Sarantoya 16 år

Juleaftensdag blev Sarantoya 16 år. Billedet er taget på dagen, hvor hun ligger i sin radiatorseng og nyder varmen.

Et par dage før var vi til dyrlæge med hende. Dels skulle hun have sine årlige vaccinationer, dels har vi været noget bekymrede, fordi hun slet ikke har sin gode appetit mere, og hun har tabt sig meget.

En blodprøve gav et overraskende resultat. Hun har nemlig for højt stofskifte. Et af de mest tydelige tegn på det er, at katten grovæder, men alligevel taber sig. Lige præcis sådan var det med vores Ofelia, som også fik forhøjet stofskifte i sine sidste leveår. Men Sarantoya har bestemt ikke grovædt. Alligevel var det altså stofskiftet, det er galt med.

Man kan nu få et diætfoder, som faktisk skulle være nok til at stabilisere stofskiftet, og det blev naturligvis straks indkøbt.

Det var spændende, om hun ville acceptere det nye foder, men efter en lidt tøvende start spiser hun nu pænt af det. Først om en månedstid kan vi se, om det har den ønskede effekt.

Vores dyrlæge mente også, at hun har en dårlig tand. Det undrer os lidt, fordi hun gerne har villet spise sin tanddiætmad, som er noget hårdere end hendes anden mad, men hvis hun har en dårlig tand, skal den fjernes. Hun skal i hvert fald ikke have tandpine.

Det sidste foto tog jeg i går, hvor der var masser af sol. Sarantoya er rigtig skrap til at finde solpletterne, her i min seng.

Årets bedste...film

Ligesom sidste år har jeg set 21 film i biografen i 2016. Deriblandt de tre Kieslowsky-film: Blå, Hvid og Rød, som må være uden for konkurrence. De er fantastiske alle tre og forbløffende nutidige trods deres +20 år på bagen.

Godt de fik repremiere. Jeg har dem ganske vist på dvd, men det er altså noget helt andet at se dem i biografen. Især når det drejer sig om film med så udviklet et filmsprog som de her.

Ellers var den film, jeg var gladest for, vist den estiske film Fægteren, instrueret af den finske Klaus Härö. Det var en overraskelse, at en estisk film kunne være så god - hvor kommer alle de fordomme dog fra?

Jeg kan ikke mindes, at jeg skulle have set en estisk film før. Vist nok nogle finske film, jeg husker dog ikke hvilke. Men hvis andre film fra de kanter er lige så gode, så håber jeg på import.

Jeg har ikke set én eneste dansk film og ikke ret mange amerikanske. De andre film, der især gjorde indtryk, var fra Belgien (Det spritnye testamente), Italien (Min mor) og Island (Virgin Mountain og Blandt mænd og får).

Skuffelser: Den tyske Lotte og den ungarske Sauls søn. Den sidste havde fået fantastiske anmeldelser, men jeg kunne ikke fordrage den, især på grund af fotograferingen, som jeg fandt unødigt krukket og i virkeligheden meget ensformig.

Hvad mon 2017 vil bringe på det hvide lærred?

Ja, kunne vi ikke?

Med dette utopiske ønske hermed en julehilsen til alle, der vover sig forbi min blog.

Jeg er sur over, jeg ikke har taget billedet ordentligt - men det havde nu sine årsager. Man måtte nemlig ikke fotografere i det museum i Lübeck, hvor de tre gaveudbringere var udstillet, og en dame med MEGET skarp hørelse piskede gennem salene, hver gang der kom en "kameralyd" et eller andet sted fra. Jeg kan ikke finde ud af, hvad ham til højre i æsken (til venstre på billedet) hedder, og det ville jeg altså gerne vide. Han er jo givetvis jødisk, men er der også noget russisk Far Frost over ham?

Beklager at bloggen - og også besøg på andre blogge - har været forsømt her i december. Det har sine egne trivielle årsager, som der ikke er nogen grund til at plage andre med.

Udflugter i december

Jeg er en kryster, når det drejer sig om at køre i glat føre og bliver hellere hjemme, hvis der er bare små tegn i sol og måne på, at der skulle kunne blive problemer. Denne december har dog været absolut farbar, så vi er indtil nu kommet på de udflugter, vi havde planlangt.

Vi har blandt andet været med RealDania på Ørslev Kloster, der nu fungerer som arbejdsrefugium. Det var et helstøbt arrangement, der startede med introduktion i kirken. der var stemningsfuldt belyst.

