Gåseglæde

I sidste uge var vi ude at se på gæs. Her er et udvalg af mine billeder:

Gæssene betragtede vist os lige så meget som vi dem

Gæs kan se meget overlegne ud

Der var flere gåsefamilier i parken

Det var GRÅgæs, vi kiggede på

Gæk, gæk, gæk...

Jeg øver mig på at gække

Blomster på min vej

Billeder fra mine daglige traveture:

Orange kæmpevalmuer i en hæk meget malerisk foran en brandhane

De gule lærkesporer stod også i en hæk.
Jeg kan godt lide lærkesporer og har haft plantet blå af slagsen i vores blå-lilla have,
men der ville de nu ikke gro, så der er ikke flere.

Auberginefarvede tulipaner i et vejbed

Villavejene er i denne tid fyldt med syrenduft, som jeg synes er skøn.
Jeg kan allerbedst lide syrenerne, når de har denne lyse blålilla farve

Vores egen have har en afdeling i kølige farver: blå og blålilla og en anden i varme farver: lyserød, pink og orange. Højrødt og gult er forbudt i begge afdelinger.

I den sidste er der netop nu lyserøde og pink rhododendron og pelargonier samt orange valmuer, men valmuerne er ikke farvefaste, så nogle sniger sig hvert år til at blomstre i gult.

Jeg plejer at fjerne dem med hård hånd, men denne, der lige pludselig var vokset op på en minimal plet jord ved skraldespanden, kunne jeg ikke få over mit hjerte at hive op.

For et par dage siden var der et fantastisk lys i den blå afdeling. Det var lige ved at begynde at regne, og farverne stod lysende klare. Det er ikke kommet helt frem i mit billede, men her er det alligevel:

Temalæsning

Jeg er i gang med bog nummer 4 her i 2020. Så mange bøger har jeg i mange år ikke læst på så kort tid. Måske har coronakrisen lidt med det at gøre, men den største faktor er trods alt, at jeg har fundet nogle bøger, der interesserer mig.

Her er stakken:

Det gennemgårende tema er Østtyskland. Som barn, ung og ung voksen var der for mig to tysklande: Vesttyskland og DDR - Den Tyske Demokratiske Republik. Sådan var verden bare, og det kom som en kæmpeoverraskelse for mig, da muren lige pludselig faldt i 1989.

Det er helt sikkert den historiske begivenhed i min levetid, der har gjort størst indtryk på mig.

Der er så mange aspekter og problemstillinger både før og efter murens fald, som jeg stadig ikke forstår til bunds. Det er spændende at bore i.

Den nederste bog i stakken er ikke den mindst interessante. Den er skrevet af Tove Fleischer og hedder Kærlighed i kommunismens tid. Forfatteren er dansker, men emigrerede i begyndelsen af 80erne til DDR for at blive gift med sin østtyske kæreste. Familien boede i Leipzig til de kort før die Wende, som det hedder i Tyskland, flyttede til Danmark, og det er primært den tid, Tove Fleischer fortæller om. Interessant, tankevækkende og dejlig nuanceret. Der er ikke noget, der er kun sort eller kun hvidt. Man får fortællingen om, hvordan det var at leve bag jerntæppet fra én, der virkelig har oplevet det og ikke bare på en ferie eller studieudveksling.

De to næste i stakken er begge romaner med et spændingsmoment indbygget. Fælles for dem begge er også, at de beskæftiger sig med Stasi og Østtyskland både før og efter murens fald. Land i datid er skrevet af Jesper Bugge Kold, Beskyttelseszonen af Henrik Andersen. Jeg kunne nok bedst lide den første, men begge er værd at læse.

Den øverste Nachwendekinder af Johannes Nichelmann fik jeg i julegave. Nachwendekinder er de børn, der blev født i Østtyskland lige før eller lige efter murens fald. Deres familier har rødder i DDR, landet der ikke eksisterer mere, og det præger børnene. Det gør "Den store tavshed" også - altså at der i mange familier aldrig blev talt om DDR-tiden.

Jeg er ikke færdig med bogen endnu, det går noget langsommere, når det er på tysk, men indtil videre er den interessant og godt skrevet.

Farisæere

Hvis ikke jeg havde musik i ørerne, når jeg traver rundt på vores villaveje, ville jeg helt sikkert kede mig slemt, og turene ville blive både kortere og færre. Med musikken gør det ikke noget, at villaveje ikke er de mest inspirerende landskaber.

Selv her sker der nu også noget. Jeg har stor fornøjelse af at følge med i, hvordan det går med de nye vejbede. I dem, der blev etableret først, har der været en masse tulipaner. Først hvide, som nu er ved at blive afløst af auberginefarvede. Et meget fint farvevalg, synes jeg.

Det her billede tog jeg for nogle dage siden; nu er de auberginefarvede tulipaner mere dominerende end de hvide. Og så er der er enkelt farisæer, en gul med lidt rødt. Ikke nær så behersket som de andre, men jeg synes, den er sjov, selv om den slet ikke passer til.

Jeg har mødt endnu en farisæer. På den vej, der går op mod kirken, er der prydkirsebær, der blomstrer netop nu. Blomsterne er hvide med et lyserødt skær, lige bortset fra ét af træerne, hvor blomsterne er den næsten mere almindelige stærkt lyserøde.

På en eller anden måde er det netop det træ, der tiltrækker sig opmærksomheden.

For et par år siden havde jeg en serie på bloggen, som jeg kaldte ugens træ. Uden at være ekspert i træer, lykkedes det mig at identificere næsten alle 52 træer, men det glippede med et par stykker. Et af de uidentificerede er ved at springe ud netop nu, og efter konsultation i min træbog tror jeg nu på, at det må være en aksel-røn:

Træet ser næsten lysende ud på grund af bladenes lyse underside. Jeg synes, det er et flot træ.

Jeg møder alt for få dyr på mine ture. Selvfølgelig en del hunde, nogle få gange en kat, der fræser over vejen, og endnu sjældnere en, der vil snakkes med.

Men fugle er der mange af. I dag havde en solsort placeret sig meget dekorativt på en sten.

Han er naturligvis fotograferet på nogen afstand, og jeg synes billederne bliver for dårlige, når jeg bruger telefonens zoom-funktion, så jeg måtte lave et lille udsnit af et større billede, men man kan trods alt se hans gule sabel, jvf. sangen Gråvejr. Hundekoldt af Mogens Lorentzen.