Sider

mandag den 28. oktober 2019

Pizza og de andre

Her kommer en kavalkade over de katte, vi mødte på vores Fanø-ferie i september.

Først og fremmest er der Pizza. Jeg tror, vi hilste på hende, hver eneste gang vi var i Nordby - og det var vi næsten hver dag.

På billedet her er hun gået på visit hos en nabo til pizzeriaet. Naboen kom ud til hende med en godbid, og jeg benyttede lejligheden til at få lidt mere at vide om Pizza.

Hun bor hverken i pizzeriaet eller hos naboen, men et andet sted i byen, og hun hedder rigtigt Twist. Vi er dog ikke de eneste, der kalder hende Pizza.

Hun er lidt af en berømthed, og har været i tysk fjernsyn. Det forstår vi godt!

Alle kattene i kavalkaden bortset fra den sidste, traf vi i Nordby.

Endnu en skildpaddefarvet, men med mere hvidt end Pizza - og med solen i øjnene

En smuk stribet med hvidt bryst og hvide poter. Helt klassisk!

En skøn legesyg sort og hvid. Også en klassisk.farvefordeling.

Denne lille charmør mødte vi flere gange.
Det var en stor hankilling, meget legesyg og snakkesalig, men ikke så populær hos de forretningsdrivende, for han gik ugenert ind i butikkerne med risiko for at blive lukket inde.

Her kommer så Missie, og hun bor ikke i Nordby, men i Kunstladen i Rindby. Den sort/hvide kat, der tidligere regerede i Kunstladen, var i årets løb gået til de evige jagtmarker (19-20 år gammel, så han havde holdt helt pænt ud), og så var der blevet plads til Missie, der tidligere måtte holde sig inde i beboelsen. Ingen tvivl om, at hun nød at være sammen med sit menneske i butikken.



OK, her kommer lige endnu et billede af Pizza, hvor hun gør pizza-bagerne opmærksom på, at hun godt kunne tænke sig en bid pølse.


torsdag den 17. oktober 2019

Strik og drik

Man kan unægtelig strikke i mange sammenhænge inklusiv i mange biografer, hvor der arrangeres strikkebio. Det har jeg aldrig prøvet, men nu har jeg været til strik med ginsmagning.


Det var Tøndering Strik, der stod for det usædvanlige arrangement. Vi var vel omkring 40 strikkere, deriblandt flere mænd end sædvanligt, når det drejer sig om strik. Sjovt nok havde de fleste af dem glemt strikketøjet hjemme, men i hvert fald én var i gang med, ikke at strikke men at hækle.

Alle med eller uden håndarbejde smagte ginnerne fra det ret nye Tranum Mølle Destilleri. Der var fire forskellige, og vi smagte dem alle plus forskellige drinks med ginnerne som basis. Jeg kunne især godt lide de mest traditionelle, der hedder Trinity og Scuttlebutt - den flotte blå på billedet. De mere krydrede, Botanic og Spicy, havde tydeligvis mange fans, men der var for meget lakridssmag i dem for mig.

Det gik for resten meget fint med at strikke og drikke samtidig. Det kunne da godt blive en ny trend :)

På Fanø strikkede vi også i usædvanlige omgivelser, nemlig da vi var til koncert i Sønderho Kirke:


Fanø-orkestret, der spillede, hedder normalt Mellem2gavle, men et enkelt medlem kunne ikke være med denne aften, så det havde til lejligheden skiftet navn til Mellem2pinde. De spillede en herlig blanding af traditionel - primært fanøbaseret - musik, jazz, cajun med mere.

Ligesom til strik & gin var der totalt udsolgt.

torsdag den 10. oktober 2019

Årets garnindkøb på Fanø

Som sædvanlig skulle jeg ikke have noget. Jo, nye pinde, men ikke garn, lagerets størrelse taget i betragtning. Det er bare mærkeligt med det lager, for når jeg finder noget, jeg godt kunne tænke mig at strikke - eller får bestilling på noget - så er det langt fra altid, der er egnet garn i lageret.

Enten investerer jeg i det forkerte garn, eller også skulle jeg begynde at give lagerbeholdningen første prioritet, når jeg vælger et nyt projekt at gå i gang med i stedet for at prioritere modellen til projektet.