Derefter var der rundvisning i klostret, vinsmagning, hvor vi smagte vin fremstillet af nogle lokale vinavlere, jazzkoncert og endelig aftenaffodring med tapas fra Højslev Kro.

Det eneste, jeg var utilfreds med ved arrangementet, var, at der var for dårlig belysning til fotografering. Der boede ellers adskillige katte på klostret, og de var rigtig fine. På et tidspunkt var der to på én gang, og de må bestemt have været enæggede tvillinger, så ens var de.

For et par dage siden var vi så på vores årlige inden-jul-tur til Flensborg. Senere end sædvanligt, og vores yndlingsjulestolle (med rom) var udsolgt. Vi må slå os til tåls med en anden, og det skal nok blive jul også uden romstolle.

Ud over indkøb besøgte vi denne gang Museumsberg.

På vejen dertil hilste vi på Istedløven eller Der Flensburger Löve, som den hedder i Schleswig.

Jeg har før set ham i København, men kunne ikke huske, at han var så stor og imponerende. Han blev flyttet tilbage til sin oprindelige placering på Flensborgs Gamle Kirkegård i 2011 efter at have boet i Berlin fra 1864 til 1945 og derefter i København fra 1945.

I museet så vi to særudstillinger. Den ene med værker af Emil Nolde. Det bliver Nolde-år i 2017, hvor det er 150 år siden, Nolde blev født.

Bissens selvbevidste herre.
Også en form for krigskunst.

Den anden særudstilling havde titlen (un)beteiligt. Kunst im dritten Reich, altså værker af kunstnere, der arbejdede i Det Tredje Rige.

Udstillingen rejser en række spørgsmål, som stadig er noget betændte. Hvordan påvirkede det nazistiske diktatur kunstnerne? Var de medskyldige via deres kunst? Havde de et moralsk ansvar?

Der var ingen tvivl om, at de fleste af værkerne var influeret af den nazistiske tankegang med blandt andet portrætter af Hitler og Göring og billeder af hårdtarbejdende arbejdere og mødre. Absolut en spændende udstilling, og jeg tror, det er første gang, jeg har set et hagekors i Tyskland.

Gammelt legetøj nr. 2

Vi rydder op og rydder ud. Vi har alt for meget gammelt stående og kan næsten ikke selv være i huset.

Noget af det, vi rydder ud, er det helt fint at komme af med. Andet er det anderledes slemt at skille sig af med. Som nu min barndoms elefant.

Jeg vandt ham i et lykkehjul i et omrejsende tivoli. Min far og mor kørte tit søndagsture med os, og en gang kom vi forbi det her tivoli. Min far elskede ligesom jeg tivolier, så til min store glæde standsede vi og gik ind. Der var ikke meget liv i det, og jeg var den eneste ved lykkehjulet, hvor jeg satsede hele min formue - det har vel været 25 øre - på nr. 1. Jeg fik for første og eneste gang i mit liv frit valg. "Tænk dig nu godt om, inden du vælger" sagde min far, men jeg vidste nøjagtig, hvad jeg ville have: En lyseblå elefant. Jeg var lykkelig, og tallet 1 var mit lykketal i mange år.

Min elefant blev døbt Ceylon. Jeg vidste, at nogle elefanter i cirkus havde geografiske navne, så det måtte også kunne passe til min.

Da vi kom hjem, satte jeg straks elefanten på bagagebæreren på min cykel og cyklede hen til den nærmeste veninde for at vise ham frem. På vejen faldt elefanten af, og jeg var rigtig vred på mig selv over at have været så uforsigtig, men han havde heldigvis ikke taget skade.

Jeg elskede ham højt hele min barndom. Som det kan ses på billedet, er han blevet godt slidt og har også mistet stødtænderne.

De sidste 40 år (mindst, er jeg bange for) har han ligget i en kiste. Vi skal på genbrugspladsen på søndag, og det er planen, at Ceylon skal med, men jeg er stadig ikke helt sikker på, om jeg kan gøre det. Jeg smider ham i hvert fald ikke selv i småt brændbart, men sætter ham i den container, hvor de velgørende foreninger kan hente ting og sager. Jeg tror, han er for slidt til at være bare en lille smule værd, og sandsynligvis sender de ham i forbrændingen, men jeg er i det mindste uvidende om det.

Mens jeg sidder og skriver det her indlæg, har jeg i hvert fald fortrudt beslutningen. Vi må se på søndag...