Citater om katte #41

Man kan give afkald på meget her i livet, men ikke på katte og kalendere.
Ukendt

Det er vist at tage munden for fuld, men det var nu nogenlunde sådan, jeg følte det, da vi onsdag før jul var på vores årlige juletur til Flensborg. Bl.a. for at købe kalendere, og jeg må jo indrømme, at jeg er blevet lidt afhængig af Der literarische Katzenkalender.

Vi plejer at være tidligere af sted, og jeg var alvorligt bange for, at min kalender var udsolgt. Her i landet bliver mangt og meget udsolgt lang tid før jul, synes jeg. Men ikke i Flensborg. Allerede i den første boghandel fandt jeg min kalender. En sten faldt fra mit hjerte, og jeg var sikker på, vi ville få en god dag.

Det fik vi også. Vi fik endda også vores yndlingsstolle - uden nødder og mandler, men med rom. Heller ikke udsolgt! Og Dorthe fik også sin yndlingskalender, dog ikke i den første boghandel.

Der literarische Katzenkalender er åbenbart så meget en institution i Tyskland, at man kan læse om den på Wikipedia. Nå ja, hvem som helst kan selvfølgelig oprette et Wikipedia-opslag, så det skal man nok ikke lægge for meget i, og opslaget er da heller ikke opdateret.

Citatet er hentet fra reklamepostere og -bogmærker for kalenderen, og det er sandsynligvis forlaget, der har fundet på det.

Sarantoya 17 år

Sarantoya fyldte 17 år juleaftensdag.

Det er jo en anselig alder for en kat, og selv om vi helst ville, så kan vi ikke helt nægte, at der er kommet lidt aldersrelaterede problemer.

Hun har nu levet godt et år med forhøjet stofskifte. Det bliver holdt i ave med diætfoder. Jeg synes, det er fantastisk, at der findes et sådant foder. Måske har jeg somme tider syntes, at det foder, man køber hos dyrlægen er lidt bekosteligt, men når firmaerne forsker og udvikler nye effektive diæter, der virker så godt som Sarantoyas, så fortryder jeg ikke én eneste krone. For øvrigt tror jeg slet ikke, der er så stor forskel prismæssigt, som nogle gerne vil gøre det til, med mindre man sammenligner med decideret junkfood.

Ved decembers helbredstjek blev der taget en blodprøve, som kan vise alt muligt. Den viste desværre, at nyrerne er begyndt at blive lidt mindre effektive. Også på dette område er der sket forbedringer i de senere år. Dels kan man opdage problemet tidligere end før, hvor man først kunne konstatere det, når det nærmest var for sent. Dels er der kommet noget ny medicin, Semintra, og den får Sarantoya nu. Vi kender flere katte, der også får Semintra, og det er åbenbart ret effektivt, så det håber vi, det også er for Sarantoya.

Hun er næsten, men ikke helt endnu, den ældste kat, vi har haft. Hendes mor. Lilit, blev 17 år og knap en måned. Sarantoya bliver bestemt ældre. Jeg har en aftale med hende om, at hun skal blive mindst 20 år, men det har jeg nu haft med alle vores katte, og indtil nu har ingen altså overholdt aftalen.

Det øverste billede blev taget dagen efter fødselsdagen. Ikke noget særlig godt billede, men lidt sjovt alligevel, synes jeg. Det var ikke let at tage billeder i de dage, fordi vejret var så mørkt. I dag fik jeg taget et lidt bedre.

Sarantoya ligger på sit lille, højtelskede syntetiske pelstæppe. Det er her, hun bliver børstet, og det er en af hendes største fornøjelser, så det sker adskillige gange dagligt. Altid på tæppet. Tæppet er også med på ferie, og der fungerer det på nøjagtig samme måde.

Julekalendere

Mit forhold til julekalendere har ikke altid været helt ukompliceret.

Som barn fik jeg lågekalendere. Hvis der fandtes andet, vidste jeg det ikke. Det sluttede imidlertid, da jeg blev 10. Jeg havde i mellemtiden fået en lillesøster, og min mor mente, jeg kunne nøjes med at kigge på hendes.

