmisser, når væggene er hvide. Det er en uskik (men i disse år en meget brugt uskik), at væggene absolut skal have en kulør, der på en eller anden måde kommenterer værkerne. Lad dem dog tale for sig selv!

Der var også en del skulpturer på udstillingen. Høje og store totempæle og i den anden ende af skalaen nogle små billedsten,  som jeg fandt meget charmerende.

Penck-udstillingen kan absolut anbefales, den kan ses nogle uger endnu.

P.S. På vejen til Silkeborg så vi årets første anemoner.

Altså, PostNord!

Vi har fået en ny postkasse og skulle derfor også have et nyt nej tak til reklamer mærkat.

Det blev bestilt uden problemer og ankom efter en rum tid. Det er jo, som det er, men den lille vejledning var ufrivilligt (tror jeg; jeg har ikke indtryk af, at PostNord er specielt humoristisk indstillet) morsom:

Tænk, at vi ligefrem har pligt til at sætte mærkatet op inden for en angivet tidsfrist - stort set samme tidsrum som det tog fra bestilling til modtagelse. Uha, uha! Hvad kunne der dog ikke ske os, hvis vi ikke fik det klistret på postkassen i tide? 

Konsekvenserne var, som det ses, dog ikke så skrækindjagende, ikke nogen varetægtsfængsling, mens forbrydelsen blev undersøgt nærmere, eller andet meget grimt.

Gad vidst, hvem der udfærdiger sådan en tekst? Den var i hvert fald hos os anledning til et billigt grin.