Tilbage til strikkefestivalen, for jeg faldt selvfølgelig alligevel for noget. Jeg kigger først og fremmest hos de forhandlere, der har noget, jeg ikke tror, jeg kan få hos Århus' mange forhandlere. Det vil sige, de små independent forhandlere og især de udenlandske forhandlere, der er dukket op.

Denne gang så mit indkøb sådan ud:


Det er fra højre: Noro Silk Camdeboo. Jeg var ikke med på Noro-bølgen, da den fandt sted for nok over 10 år siden. Jeg syntes, garnet var for dyrt, og jeg gad heller ikke strikke af det samme som "alle de andre". Det har dog ikke forhindret, at jeg syntes, det "alle de andre" strikkede af deres Noro-garn blev rigtig lækkert. Jeg faldt over en stor rest på godt 350 g hos Lisbeth Nygaard i en dejlig orange. Hvis det bliver sat sammen med en anden farve, skulle der nok kunne blive til en cardigan.

Ved siden af ligger tre nøgler Lang Cashsoft Baby, som jeg ikke rigtig ved, hvorfor jeg købte. Det kan muligvis godt fås her i byen, det var ikke på tilbud, jeg havde ikke et bestemt projekt i tankerne. Men det er vidunderlig blødt, og jeg blev fristet over evne i Trine P.s stand.

Endelig det mest spændende. Helt fra Skotland var The Border Mill kommet med nogle spændende og utroligt dejlige garner. En af kvaliteterne indeholdt rosenfibre. Det var nu ikke den, jeg købte, deres Alpaca Tweed Silk passede mig bedre i tykkelsen.

Der var også noget, jeg ikke købte. Jeg plejer at sige, at shetlandsuld gider jeg ikke strikke af, fordi det er for hårdt og kradsende. Det passer imidlertid slet ikke på garnet fra Jamieson's of Shetland, som forhandles hos Kastaniestrik. Det er superlækkert, og så fås det i 225 farver. Kastaniestrik har dem alle! Jeg vil helt sikkert prøve at bruge Jamieson's, og nu har jeg ydermere forelsket mig i nogle pulsvarmere, hvor det ville være meget velegnet. Kastaniestrik kommer på den store messe i Fredericia. Jeg havde ikke regnet med at skulle til Fredericia, men måske...

Jeg fik også de strikkepinde, jeg gerne ville have, men jeg købte ikke en eneste knap!

Som altid var der yarnbombing rundt på øen:

Foran slagter Christiansens butik i Nordby...

...strategisk placeret ved siden af bankens hæveautomat, også i Nordby

Men 2CV'en i Sønderho tog vist prisen hjem

lørdag den 5. oktober 2019

Årets Fanø-september-ferie

Det er godt nok et stykke tid siden, vi kom hjem, men kort tid efter hjemkomsten startede VM i atletik, og så var der ikke megen tid til også at blogge.

Det matchende papkrus er fra den mobile kaffevogn i Nordby

I år brugte vi ikke så megen tid på selve strikkefestivalen, som vi somme tider har gjort. Til gengæld fik vi strikket (og snakket) rigtig meget, både i sommerhuset, hvor vejret tit var så godt, at vi strikkede ude på terrassen, og andre steder. Sjovt nok strikkede vi, som det ses på billedet, alle i lyserødt. Blandt andet.

Vi fik også gået nogle ture. I området omkring sommerhuset kiggede vi blandt andet på de mange stråtage. Vores interesse for stråtækning er øget i væsentlig grad, efter at nogle af vores venners datter er kommet i lære som tækkemand.


Dette billede af et stråtækt sommerhus med fine detaljer i tækningen er med speciel hilsen til LF.

Vi havde godt vejr næsten hele tiden, dog var der tit dis om morgenen. Blandt andet den morgen, hvor jeg gik tur ved golfbanen. Fanø er smuk i disen, synes jeg.


Vi opholdt os også meget i Nordby, hvor vi kiggede efter katte og frekventerede de gode spisesteder.

Stærene havde indtaget byen, og overalt kunne man høre deres livlige kvidren.

Man kunne bare slå sig ned på en bænk, finde strikketøjet frem og lytte til koncerten. Så bliver det ikke meget bedre.

Sjovt nok var der ikke mange stære i Sønderho i år, og vi hilste heller ikke på nogen katte der, men det gjorde vi andre steder. Det vender jeg tilbage til.