Sider

mandag den 30. oktober 2017

Gråt i gråt

Jeg har strikket en del i gråt i år, minsandten også til mig selv.

For eksempel er jeg lige blevet færdig med en poncho. Garnet - Lana Grossa Yak Merino - havde jeg egentlig købt til en trøje i patent, men den fik en helt forfærdelig pasform og blev pillet op.

Jeg har strikket uldgarnet sammen med en tråd Samarkand fra Knoll Yarns, fordi jeg bilder mig ind, at det giver lidt hold.

Det giver til gengæld også problemer (eller udfordringer, som det hedder nu til dags), når jeg skal regne ud, hvor meget, jeg har strikket i år. Jeg har jo brugt ca. dobbelt så mange meter, som jeg har strikket.

Jeg er ret godt tilfreds med ponchoen, selv om den selvfølgelig kradser i halsen. Der skal et tørklæde under, men så skal den også nok blive anvendelig, når jeg har det lidt koldt.

Mønsteret hedder Mælkevejen. Det ligger til fri afbenyttelse på Mayflowers hjemmeside.

Jeg synes ellers, grå er en vanskelig farve. I sig selv er den for kedelig for min smag. Der skal andre farver til, men kun varme farver plus lilla er gode sammen med, synes jeg. Dog ikke højrød, hvis man ikke vil komme til at minde om en julenisse. Heller ikke sort (for kedeligt!), men varme brune kan være vældig gode.

Denne lille pigetunika bliver netop livet op af kanter i lillarøde, mørkegrå og hvide toner. Det er ikke dårligt.

Jeg købte garn og opskrift i Saltum. Garnet, der hedder Noble, kan købes under forskellige navne. Mit er fra Holst Garn, men i virkeligheden er det vist også fra Knoll Yarns. Det består af 95% Geelong uld og 5% cashmere. Meget lækkert.

Opskriften hedder Eclectic, hvilket betyder "sammenstykket". Det er meget passende, for jeg genkendte gode ideer fra diverse andre opskrifter. Jeg ved dog ikke, om det er det, der er tænk på ved navngivningen.

Jeg kom i Saltum også for skade at købe et bundt grå af Önlings No. 3. Det er også et af de garner, der optræder under mange navne. Mimi fra Lotus Yarns og Frigga Fantasys minkgarn har for eksempel nøjagtig den samme sammensætning med bl.a. 37% mink.

Jeg fortrød næsten øjeblikkeligt mit køb, for jeg vil jo slet ikke bruge garn med fibre fra burdyr.

Nå, men da jeg nu havde dummet mig, måtte jeg jo hellere få strikket noget af det. Det blev et par pulsvarmere strikket med dobbelt garn og efter min egen opskrift Salonqa.

Af resterne fra børnetunika og pulsvarmere samt en rest Isager alpaca 2 (grå selvfølgelig) har jeg frembragt endnu en Eclectic tunika og et par Helgoland pulsvarmere, og der er nok til endnu et par Helgoland.

Hos Tante Grøn i Odense faldt jeg pladask for en pigenederdel med bomber og masser af vidde. Asta hedder mønsteret. Sådan en måtte jeg absolut lave, og jeg valgte en gråbrun farve.

Jeg strikkede den i originalgarnet Bøllefrø og i en størrelse beregnet til min nieces den ældste. Hun er i mellemtiden blevet til lyserødt og glimmer, men nederdelen blev alligevel godkendt, måske på grund af den pigede vidde.

Også jeg syntes, det blev en fin nederdel, men jeg har ikke tænkt mig at lave flere, for jeg blev grundigt træt af at lave bomber. Der er ikke færre end 324 - alligevel blev jeg ikke ret god til at lave dem. Derimod kunne jeg godt finde på at strikke en med en anden udsmykning end bomber.

Jeg har også strikket grå babystøvler og grå klude og et gråsort tørklæde/sjal, men også nogle mere kulørte genstande, og jeg tror nok, der kommer farve på pindene et stykke tid nu. Med mindre jeg får en bestilling på noget i gråt...

mandag den 23. oktober 2017

Fanø Kunstmuseum

Jeg blev ikke helt færdig med Fanø, for jeg er nødt til at fortælle om Fanø Kunstmuseum i Sønderho. Det er nemlig et forbilledligt lille kunstmuseum, der altid er et besøg værd. Som alle ordentlige museer er der både faste udstillinger og særudstillinger.

Denne gang var det en særudstilling af billeder af  Reinhard Heinemann (1895-1967). Jeg blev helt salig, da jeg så hans malerier fra Hamborgs havn.

