Violet strik

Jeg har kreeret endnu en klud. Faktisk er det et stykke tid siden, den kom på Ravelry, hvor den fik en fin modtagelse, og hvor opskriften også kan hentes, både på dansk og engelsk.

Kluden har jeg kaldt Pjaske Addis, opkaldt efter Yrsas kat, der er noget af en vandkat. Jeg synes, mønsteret med nogen god vilje godt kan minde om vandsprøjt.

Addis sidder med ved bordet

Så har jeg også fået det første resultat af de fantastiske garner, jeg købte i Hamborg sidste år. Det blev - måske ikke helt uventet - et par pulsvarmere.

Garnet er Enchant fra Skein Queen, alpaka, silke og cashmere. Og mønsteret hedder My Cup of Tea Mitts, men jeg har kun brugt strukturmønsteret. Resten er, som jeg plejer at strikke mine pulsvarmere.

Der er garn nok til endnu to par - eller måske til ét par med dobbelt garn, jeg har ikke helt besluttet mig.

Byens lys

Der er kommet nyt lys på Århus i forbindelse med kulturåret. På billedet herover ses den ikoniske Ringgadebro. Broen og hele Ringgaden blev planlagt af nogle meget fremsynede byrådspolitikere i begyndelsen af det 19. århundrede, og selve broen blev indviet i 1938.

Farverne på broen - det er nemlig ikke altid de samme - er faktisk et kunstværk, der hedder Hesitation of Light. Vi har efterhånden meget svært ved at tale andet end engelsk her i byen - kvalmende! Lysets tøven lyder da meget mere poetisk. Ordet tøven er endda et ord, der beskriver sig selv bare i lyden - der er simpelthen en tøven indbygget i det. Nå, men værket er altså udtænkt af Signe Klejs, og farverne bliver bestemt af en registrering af himlens farver ved solnedgang.

Jeg synes, det er meget vellykket, og heldigvis bliver farverne ikke fjernet, når kulturåret er slut. De får lov at blive i hvert fald til 2023.

Set fra banegårdspladsen

En anderledes kort fornøjelse var farverne på Rådhustårnet. Det er allerede overstået, men det var sjovt, så længe det varede.

Man kunne selv være med til at bestemme farverne, og vi prøvede det også. Eller prøvede og prøvede... På vores hold var der også tre særdeles ucharmerende børn, som fuldstændig overtog knapperne efter devisen: Når jeg trykker, så kan ingen andre komme til. De så ikke engang på resultaterne.

Det gjorde ikke mig så meget, for jeg havde travlt med at kigge på Ringgadebroen, men der var et par andre børn med på holdet, og de var meget skuffede. Ubegribeligt, at hverken forældrene (begge var med) eller guiden greb ind. Jeg var nok kommet med en skarp replik, hvis jeg havde overværet det.

- og fra Musikhusparken

Jeg har altid været glad for lyset og neonskiltene i byen.

Da jeg var helt lille, så jeg engang et neonskilt, der forestillede en gris, så jeg kaldte neonreklamerne for grise. Der var endda en gade i min barndomsby, som gik under navnet Grisegade på grund af de mange lysreklamer.

Åh ja, og de rigtig store reklamer, der fortalte små historier. Irmahønen er vel den mest kendte, men der var jo rigtig mange af dem engang.

Og lysaviser! Hvor har jeg været glad for Politikens lysavis på Rådhuspladsen i København. ER den der endnu? De fleste steder er lysaviserne blevet afløst af skærme med skiftende meddelelser. Det er altså ikke helt det samme.

For resten er Byens Lys jo en Chaplin-film fra begyndelsen af 1930erne. Og en revytekst af Poul Henningsen. Den har jeg også altid været glad for.

Lørdagsudflugt

I lørdags var jeg på en busudflugt til Hornvarefabrikken i Bøvlingbjerg. Det var Hornvarefabrikken, der havde arrangeret turen, og der kunne kun være 25 med, selv om det var en stor bus. De havde nemlig erfaring for, at det er den maksimale gruppestørrelse under rundvisningen i det gamle værksted.

Jeg var sammen med fire veninder plus tre fra mit tyskhold, så jeg kendte en tredjedel af deltagerne. Hyggeligt!

Netop rundvisningen på det gamle værksted var nok det vigtigste menupunkt på turen.

Per, der har været på værkstedet i rigtig mange år, fortalte engageret og vældig morsomt (på en tør jysk måde) om både fabrikkens historie og om processerne, og vi så en kartoffelske blive lavet, næsten fra scratch.

Annette fik lov at købe netop den ske, og det er også den, der er ved at få en af de første poleringer på billedet herunder.

Efter en dejlig frokost med Vesterhavstapas (blandt disse Vesterhavsost) og lokal koldpresset æblemost besøgte vi butikken, hvor vi også kunne kigge ind i det nye værksted. Gad vidst, om der var en eneste, der ikke forelskede sig i et eller andet.

Jeg gjorde i hvert fald. Jeg har nu altid godt kunnet lide materialet og er allerede velforsynet med salatbestik, saltskeer og skohorn, men en sildestikker fandtes ikke i udstyret. Det gør den nu. Plus diverse andre genstande, der ikke har nogen praktisk anvendelse. Med mindre man mener, julepynt er praktisk anvendeligt.

Næste punkt på programmet var Bovbjerg Fyr. Det fungerer stadig som fyr, men er samtidig et samlingspunkt og kulturhus for egnens beboere. En af de tilknyttede frivillige, som der er 160 af, fortalte sjovt og levende om både fyrets historie og om alle aktiviteterne.

Vi fik kaffe og lagkage, og de fleste af os var vist oppe i fyret og ude ved kanten af klinten med udblik over havet og stranden.

Lige i nærheden lå en stor lade, som er lagringshal for Vesterhavsosten. Det er sandsynligvis luftens saltindhold, der giver osten de små knasende saltkorn. Vesterhavsosten er en af mine absolutte yndlingsoste, så jeg syntes, det var sjovt at se, hvor den bliver lagret. Og hvorfor tog jeg dog ikke et foto?

Hjem igen med bussen, hvor vi som prikken over i'et blev forkælet med en goodie-bag.

En herlig dag med en perfekt tilrettelagt udflugt og en rar stemning hele dagen igennem. Gad vidst, om der ikke var andre firmaer, der kunne arrangere noget lignende?