En blå papegøje

Jeg er blevet færdig med en strikket trøje til mig selv. Her er den forfra:

 og skråt bagfra:

Garnet er Colinette Prism, 70% uld og 30% bomuld i farven Blue Parrot.

Jeg købte det meste på ophørsudsalg i Garngalleriet i Ry - alt hvad der var tilbage, men da jeg begyndte at strikke trøjen, blev jeg hurtigt bekymret for, om der nu også var nok. Det gør jeg næsten altid.

Ergo købte jeg noget mere direkte hos Colinette i Wales. Jeg fik et trackingnummer, og da jeg et par dage efter bestillingen kiggede efter, hvordan det gik med mit garn, stod der, at de var ved at farve det til mig. Charmerende, syntes jeg. Der gik i øvrigt ikke mange dage, inden garnet var i hus.

Garnet er altså håndfarvet, og de enkelte bundter var bestemt ikke ens, heller ikke de første, selv om de havde samme indfarvningsnummer. De nye adskilte sig endnu mere. Derfor strikkede jeg med 3 nøgler ad gangen, 3-4 pinde med hvert nøgle, inden jeg skiftede til et andet, og jeg synes, det er lykkedes. Man kan ikke se på trøjen, at garnet så så forskelligt ud.

Denne gang var der grund til min bekymring, for jeg brugte 50 g garn mere, end jeg først havde. Nu er der selvfølgelig en rest, som jeg skal finde ud af, hvad jeg vil bruge til, men jeg tror, det bliver et tørklæde eller et halsrør.

Modellen er denne. Jeg lavede lidt om på kanterne på ærmerne. Der stod i opskriften, at de ville rulle, og det syntes jeg, jeg lige så godt med det samme - altså under strikningen - kunne gøre noget ved, så jeg strikkede de yderste masker af ærmerne i en slags rib i stedet for bare at strikke i glat helt ud til kanten. Desuden lavede jeg 3 knaphuller og syede knapper i, men ellers fulgte jeg vist opskriften.

I det hele taget får jeg færdiggjort diverse strik i denne tid, så nu skal jeg snart have nyt på pindene.

Til minde om Emma

Går du med en tur i haven, synes Emma at sige

Som mange katte kunne Emma godt lide selv at finde vand at drikke.
Her er hun dykket ned i vandkanden i haven.

 Som en lille statue

På hverdagens eventyr

I søndags fortalte vores feriekat Emmas ejer os, at Emma er død.
Hun blev 19½ år og var kun syg ganske kort tid. En meget flot alder for en kat og især en udekat. Det gør det bare ikke mindre sørgeligt.

Vi vil savne hende, men det er naturligvis ikke noget imod, hvordan hun vil blive savnet i sin familie. Når man har boet sammen i næsten 20 år, har man ligesom vænnet sig til hinanden.

Alle billederne er fra sommeren 2012.

Farvel, lille blide, kloge, dejlige Emma

Forår på forskud

Lige nu føler jeg det nærmest, som om det aldrig nogen sinde bliver sandaltid igen. Kunne der ikke godt komme bare en lille smule forår i luften?

Nå, jeg har nu - på trods af de lave temperaturer - taget lidt hul på foråret og købt et par sandaler. På udsalg til halv pris hos Brandos, så jeg fik dem til under 400 kr., og i en dejlig bred facon, hvor min fod kan være.

Når den tid kommer, altså.

Jeg er noget ambivalent med hensyn til skokøb på nettet. Udvalget er unægtelig større end i de fleste skobutikker. I hvert fald butikker her i provinsen. Jeg har nogle gange i en butik fundet en model, jeg godt kunne lide, men de havde bare ikke den farve, jeg gerne ville have. Så er det jo vældig smart at købe den rigtige på nettet.

Problemet er bare, at hvis det sker alt for tit, så bliver der vel ikke nogen butikker tilbage, hvor man kan føle og mærke og selvfølgelig prøve.

Når det skal være, så er Brandos en god butik at handle i. De er lynhurtige, og som regel kommer der ikke ekstra udgifter til porto på. Heller ikke hvis man er nødt til at returnere. Fin service, synes jeg. Og så har de en hel del Art sko, et af mine yndlingsmærker.