Hamburg Havn, 1926
I privateje. Det måtte også godt bo hos mig!

Heinemann var egentlig tysker, født i Altona. Han var så heldig (tror jeg, man godt kan tillade sig at sige) at komme i britisk civilt krigsfangenskab fra 1914-1918 på Isle of Man, hvor han blev elev af den østrigske professor Kuhlmann - før krigen var han elev af blandt andet Max Liebermann.

I 30erne blev hans kunst betegnet som entartet, så i 1937 forlod han Tyskland og bosatte han sig på Fanø. Han blev gift med Ruth Termansen, der efter Heinemanns død grundlagde Fanø Kunstsamling, der i 1992 blev til Fanø Kunstmuseum. 25 års jubilæet blev fejret netop med Heinemann-særudstillingen. 

Her kommer lige endnu et af havnebillederne fra Hamborg:

Hamborgs Havn med Sankt Michaels Kirkes tårn i baggrunden. 1927
Også i privateje.
Huh, jeg kunne godt tænke mig at eje et af de havnebilleder, men jeg bør jo prise mig lykkelig over, at jeg i det hele taget har set dem.

Portrættet her hører til i den faste samling. Det er malet af  August Wilkens (1970-1939), der er en af de store Fanø-kunstnere.

Det er et portræt af Anne Brinck, malet i 1920.

Der også nyere og helt nutidige kunstnere repræsenteret på museet. Jeg tror, jeg skal til at holde øje med deres udstillinger. Det vil ikke være dårligt med endnu en grund til at tage til Fanø.

Tillykke til museet med de første 25 år!

tirsdag den 17. oktober 2017

Tempeltræ reddet - måske

Vi er ved at få lagt nye fjernvarmerør. Det er en større omgang, men de gamle lå helt fjollet under huset, så vi er sådan set glade for, udskiftningen sker, inden der sker ulykker. Det er der sket i en af de andre rækker.

Tempeltræet ses til venstre i billedet
Rørene skal føres ind gennem vores meget lille forhave. På alle de andre matrikler i vores række holder man mere af fliser end af planter, og rørene skal føres ind gennem carporten og gennem det lille stykke have mellem carport og hus, men vi havde fået lovning på, at vores rør ville blive ført ind der, hvor flisegangen er. Så langt væk som muligt fra vores elskede tempeltræ.

Da der skulle til at graves, var gravefolkene alligevel noget betænkelige. Det ville være meget lettere gennem carporten.  Der skulle lidt tovtrækkeri til, men det blev, som vi gerne ville have det.

Det betød så til gengæld, at thujaen måtte lade livet. Vi - og fuglene - kommer til at savne den, men samtidig var den altså blevet noget forvokset og lidt besværlig. På billedet er alle de nederste grene allerede fjernet, og turen er kommet til resten af træet.

Også vores fine rhododendron 'Linda' var truet. Jeg havde først fået besked på, at den skulle beskæres til 30-40 cm, men den blev i stedet gravet op og står indtil videre i en stor balje. Jeg tror, den klarer det fint.

Når jeg ikke er helt sikker på, hvordan det går med tempeltræet, er det, fordi rodnettet under alle omstændigheder må blive noget beskadiget.

Til højre er der næsten gravet ud, der hvor flisegangen lå, og man kan se nogle af de store rødder. Jeg tror nu, de stammer fra thujaen.

Der er blevet lagt plader hen over vores krydderurtehave, og der er stillet rækværker op, så vi ikke styrter i dybet. Der bliver skam passet godt på os.

Forleden nat var der en kat, der havde placeret sig lige midt på pladerne.


Den sad lige så stille i længere tid, end vi gad kigge på den. Bevægede kun ørerne lidt en gang imellem, lyttede garanteret efter mus. Gad vidst om den fangede nogle. Den skal være så velkommen.

tirsdag den 10. oktober 2017

Katte i Sønderho 2017

I modsætning til i Nordby var der ingen kattegensyn i Sønderho - men der var nye bekendtskaber.


Tabbyen her var den første, vi mødte. Den havde vældig travlt, og efter et lille stykke tid opdagede vi en lidt ældre killing, som den legede med. Jeg fik ikke nogen fotos af nummer to, tagfatlegen var alt for hurtig for mit kamera og mig som fotograf.

Senere mødte vi den mindste igen, og da var den blevet træt. Så træt som næsten kun en killing, der har leget godt og grundigt, kan være.

Den var faldet om på en bænk ved det lille serveringssted Tre Søstre. Egentlig skulle der jo nok have siddet en gæst på pladsen, men der var heldigvis ingen, der kunne nænne at smide killingen ned. Der var andre siddepladser, og jeg behøver vel ikke skrive, hvor vi indtog kaffen den dag.