Det havde måske ikke gjort så meget, hvis det ikke lige havde været det år, hvor kalendere med glimmer blev introduceret i min landsby. Jeg ville frygtelig gerne have en kalender med glimmer, men jeg var blevet for stor. Glimmerkalenderne var sikkert også dyrere end de almindelige, og mine lommepenge rakte i hvert fald ikke.

Jeg tror nok, jeg har lavet nogle pakkekalendere til andre, men så vidt jeg husker, har jeg aldrig selv haft en. Da jeg var yngre, kunne jeg nok godt have tænkt mig at få en, men ikke da jeg blev rigtig voksen. Risikoen for at få en masse mere eller mindre ubrugelige tingester var for stor.

I en del år havde vi skrabekalendere. Sjovt i starten, men da vi for mange gange havde fået en gevinst på 20,- kr, og skrabekalenderen havde kostet 50,-, forekom det for fjollet. Det havde været bedre, hvis gevinsterne var startet ved minimum 100,- kr.

Jeg har somme tider kigget på kalendere med spiseligt eller drikkeligt indhold. Problemet er, at jeg er kræsen, når det drejer sig om slik, og det med at drikke er ikke rigtig mig. Så det er blevet ved kiggeriet.

Indtil nu. Jeg så en adventskalender med chokolade, som lød meget interessant.

Dels passer det mig fint kun at skulle åbne på søndagene. Fremstilleren, Svenningsen, "The Nordic Chocolatier" er et nyt bekendtskab for mig, og det er jo altid sjovt. Men vigtigst: Alle stykkerne var med mørk chokolade og med nogle interessante smagskombinationer, stort set uden alkohol og totalt uden mandler og nødder. Som om det var lavet præcis til os.

Første søndag i advent var ren nydelse med fire stykker, der smagte lidt af rødgran (jo, det var godt) og et delestykke med kvæde.

Anden søndag var imidlertid en mindre katastrofe. Dels var to af stykkerne smadrede, så fyldet var løbet ud. Dels smagte de meget dårligt. Da jeg skar delestykket over, opdagede jeg hvorfor. Fyldet var nemlig regulær muggent, og det kunne både ses og lugtes. Selv om det er ny nordisk chokoladekunst, så indgår mug nok ikke i konceptet.

Jeg har selvfølgelig brokket mig, og får tilsendt en æske med nylavede chokolader, men jeg tror alligevel, det bliver mit sidste forsøg med en adventskalender fra Svenningsen. Og måske med jule- og adventskalendere i det hele taget.

P.S. Selv om vi var lidt skeptiske, spiste vi alligevel 3. søndags chokolader. De blev alle skåret over først, inspiceret og lugtet til, og de fejlede intet. Og smagte godt!

Byens julelys

I Århus er Strøget og Ryesgade i december (og det meste af november) udstyret med en stjernehimmel. Den er meget smuk og stemningsgivende, også meget mere end på mit billede fra Ryesgade.

Rygterne siger, at det i år er sidste år med stjernehimmel. Den er blevet slidt, hvilket man også kan se på billedet, og åbenbart for slidt. Mon dog ikke Cityforeningen investerer i en ny? Jeg tror, der er mange, der kommer også længere væk fra, der vil blive yderst utilfredse, hvis stjernehimlen mangler.

Til gengæld har byen fået en ny attraktion og en ganske gratis af slagsen, nemlig Salling Rooftop. Den kunne måske også have heddet Sallings Tagterrasse? Men dejligt er der, og dejlig er udsigten. Jeg har fotograferet både i dagslys og i skumringslys.

Mod nord kan man se Domkirken i hele dens imponerende længde.

Fra nordøst til sydøst havneområderne.
"Lagkagen" under kranerne en Dokk1. God arkitektur?
Jeg kan bedre lide kranerne.

Mod sydvest kan man være så heldig at få denne udsigt i tusmørketiden,
endda med en enkelt kran også.

Jeg synes, den tagterrasse er blevet særdeles vellykket. Der er også servering. Og en scene. Og her i december kan man naturligvis købe gløgg og æbleskiver, hvis man er til den slags. Aros' regnbue har fået konkurrence til stregen.