Sider

fredag den 28. september 2018

Ugens træ - uge 39


Jeg har mestendels været på Fanø i den forgangne uge, og ugens træ er også derfra.

En gran - blågran af en eller anden slags, som står på den grund, hvor "vores" sommerhus ligger. Lidt præget af vejr og vind, men det er træerne på Fanø, og der var ikke så mange træer at vælge imellem, da husets ejer ynder lav, naturlig bevoksning. Måske står granen på nabogrunden, så det er derfor, den er blevet skånet.

Jeg er for resten rigtig tilfreds med at få en gran med, inden det bliver udsmykningstid for graner. Der er såmænd ikke så lang tid til.

Der kommer lige et tillæg til sidste uges pæretræ. Ikke bare et pæretræ, men også et stæretræ.


Det stod i Nordby, var fyldt med pærer - og stære. På nogle tidspunkter var der nok flere hundrede i træet. De kunne høres på lang afstand, og de bare smovsede i pærer.

Jeg var uvenner med mit kamera på det pågældende tidspunkt, og telefonen var løbet tør for strøm, så mit billede er mildest talt dårligt, men faktisk kan man se stære ved pilene. Klik på billedet for en større udgave. 

lørdag den 22. september 2018

Ugens træ - uge 38

Min hukommelsesliste over træer, der i hvert fald skal med som ugens træ, er ved at være udtømt. Der er nogle, der skal med, når de kommer helt i efterårstøjet, men ellers har alle dem, jeg absolut ville have med, vist haft deres uge.

Jeg går med andre ord over til improvisationerne, og i denne uge var det et frugttræ, der pludselig påkaldte sig opmærksomhed. Jeg så det fra bilen på vej ind til byen og vidste straks, at det var denne uges træ.


Det er et pæretræ, og det er bare fuldstændig fyldt med frugter i år. I det hele taget er det vist et rigtig godt år for frugtavlerne, inklusiv alle de haveejere, der har frugttræer. Frugttræer må have lange rødder, så de ikke har manglet vand på trods af den lange tørke, og varmen har de selvfølgelig godt kunnet lide.

Men hvordan i alverden får man fat i alle de pærer? Det er altså et højt træ, det drejer sig om.

Pærerne var begyndt at falde af, da jeg var forbi, men de havde taget en del skade i faldet, så det er nok ikke den rigtige taktik at vente, til de bare dratter ned af sig selv. Jeg fandt dog en, der ikke var synderlig smadret, på vejen. Den tog jeg med hjem og spiste. Den smagte godt, men jeg ved ikke, hvilken sort, det er.

Jeg plejer altid for variationens skyld at købe forskellige sorter på torvet, men i virkeligheden kan jeg vist bedst lide Clara Frijs og, når deres sæson er overstået, Conference. Lucas pærer gider jeg derimod ikke spise. Doyenne de Comice er for resten også en god pøre, måske endda den allerbedste. Dens sæson er bare ganske kort, men dem er lækker, når den er der.

fredag den 21. september 2018

Mere uundværligt strikkeudstryr

- og denne gang passer det. Det er nemlig strikkepinde, det drejer sig om.

Da jeg startede min anden strikkeperiode for efterhånden en 10 år siden, blev jeg overrasket over, hvor meget strikkenørderne gik op i strikkepinde. Jeg må indrømme, at jeg syntes, det var temmelig krukket, for en strikkepind var vel en strikkepind.

Jeg skulle blive klogere. Jeg tror, at jeg allerede på dette tidspunkt foretrak at strikke i hvert fald større arbejder på rundpinde. På en ferie havde jeg ikke den rigtige størrelse med og var nødt til at investere i en ny, og hvilken forskel var der ikke på den nye og de gamle stive! En større udskiftning gik i gang, og nu bruges de gamle allerhøjst som parkeringspinde.

Efter et stykke tid lærte jeg at strikke med magic loop, og det bruger jeg altid nu, når jeg strikker rundt. Så blev det ekstra behageligt, når rundpindenes wirer er meget bløde.