I en anden ende af byen mødte vi endnu en stor killing, meget fin skildpaddefarvet med lidt hvidt. Den anbragte sig selv yderst dekorativt på et stakit. Hvis det havde været en menneskepige, ville man have troet, at hun udmærket selv var klar over, hvor yndig hun var, men nu var det altså en kattepige, og dem er der noget anderledes helt uskyldigt over.



Da hun havde taget sig ud i et stykke tid, løb hun ind i en anden have, hvor hun mødtes med en fin gråblå kat.

Den stod heldigvis stille et ganske kort øjeblik, men så gik den vilde jagt efter skildpaddepigen. Ind imellem fik den dog tid til at kradse sig - man kunne godt ønske, at ejerne lige ville ofre et par kroner på et loppemiddel.



Alle katte er kønne, og Fanøs katte er ingen undtagelse.

lørdag den 7. oktober 2017

Katte i Nordby 2017

Jeg prøver altid at tage billeder af alle de katte, jeg møder på min vej, og på Fanø gælder det om altid at have kameraet skudklart. I Nordby så vi flere katte, som vi kender fra tidligere. 


Den skildpaddebrogede så vi sidst ved en is- og fastfood-biks i den sydlige ende af byen. Hun - og nok også indehaveren af biksen, gætter jeg på - har nu fået et pizzaria midt i byen. Vi så hende flere gange. Hvis der var mange gæster under et af bordene, men ellers sad hun gerne på et bord og fulgte med i, hvad der skete rundt omkring. 

Cat on a rainy day
Også "paraplykatten" hilste vi på flere gange. Den er meget social. På et tidspunkt var den ude at promenere med en flok strikkekvinder, der var godt forsynet med poser fra festivalen. Sådan så det i hvert fald ud.
Billedet er fra et par år siden.

Fru Kokos
Det er billedet af Fru Kokos også, men til vores store glæde så vi hende igen. Hun har ikke behov for at snakke med fremmede, men jeg snakkede lidt med nogle, der kender hende, og faktisk hedder hun ikke Fru Kokos, men Ida. Men katte har jo mange navne, jævnfør T.S. Eliot, så jeg er nu sikker på , hun også hedder Fru Kokos. Måske Fru Ida Kokos?
Hun er altså helt bedårende.

Den sort-hvide tror jeg faktisk også, vi har set før.

Jeg er ikke så god til at genkende de sort-hvide, men her er et link til et billede fra forrige gang, og er det ikke de samme aftegninger?

søndag den 1. oktober 2017

Å Æ Ø

Sommerhuset og Annetts overlækre cardigan,
Annett har fotograferet
Overskriften er på jysk, oversat til "almindeligt" dansk betyder det "på øen". Det er også navnet på det sommerhus, Annett somme tider er så heldig at låne og somme tider inviterer os med i.

Øen er Fanø. Måske min yndlingsø. Muligvis er der andre øer, der kommer op på siden af den, men der er ikke nogen bedre.

Nu har vi jo efterhånden været der nogle gange, så denne gang havde vi også tid til bare at hygge.

Annett har også taget dette

Her sidder vi på terrassen inden aftensmaden med strikketøj, drinks og fuglebøger og floraer for at forsøge at identificere de fugle og planter, vi har set på dagens travetur. Var det hyggeligt? JA!!!!

Det er heller ikke så dårligt, når der står en ung råbuk og kigger ved bækken, når man står op:


Eller at hilse på en næsten tam ræv i nærheden af skovlegepladsen mellem Rindby og Sønderho:


Vi hilste også på flere af de katte, vi kender fra tidligere, men kattene må hellere få deres eget indlæg.

Som altid var der også en del stære, der hilste farvel. Man kan altid høre deres livlige kvidren, også selv om der ikke var mange nok til at lave sort sol opvisning. Det skal man vist lidt sydligere for at overvære. Men små flokke strikkefugle så og hørte vi.


Jeg kalder dem strikkefugle, fordi deres prikker meget ligner retmasker. Klik eventuelt på detalje-billedet for at se det større.

For resten var der da også strikkefestival, mens vi var på øen. Festivalen lignede sig selv, måske dog med endnu flere deltagere.


Kan man forestille sig noget mere afslappende end at sidde på terrassen på Fanø Krogård, drikke kaffe og spise kage og se på dem, der slæber af sted med dagens udbytte? Og ikke mindst glæde sig over, at vi har flere dage endnu på øen.