Passer alle slagordene ikke på de nye sandaler?

Glædeligt slangeår

Søndag gik vi ifølge det kinesiske horoskop ind i slangens år. Efter vores operabio var vi lige forbi Musikhuset, hvor nytåret som sædvanligt blev fejret, denne gang også med fremvisning af et par slanger.

De vakte stor opmærksomhed, især blandt børnene. Men de er også dejlige at røre ved, lidt kølige og porcelænsagtige. Hvordan nogen har fundet på, at de skulle være slimede, er en gåde, for er der noget, de ikke er, er det netop slimede.

Operaen var Maria Stuarda (= Maria Stuart) af Donizetti, og det var en af de rigtig gode. Joyce DiDonato sang titelpartiet helt fantastisk, og den unge sydafrikanske Elza van den Heever var en magtfuld, men ulykkelig Elizabeth I. Det var en dybt bevægende opera, især i 2. akt.

Men det er galt med hukommelsen. Vi kom om lørdagen til at bilde nogle unge mennesker ind, at komponisten var Puccini, og at Maria Stuart skulle synges af Anna Netrebko. Ikke så godt!

Citater om katte #19

Når man indlader sig med den kat, risikerer man udelukkende at blive beriget.
Sidonie-Gabrielle Colette

Det gamle postkort, der illustrerer citatet, købte jeg på legetøjsmesse i søndags. I en enkelt stand var der en del gamle kattepostkort, dog ikke så mange med fotos. Jeg købte to med fotos og et enkelt med en tegning.

Jeg har affotograferet kortet. Når jeg scanner det, kommer der alt for meget moiré-effekt. Vores scanner er ikke så avanceret, at der kan tages højde for moiré, og jeg kan ikke finde ud af at fjerne det ordentligt i billedbehandlingen.

Der er ingen oplysninger om fotograf eller årstal på kortet, kun et nummer (0345) i venstre hjørne, men jeg synes, det er en fin killing, der passer godt til netop Colette.

P.S. Jeg har kattecitatkalenderen igen i år, så forsyningen af citater er sikret.

En opera i din nærhed

Til operabio gør de altid opmærksom på, at den "levende" opera er at foretrække frem for opera i biografen. Meget pænt af The Met, men passer det? The Met er ikke let at måle sig med.

Puccinis Tosca er min yndlingsopera - eller i hvert fald en af dem, så efter en del år, hvor vi har haft Den Jyske Opera lagt på is, gik vi i går til deres udgave af netop Tosca.

Svenske Ingela Brimberg var er rigtig god Tosca. Stemmen er der i hvert fald ikke noget i vejen med, skuespilpræstationen levede måske ikke helt op til stemmepragten. Rafael Rojas som Caravadossi sang sig op igennem operaen og var især meget fin i tredje akt, og så var orkester - "vores eget" Århus Symfoniorkester - og dirigent Giordano Bellincampi super. De øvrige medvirkende var lidt svagere, specielt syntes vi, at Scarpia blev sunget noget blegt, ifølge programmet af Jørn Pedersen.

Vi blev ikke helt overbevist om, at opera bør ses i operaen, så vi holder fast ved vores operabio-forestillinger.

Før forestillingen forkælede vi os selv med sushi på Saichi Sushi i Jægergårdsgade.

Det er vores foretrukne sushi-sted lige nu, faktisk er det så godt, at vi har problemer med at vælge et andet. Vi er ikke sushi-eksperter, men vi synes bare, at Saichis sushi smager rigtig godt. Til vores store fornøjelse var der fyldt med gæster i restauranten i går. De andre gange, vi har været der, har der været så tyndt befolket, at vi frygtede for, om den kunne overleve.

Sushien smager godt, men deres desserttallerken er også god - og her er vi nok mere eksperter.

En god og stærk chokoladeis, en næsten klassisk créme brûlèe (næsten, fordi der var lidt chokolade i bunden, så hele desserten var over et chokoladetema) og en lige så klassisk chokolademousse. Helt nede på jorden og helt efter vores smag, og så er der overhovedet ikke noget, der generer Dorthes allergier. Godt gået!