Mine yndlingspinde lige nu er de japanske Ito-pinde, som har kugleled i overgangen fra wire til selve pinden. De er godt nok lækre at strikke med.


Desværre fås de ikke i alle de størrelser, jeg bruger, og faktisk strikker jeg ret tit på de ikke helt gængse størrelser 2,75 og 3,25, men der må jeg altså ty til andre pinde.

Jeg er ikke så glad for pinde med udskiftelige spidser. Heller ikke de hundedyre Chiagoo. Jeg er ret ligeglad med, hvad spidserne er lavet af, men wirerne er vigtige. De må helst ikke lave det nummer med at sno sig på mærkelige måder som på billedet herunder.


Jeg har endnu ikke fundet de ideelle pinde i de skæve størrelser, men det er måske ikke så dumt, at der stadig er noget at kigge efter på messer og lignende.

torsdag den 13. september 2018

Ugens træ - uge 37


Jeg har været i Jægergårdsgade for at finde ugens træer.

For ikke så mange år siden, blev der plantet træer i gaden - robinier. Det er et træ, der åbenbart egner sig godt i byer, og de århusianske stadsgartnere er i hvert fald glade for det, for det er næsten altid det, der bliver valgt, når der bliver plantet nyt.

Træet på det øverste billede er ældre end de træer, der står i selve gaden. Jeg synes, det er rigtig godt, når der bliver plantet træer i byen, og jeg er glad for robinierne i Jægergårdsgade, selv om det ikke er mit yndlingstræ. Men Jægergårdsgade er en af mine favoritgader.

Man skal passe på de cyklende i gaden. Til gengæld er det umuligt for bilerne at fræse af sted.
Superbrugsen på hjørnet er specielt focuseret på økologi, og på det modsatte fortov ligger
Street Coffee, hvor der er rart, og hvor man får en rigtig god kaffe.

fredag den 7. september 2018

Ugens træ - uge 36



Måske kan man ane dem på billedet af træet i fuld figur - kastanjerne. I hvert fald er ugens træ en rigtig flot ægte kastanje. Der er faktisk adskillige af dem i vores lille lokale park, og netop nu lyser kastanjerne op. Helt udvoksede, tror jeg, men nok ikke modne endnu. Gad vidst om de i det hele taget bliver rigtigt modne i vores klima?

Det er vist noget senere på året, man spiser kastanjer. De smager i øvrigt dejligt, men er vel nærmest forbudt føde nu om dage. I hvert fald når de bliver spist med masser af smør og salt. 


De er da flotte, de lysegrønne pighuder. Ja, jeg ved godt, at pighuder i virkeligheder er søstjerner og andre vanddyr, men jeg synes altså, ordet passer meget godt på kastanjerne også.

torsdag den 6. september 2018

Uundværligt strikkeudstyr

Mine nyeste helt uundværlige anskaffelser:


De er overhovedet ikke uundværlige, men jeg er vældig glad for dem. De er købt hos finske Sukkaplokki og er lavet af genbrugsplast.

Og hvad er det så? De fleste strikkere kan nok se, at i midten ligger nogle maskemarkører. Jeg har allerede adskillige af Sukkaplokkis maskemarkører, og det er bare mine yndlings. Jeg bruger helst ikke andre, så jeg kunne godt bruge flere, når jeg alligevel skulle have noget sendt fra firmaet. Teoretisk set kan man bare bruge nogle garnløkker, men der er altså mindre risiko for at strikke markøren med ind i strikketøjet, når der er lidt mere substans i dem end i en garnløkke.

De to andre tingester - som var det, jeg egentlig købte - er det nok ikke alle, der lige kan identificere, men det er da PULSVARMERBLOKKERE. Jeg er i en gruppe på Ravelry, hvor emnet er pulsvarmere, og jeg har et godt stykke tid kigget misundeligt på de blokkere, som andre bruger til præsentation af deres færdige pulsvarmere. Eller mere præcist fingerløse handsker, men det er en noget klodset betegnelse, så jeg siger pulsvarmere, selv om der er tommelfingre i.

Jeg havde aldrig set sådan nogle i nogen garnbutik, og hvad mon de tingester i det hele taget hedder? Nå, jeg fik spurgt et af de andre medlemmer i gruppen. Hun mente, at de måtte hedde mitten blockers, og ganske rigtigt: Da jeg søgte på det, kom der adskillige hits.

Jeg har en svaghed for genbrugsplast, så da jeg så Sukkaplokkis, var jeg solgt. Blokkerne var i hvert fald. Måske vil jeg dog investere i endnu et par, for der findes også nogle med fingre, bare ikke fra Sukkaplokki.


Her ses blokkerne i brug til mine nyeste færdiggjorte pulsvarmere. De var sjove at lave. Mønsteret hedder Sourwood Mountain, og det ligger til fri afbenyttelse på Ravelry. Designeren hedder Erica Jackofsky. Garnet er et god-samvittighed-garn, der hedder Meine Wolle Baby Kamel Plus. Firmaet er Pro Lana, og garnet er ekstremt lækkert.

Men tilbage til det med udstyret. En hel del siger, at man aldrig må gå ned på udstyr. Jeg synes, det er noget pladder og bare er en undskyldning for at købe løs. Så hellere indrømme, at man er en håbløs forbruger, der ikke kan lade være med at købe unødvendige ting.

Når man kommer i min alder - næsten 70 - mangler man i reglen ikke så meget, og jeg må da indrømme, at jeg somme tider savner at købe ting og sager. Et stykke tid kompenserede jeg ved at købe garn, men den går ikke længere. Lageret er blevet for stort. Så nu er det strikkepinde og tilbehør, der står for skud.

Der var en lille gave med i pakken fra Sukkaplokki: Et nøgleringsvedhæng med målehuller til pinde nr. 3 og 3.5. Jeg tror, alle smarte firmaer lægger sådan en lille goodwill-skabende gave med, og jeg blev også glad for den. Der var også en strikkepindemåler i facon som en robot med, men det var en, Dorthe, der har en svaghed for robotter, havde købt.


Sentensen, der også står på nøgleringsvedhænget synes jeg er mere pjattet end velvalgt.

lørdag den 1. september 2018

Ugens træ - uge 35

Nu, hvor musiksæsonen så småt er startet, synes jeg, det ville være passende at vælge et af træerne i Musikhuset som ugens træ.


Med stor fornøjelse vælger jeg et af oliventræerne, der står i caféområdet. Der har været oliventræer så lang tid tilbage, som jeg kan huske. Sandsynligvis siden indvielsen i 1982.

Jeg er dog usikker på, om det er de samme træer, men det er det nok. Oliventræer kan jo blive vældig gamle, og de vokser ikke så hurtigt.

Et andet sted står der nogle palmer, og de er blevet skiftet ud, simpelthen fordi de blev for store. Jeg var ret oprørt, da jeg så de gamle og meget flotte blive fældet, men måtte bagefter indrømme, at de nye havde en så fin størrelse, at udskiftningen var helt berettiget.

Men tilbage til oliventræerne. Jeg er vild med deres grågrønne farve. Jeg synes også, det er spændende, at det varer adskillige år, inden man kan høste frugterne, og at de kan vokse næsten evigt.

Jeg holder meget af både oliven og olivenolie. Man er vel ikke født med at kunne lide oliven, og jeg måtte også ligesom lære at spise dem.

Det skete for mit vedkommende på en bustur til, så vidt jeg husker, Normandiet.

Selskabet sad i åbent landskab højt over en flod med udsigt til en gammel middelalderborg. Det var blevet indkøbt franske delikatesser, blandt andet oliven, til en frokost i det grønne. Og vin. Vi blev vist hjulpet godt på vej at netop vinen, men faktum er, at jeg har været meget glad for oliven lige siden den frokost.

Så selv om oliventræer ikke er gamle nordiske træer, skal de med på listen over ugens træer.